Det danske herrelandshold i Bordtennis har for første gang kvalificeret sig til OL.
Kvartfinalen mod Sydkorea spilles natten til fredag kl. 02.00 dansk tid og kan streames på Viaplay.
Danmark – Slovenien 3-2
Toby sender Danmark i VM-kvartfinalen – og til OL! Dansk bordtennishistorie
Hvor er det vanvittigt! Nerverne kan ikke mere. Vi blev holdt på pinebænken så længe. På yderste yderste marginal. En rygskadet Tobias kæmper med alt, hvad han har, og vinder sin vigtigste VM-kamp nogensinde! Hold nu op. Og hvilken dristig, taktisk genistreg af Linus med den alternative holdopstilling.
Landstræner Linus sætter disse ord på dramaet:
– 24 timers spænding, kampgejst, holdånd og en masse følelser.. På trods af et…lad os sige…mærkeligt kampprogram, er vi i kvartfinalen!
Vi havde meget lidt tid til at lade op og var ret trætte. Men vores mål er altid at gøre vores bedste og levere en optimal holdpræstation.
Vi valgte at sætte Groth som 3a, da vi havde på fornemmelsen, at de ville sætte Kozul som 3a.
Vi ramte den, og i en holdkamp, der mest handlede om at kæmpe og vilje til at vinde, lykkedes det os at få den hjem efter et stort drama.
Det var fedt at se og være en del af den glæde, som OL-billetten betød. Alle var 100 procent engagerede, og alle havde en stor del i at hjælpe Toby med at kæmpe sejren hjem.
Nu lader vi op igen, så vi kan give alt i kvarten mod Korea!
Tobias sætter disse ord på sin afgørende kamp:
– Fantastisk gennemført holdkamp og en virkelig flot præstation af hele holdet.
Personligt er jeg meget glad for den hjælp, hele teamet gav mig, da jeg blev skadet under den afgørende kamp. Uden dem havde jeg ikke kunne vinde den sidste. Vi vil gøre alt for at hive en medalje hjem herfra, og så glæder vi os til OL i Paris!
Tobias Rasmussen – Darko Jorgic: 5-11, 5-11, 7-11
Anders Lind – Peter Hribar: 11-7, 9-11, 11-9, 12-10
Jonathan Groth – Deni Kozul: 11-7, 11-6, 9-11, 11-5
Anders Lind – Darko Jorgic: 5-11, 11-5, 9-11, 9-11
Tobias Rasmussen – Peter Hribar: 6-11, 11-8, 11-13, 11-9, 11-8
Danmark – Ungarn 3-1
Danmark er i VM 1/8-delsfinalen efter 3-1 sejr over Ungarn
Efter endnu en topprofessionel og koncentreret indsats er Danmark nu klar til at møde Slovenien i en kamp om direkte OL-kvalifikation! Morgenens modstander, Ungarn, lyder måske ikke umiddelbart skræmmende, men faktum er, at de var marginaler fra at slå de svenske hjemmebanefavoritter ud under EM for hold i september måned. En farlig modstander.
Groth tager to 3-1 sejre over Lakatos og Szudi, mens Lind vinder 3-0 over Szudi. Det ser umiddelbart en smule mere komfortabelt ud, end det var. Både Groth og Lind overlever flere sætbolde, som kan tippe kampene, men får lukket sættene til sidst. Tobias taber 1-3 til Andras efter at have haft et par muligheder for at tvinge den i femte sæt ved 10-8 i fjerde.
Nu er der fuld fokus på at blive klar til mødet med Slovenien, som spilles allerede klokken 12 dansk tid i dag
Linus sætter ord på kampen:
– Mod Ungarn var det en meget tættere kamp, end resultatet viser. Groths kamp mod Lakatos var på et utroligt højt niveau mentalt, hvor det krævede enormt meget at vinde et point.
Anders viser igen, at han er blevet mere stabil og kan holde sammen på spillet bedre end tidligere.
Tobias spillede lidt bedre denne gang, og man kunne fornemme, at en 24-timers pause gjorde ham godt. Så vi var, hvor vi ville være!
Jonathan Groth – Tamas Lakatos: 16-18, 11-6, 14-12, 11-7
Anders Lind – Adam Szudi: 12-10, 11-9, 14-12
Tobias Rasmussen – Andras Csaba: 10-12, 11-9, 6-11, 10-12
Jonathan Groth – Adam Szudi: 11-5, 11-9, 9-11, 11-5
Danmark – Østrig 3-1
Vanvittig flot 3-1 sejr over Østrig i helt tight kamp. Danmark er videre som 2er og møder Ungarn onsdag morgen kl. 5
Groth lægger ud mod Robert Gardos og leverer en dybt koncentreret indsats. Nede i første: 4-7, 5-8, 8-9. To store bolde af Groth og en østrigsk fejl – og 11-9. Følges ad til 5-5 i andet. Gardos trækker fra og 7-11. Overhånd i tredje sæt, hele vejen, og 11-6. Fjerde sæt. Foran 3-0 og 6-4, men Gardos kommer tilbage. Nede med sætbolde: 9-10, 12-13, 13-14. Overlever. To fremragende vindere dybt ud i østrigerens forhånd og 16-14. Marginaler ja – men også mental styrke, når man gør det igen. Og igen.
