Landsdækkende

DBTU’s udviklingsteam har via udviklingsprojektet fået mulighed for at lave en landsdækkende, klubanonym analyse af frafaldet. Analysen har til formål at indsamle information om, hvorfor børn og unge, der på et tidspunkt har været aktive i en bordtennisklub, pludseligt fravælger sporten. Informationerne fra de tidligere spillere skal danne baggrund for anbefalinger og konkrete redskaber, som klubberne kan benytte for at fastholde flere i sporten, så trænerne ikke år efter år, oplever at starte forfra med en helt ny gruppe af spillere.

For at analysen kan blive så præcis som muligt og redskaberne aktuelle for klubberne at benytte, har udviklingsteamet brug for jeres hjælp. Vi skal have indsamlet e-mail adresser på spillere, som har meldt sig ud, så et elektronisk spørgeskema kan sendes til dem. Målet er at indsamle minimum 10-15 mail adresser fra samtlige 239 klubber i DBTU-regi. Den optimale sammensætning er 10 mailadresser på drenge, der har fravalgt bordtennissporten og 5 mailadresser på piger, så analysen også kan bruges til at komme med anbefalinger til, hvordan flere piger kan fastholdes i klubberne.

Analysen er klubanonym og de tidligere spiller skal ikke oplyse, hvilken navngivet klub de tidligere har spillet i, men det er vigtigt at udviklingsteamet når de modtager mailadresserne får oplyst hvilken klub, der har indsendt mailadresserne, så vi kan sikre at analysen dækker bredt både geografisk, klubstørrelsesmæssigt samt forskellige former for klubkulturer. Indsamlingen af mail adresser på tidligere spillere kommer til at foregå i samme periode som medlemsregistreringen, da formænd/kasserer på det tidspunkt alligevel sidder med medlemslisterne.

Årets medlemsregistrering er netop ‘skudt i gang’, så når medlemslisterne alligevel skal frem, kan I med fordel finde de efterspurgte mailadresser og dermed komme med jeres vigtige biddrag til analysen, så vi alle siker, at vi opnår konkrete redskaber til at fastholde flere i bordtennissporten.

Forfatter: Annette Westermann
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: annette.westermann@dbtu.dk