Jyderup Bordtennis Klub

I det forløbne år der er gået med arbejdet med DBTU og DIF’s Udviklingsprojekt, er der blomstret en række nye bordtennisklubber op rundt i landet. I dag og de følgende fredage, vil vi bringe artikler om nogle af de nye bordtennisklubber i DBTU, og hvordan der er blevet til. 

Cirka en times kørsel fra København ligger Jyderup. Ikke verdens største by, men sikke de er tosset med bordtennis. Omkring 30 børn fra 6-14 år var fordelt på tre hold, og alle fik prøvet ting med bat og bold som de ikke havde prøvet før. For de yngste, som har svært ved at holde på battet og se over bordet, blev der trænet og øvet forskellige lege, mens der for de lidt ældre var mere traditionel træning.

Det hele startede for godt et års tid siden, da jeg kom i kontakt med Jesper Holm. Jesper, som i øvrigt er uddannet dommer og en ganske kompetent bordtennisspiller selv, mente det var på tide at der kom en bordtennisklub i Jyderup. Så efter en del korrespondance frem og tilbage blev vi enige om et klubbesøg, hvor jeg skulle assistere Jesper til klubbens første træning. Jeg havde medbragt DBTU’s startpakke med bat, bolde, net og div., og så håbede vi begge to ellers bare på, at der ville komme en masse børn. Og det gjorde der! Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, men der var faktisk for mange! Efter ungdommen var færdige efter ca. 3 timer, så kom der en 6-8 voksne som også ville spille. Så på alle områder var det en kæmpe succes.

Og måden det blev gjort på var ganske enkel. Efter alt det praktiske angående forening og materialer var på plads, sendte Jesper et brev rundt på Jyderup skoles elevintra. Alle børn fra 1. til 6. klasse blev gjort opmærksomme på, at nu skulle der spilles bordtennis. Ganske smart måde at komme ud med sit budskab på, og det virkede helt efter hensigten.

Bordene havde Jesper lånt med lidt hjælp fra ØBTU, men han havde samtidig sendt en ansøgning af sted til kommunen angående et tilskud til køb af eget materiale. Så da jeg sidste gang var på besøg igen, stod der tre spritnye borde og net. Jesper har ligeledes søgt Tuborg Fondet om yderligere to borde, og kombineret med de 12 bat, over 100 bolde, net, boldopsamler osv. fra DBTU plus alle de enormt ivrige og interesserede børn, så formåede Jesper, på godt to måneder, at banke en rigtig hyggelig og spændende klub op.

Jeg glæder mig til at komme på besøg igen og hilse på Jesper og hans bordtennisklub, for det var imponerende at se den glæde og gejst, som alle i klubben udviste.

Forfatter: Christoffer Petersen
Kontaktperson tlf.: 22 64 00 78
Kontaktperson e-mail: christoffer.petersen@dbtu.dk