Herefter Lind mod Habesohn. 9-11 i første; helt væk i andet; nede med tre matchbolde i tredje. Comeback af en anden verden. I femte sæt bagud 1-6 og 3-7. Aldrig give op. Aldrig give op. Vender det hele på hovedet til 11-8 sejr.
Thor møder overmagten i Levenko. Klassespiller. Får god start på både andet og tredje sæt og følger stærkt med i tredje sæt. 8-7 føring og en fed duel, men det rækker ikke mod den stærke østriger.
Lind mod Gardos. God start. 10-7 føring. 11-8 på en netkant. Andet sæt: med til 8-8 men taber så 8-11. Tredje sæt: 4-0. Flyvende. Lukker 11-5. Fører 7-4 i fjerde og kan lugten sejren. Gardos kæmper sig tilbage. Vender sættet. 8-11 og den skal i femte. Helt tæt. 5-5, 6-6, 8-8. Lind taber nu to bolde og 8-10. Flere matchbolde imod. Stor forhåndsvinder. God placering ud i Gardos’ forhånd. 10-10. Tætte bolde – og Anders lukker den 13-11 på en fejl fra østrigeren. Tjooh!
Groth og Lind har ryddet bordet indtil nu – bortset fra kampene mod de franske Lebrun-brødre. Sådan!
Spillerne hviler velfortjent, men BTDKs direktør Puk Kirkeskov gør her kort status efter de første medrivende dage:
-Vi er videre! Efter kampen, som sluttede ca. klokken 23 lokal tid, var der lodtrækning, og i morgen spiller vi 1/16-delsfinale mod Ungarn. Spillerne er trætte og er gået direkte til maden, kort brief og hjem i seng. Når der er tid, kommer der en kort analyse fra Linus – for nu er hvile efter en intens kamp mod Østrig den absolutte førsteprioritet.
Linus vurderer kampen således:
-Sindssyg holdkamp og enorme mentale og spillemæssige præstationer af især Anders og Jonathan.
Habesohn og Gardos er begge i absolut topform, og i kampe på højeste spillemæssige niveau lykkes vi med at vinde 3-1. Hele holdet skal have ros for deres energi og evnen til hele tiden at gøre sit bedste for holdet – uanset om man spiller eller er på bænken. Vigtigst af alt er nu at spise og sove. Ungarn i morgen er en ny 50-50 kamp. Vi kommer til at give alt, hvad vi har!
Jonathan Groth – Robert Gardos: 11-9, 7-11, 11-6, 16-14
Anders Lind – Daniel Habesohn: 9-11, 1-11, 16-14, 11-5, 11-8
Thor Christensen – Andres Levenko: 6-11, 5-11, 6-11
Anders Lind – Robert Gardos: 11-8, 8-11, 11-5, 8-11, 13-11
Danmark – Algeriet 3-1
Vigtig dansk 3-1 sejr over Algeriet
Det danske landshold mødte her til morgen verdens nummer 36, Algeriet, i en kamp, som skulle vindes. Den slags pres skal man også kunne håndtere.
Anders Lind lægger ud mod Algeriets førstemand Mehdi Bouloussa (WR:93) – hans årsbedste er WR:57. Mehdi slog Groth i 2019 og er ikke en helt ueffen spiller, men Anders er selvfølgelig favorit. Lind fortsætter de gode takter fra weekenden og vinder sikkert første sæt 11-4. Andet sæt starter tæt. Spillerne følges ad til 6-6 og 7-7, men så trækker Lind fra og lukker sættet 11-7. 3. sæt starter helt lige. Lind kommer bagud 3-4 og 4-5 men trækker igen fra, da det snerper til, og lukker kampen med 11-8. Sikker dansk sejr. Sætcifre: 11-4, 11-7, 11-8.
I kamp 2 møder Jonathan Groth Abdelbasset Chaichi (WR:539) – et ret ubeskrevet blad. Det er en kamp, som Groth i kampform selvfølgelig skal vinde. Groth lægger godt ud og bringer sig på 6-2, men algieren kæmper sig tilbage og udligner til 7-7. Herefter viser Groth rutinen og lukker sættet 11-8. Andet sæt starter helt tæt. Groth kommer bagud 2-4, men laver så en lækker bag-om-ryggen vinder! Kampbilledet vender, og Groth lukker med 11-7. Tredje sæt starter lige. Spillerne følges ad til 4-4, men så trækker Groth fra og bringer sig på 9-6 og lukker med 11-8. Endnu en sikker dansk sejr i en kamp, hvor Groth igen-igen viser sin styrke, når sættene skal afgøres. Sætcifre: 11-8, 11-7, 11-8.
