Amager Bordtennisklub er en af de stærkeste sportslige miljøer i Danmark inden for Bordtennis. Klubben har et stort fokus på uddannede trænere, gode spiller-oplevelser og flere piger i sporten.
I flere år har klubben haft en målsætning om at skabe seriøse tilbud til piger i sporten, og nu er de den første klub under Bordtennis Danmark til at blive certificeret som Pigefokus-klub.
Certificeringen betyder, at foreningen arbejder målrettet på punkterne:
- Klubben arbejder aktivt og positivt for flere piger i sporten
- Pigerne har faste træningstider
- Træneren er uddannet træner
- Klubben har som minimum 1 pigeansvarlig, som øger bevidstheden om pigernes behov
- Klubbens pigeansvarlige deltager aktivt i et pigeklubnetværk
- Klubben er minimum 1 gang om året arrangør eller medarrangør til en pigedag eller camp
”Amager BTK har i mange år skabt et godt miljø til pigerne og de arbejder seriøst med målgruppen, så det var nærtliggende at netop denne klub skal være den første klub i Danmark til at blive certificeret”, udtaler direktør for Bordtennis Danmark, Puk Kirkeskov Hvistendal.
”For os er det et stort skulderklap, når vi får denne certificering. Den sætter værdi på vores frivillige arbejde og anerkender vores indsats. Vi elsker at arbejde med alle børn og unge i bordtennis, men pigerne har altid været i undertal, så det er rart, at der bliver sat pris på vores indsats”, afslutter Pernille Hvass, der er formand i Amager Bordtennis Klub.
Baggrund:
Bordtennis Danmark har i deres strategi 2022-2025 et stærkt fokus på piger, da sporten i høj grad er præget af drenge. I samarbejde med foreningerne har der de seneste 2 år været fokus på gode og koncentrerede oplevelser for pigerne: Pigedage, en Pigeliga og Pigecamps. I samarbejde med et pigenetværk blandt klubberne med et særligt pigefokus, har Bordtennis Danmark nu igangsat certificeringen, som markerer det målrettede og kvalitetsbevidste arbejde i den frivillige bordtennisforening.
For spørgsmål:
Bordtennis Danmark Pigekoordinator: Emma Madsen – em@bordtennisdanmark.dk, tlf. 51 18 45 68