Optakt til VM for hold: Første delmål er avancement fra gruppespillet – og det er realistisk

Fredag lyder startskuddet for en af årets allerstørste begivenheder for os, der elsker bordtennis: VM for hold i Korea. Eller med herrelandstræner Linus’ ord: ”Årets store mål som hold og samtidig en mulighed for OL-kvalifikation – vi glæder os!”.

Den danske delegation, som udover vores fem landsholdsspillere består af landstræner Linus  Mernsten, assisterende landstræner Mattias Översjö, fysioterapeut Michael Ries og sportspsykolog Jonas Staun Pallesen, begge fra Team Danmark og BTDKs direktør Puk Kirkeskov, rejste fra Danmark mandag og ankommer i Busan tirsdag aften.

Det danske landshold, som ligger nummer 19 på verdensranglisten for hold, lægger fredag ud klokken 13 lokal tid (klokken 5 morgen dansk tid) mod puljefavoritterne fra Frankrig – en kamp, hvor vi resultatmæssigt nærmest kun kan overraske positivt. Ud over Frankrig (WR 4) møder vi søndag Australien (WR 14), mandag Algeriet (WR 36) og tirsdag Østrig (WR 31) i gruppespillet.

De tre bedste hold fra hver gruppe går videre til “vind eller forsvind”-kampene. Gruppevinderne seedes og går direkte i 1/8-delsfinalerne, mens 2erne og 3erne møder hinanden i runden inden og spiller om en plads i 1/8-delsfinalerne mod en gruppevinder.

Hvordan ser Linus på de danske spilleres forberedelse?

”Jeg synes, at alle spillerne er et godt sted, og selvom programmet op til har været hårdt og uforudsigeligt, så har vi klaret forberedelserne på en helt ok måde”.

Har der været særlige fokusområder i holdets forberedelser?

”Vi har arbejdet meget mentalt på at styrke teamet, så vi kan håndtere de forskellige udfordringer, vi kan blive stillet over for. Team DK’s støttepsykolog er blevet “lead” i et godt forløb. Det er en lang turnering, så holdånd og godt humør er vigtigt, for hvis vi har det godt, har vi også en tendens til at præstere godt”.

Avancement til 1/8-delsfinalerne vil være et rigtig stærkt dansk resultat, mens en plads i kvartfinalen vil sikre dansk OL-kvalifikation – et drømmescenarie. Men hvad tænker landstræneren om mulighederne?

”Vi har drømme. Men for at de skal være realistiske, skal vi optimere hver eneste dag ud fra forholdene. Én ting kan jeg love: Vi vil gøre alt, hvad vi kan, og vi bliver svære at besejre. Vi glæder os til at komme i gang!”.

Det danske hold består af Jonathan Groth (WR 28), Anders Lind (WR 29), Tobias Rasmussen (WR 728), Thor Christensen (WR 369) og Martin Buch Andersen (WR 385).

Du kan løbende følge med i kampprogrammer, lodtrækning, resultater og finde link til livestream her: https://worldtabletennis.com/teamseventInfo?selectedTab=Overview&eventId=2751

/Kresten