I kamp 3 møder Tobias Rasmussen den unge Milhane Jellouli (WR:371).
I første sæt hænger Tobias lidt efter og 4-7 bliver til 9-11. Andet sæt starter godt med en 4-2 føring til Tobias, men algieren kommer tilbage, og sættet ender 8-11. Tredje sæt vindes 11-7, men i et ellers tæt fjerde sæt veksles 6-7 til 7-11, og nederlaget er en kendsgerning. Sætcifre: 9-11, 8-11, 11-7, 7-11. Kampstilling: 2-1 til Danmark.
I kamp fire møder Jonathan Groth førstemanden Mehdi Bouloussa. Groth kommer bagud 0-3 men vender det og vinder første sæt 11-7. Andet sæt bliver helt tæt. Groth overlever to sætbolde til Mehdi med godt spil ved 9-10 og 10-11 og lukker til sidst sættet 13-11. Herefter står der Groth på kampen, og tredje sæt vindes nemt 11-3 efter 8-1 føring undervejs.
Dermed vinder Danmark en sikker 3-1 sejr og skal nu duellere med Østrig i en direkte kamp om gruppens 2. plads .
Linus reflekterer:
-En ubehagelig kamp mod de tre franskmænd med Algiersk pas. Både Anders og Jonathan har tidligere tabt til Bouloussa. Denne gang leverede de begge knivskarpe indsatser. Anders kan stadig løfte sig lidt, da han ikke er helt tilfreds med sine server. Tobias har det svært med den bold, vi spiller med. Men skal man tabe, så er det, når holdet vinder! Østrig venter i morgen – en sindssygt svær kamp. Dagsformen bliver afgørende. Vi skal spise og restituere, så er vi klar i morgen aften.
Buch supplerer:
-God holdånd, og vi er gode, når det bliver tæt. Selv i de perioder, hvor spillet ikke er der, synes jeg, vi var skarpe og traf de rigtige beslutninger.
Anders Lind – Sa Mehdi Boulous: 11-4, 11-7, 11-8
Jonathan Groth – Abdelbass El Chaichi: 11-8, 11-7, 11-8
Tobias Rasmussen – Milhane Jellouli: 9-11, 8-11, 11-7, 7-11
Jonathan Groth – Sa Mehdi Boulous: 11-7, 13-11, 3-11
Danmark – Australien 3-1
Vigtig dansk VM-sejr over Australien giver tro på videre avancement
Klokken 5 morgen dansk tid mødte Lind, Groth og Tobias Australien (WR14) i en nøglekamp om avancement fra gruppespillet. Australien stiller med tre unge spillere i top 55 i verden, og selv om de har optjent en del point i lidt svagere besatte turneringer, er det et lovende hold med god kvalitet på alle pladser.
Lind lægger stærkt ud mod blot 18-årige Nicholas Lum (WR36) og vinder sikkert første sæt 11-4 efter 9-1 føring undervejs. I de følgende sæt slipper han ikke taget og tilspiller sig store føringer, og det ender med en sikker 3-0 sejr med sætcifrene 11-4, 11-8 og 11-8.
I kamp to møder Groth Aditya Sareen (WR39). Første sæt bliver en helt tæt affære. Groth åbner stærkt, men Sareen æder sig ind og tilspiller sig sætbold ved 9-10. Nu viser Groth mental styrke og vinder sættet 12-10. I de følgende sæt lægger Groth godt ud og får komfortable føringer, og det ender med en sikker 3-0 sejr med sætcifrene 12-10, 11-4 og 11-8.
Tobias kan nu afgøre holdkampen mod 19-årige Finn Luu (WR54). Et tæt første sæt tabes 9-11, og ved 2-5 i andet ser det svært ud. Tobias kommer dog stærkt igen med god gejst og tænding efter en timeout og udligner til 5-5 men kommer alligevel bagud 7-9. Nu vinder han fire bolde i træk og lukker stærkt sættet 11-9. De næste to sæt fordeler de mellem sig, men i det afgørende femte sæt får Tobias aldrig helt fat, og det ender med et 2-3 nederlag med sætcifrene 9-11, 11-9, 7-11, 11-7 og 7-11. 2-1 til Danmark i holdkampen – spændingen er intakt.
Groth møder i kamp fire Nicholas Lum, og det udvikler sig til en tæt affære. I første sæt følges spillerne ad til 9-9, men Groth viser igen styrken i de afgørende momenter og lukker sættet 12-10. Andet sæt vindes sikkert med 11-8 efter en 9-3 føring. Tredje sæt udvikler sig tæt. Groth bringer sig på 10-7, taber så to bolde men lukker sættet 11-9.
Danmark vinder 3-1 efter en konsistent og stærk indsats, hvor der er god kvalitet i de afgørende bolde.
Linus sætter disse ord på kampen:
-En svær kamp på mange måder. Dels kender vi dem ikke så godt, og spillerytmen blir meget forskellig fra det, vi er vant til. Jeg synes hele holdet løser opgaven på en flot måde og holder en positiv energi kampen igennem. Anders spiller en solid kamp og giver ikke Lum muligheden for at komme ind i den. Groth vinder to og viser, at han mentalt er forberedt på, at alt kan ske.
Tobias kommer ikke så godt ind i sin kamp men giver sig selv muligheden for at komme tillbage, og selv om resultatet ikke var med ham, så er det vigtigt, han tager de erfaringer med til de næste kampe. Skal man tabe kampe, så skal man tabe dem, når holdet vinder. Det er først til tre, og det er ligegyldigt, hvordan vi kommer derhen.
Jonathan supplerer:
-Jeg synes, vi spiller en meget professionel kamp. Jeg var godt forberedt mentalt, og hovedet var godt i dag, selv om jeg spillemæssigt gerne vil et niveau eller to op.
Anders fremhæver, at ”der er god energi på holdet, og nu er det vigtigt at restituere og spise godt.”
Mandag morgen klokken 9.00 dansk tid møder Danmark Algeriet i en kamp, som skal vindes.
Anders Lind – Nicholas Lum: 11-4, 11-8, 11-8
Jonathan Groth – Sareen Aditya: 12-10, 11-4, 11-8
Tobias Rasmussen – Finn Luu: 9-11, 11-9, 7-11, 11-7, 7-11
Jonathan Groth – Nicholas Lum: 12-10, 11-8, 11-9
Danmark – Frankrig 1-3
1-3 nederlag til Frankrig efter lovende dansk indsats
Verdens nummer fire var for stærk på dagen, men Groth er tæt på at levere overraskelsen i kamp 1 mod Felix, og Anders vinder for første gang over Gauzy. Opløftende momenter!
Linus reflekterer efter kampen:
-Hård første kamp… Vi møder et af verdens fire bedste hold og leverer egentlig en rigtig god holdkamp – selv om resultatet er et andet. Groth leverer en verdensklassekamp og fører i afgørende sæts begyndelse, men Felix viser, hvorfor han er WR6, og svarer igen på nogle gode bolde fra Groth. Groth viser, hvad koncentration og tro kan gøre. Det tager et stykke tid, inden han får styr på Felix’ server, som måske er blandt verdens bedste.
Anders slår Gauzy (som er i glimrende form) for første gang – med 11-9 i femte. Anders vinder flere bolde i duelspillet, end han tidligere har gjort, og det er nok den lille ting, som gør, at han vinder over Gauzy, som har en klar taktik mod Anders: at tage farten ud af spillet.
Tobias møder overmagten i Alexis Lebrun. Man kan nok næppe finde en spiller, som passer Tobias dårligere, end Alexis. Toby gør, hvad han kan, men det er vanskeligt at finde vejen til at lave point.
I kamp fire har Anders 10-6 i første sæt mod Felix. Efter et par verdensklassebolde af Felix vender det hele, og pludselig står der 10-12. Herefter spiller Felix frit, og Anders finder ikke rigtig tilbage til spillet fra første sæt, og det ender med et 0-3 nederlag.
Alt i alt en fin præstation. Nu er vi i gang og ved, at formen er der. Vi begynder allerede i aften at lade op til næste kamp mod Australien på søndag.
Jonathan vurderer kampen således:
-En helt fin holdkamp med god energi, selv om vi ikke vandt. Nu er vi i gang, og så er det vigtigt at bruge dagene rigtigt, så vi kan levere på søndag.
Anders Lind supplerer:
-Groths sidste tre sæt var på uhyggeligt højt niveau. Selv er jeg tilfreds med at lykkes med at besejre en meget tæt kamp mod Gauzy, som jeg aldrig tidligere har slået.
Søndagens kamp mod Australien – wauw, den ser vi frem til med spænding. Den første af flere nøglekampe i forhold til videre avancement fra gruppespillet
Jonathan Groth – Felix Lebrun: 7-11, 5-11, 18-16, 11-8, 6-11
Anders Lind – Simon Gauzy: 9-11, 11-7, 8-11, 11-8, 11-9
Tobias Rasmussen – Alexis Lebrun: 6-11, 5-11, 2-11
Anders Lind – Felix Lebrun: 10-12, 6-11, 6-11