En uges bordtennis i Rom er nu overstået for de ca. 70 danske spillere over 40 år. Spillerne kæmpede sammen med ca. 6.000 andre spillere fra ca. 100 nationer.
Det blev en fremragende uge på flere fronter. Ved bordene var der metal i rigelige mængder. Og i forhold til det danske sammenhold og den indbyrdes opbakning var det helt forrygende. Mange af de danske spillere var samlet på et hotel i nærheden af messecenteret, hvor VM foregik og her var der rigeligt tid til at komme hinanden ved på kryds og tværs – både ved poolen og i restauranten/baren.
Men også i hallen var der en stor opbakning på tværs af køn og alderskategorier.
Den største præstation generelt set var nok den som Lars Hauth leverede blot tre måneder efter et hjertetilfælde nær sin bopæl i Spanien. Et lang genoptræningsforløb uden en egentlig træningsmakker måtte begynde. Fysisk træning og træning med en bordtennisrobot viste sig at være en god ide. I 60 års-rækken gik Lars hele vejen efter sejr i både kvartfinale, semifinale og finale med cifrene 3-2. Både i semifinalen og finalen i øvrigt bagud 0-2. Et stort tillykke skal lyde herfra.
Det blev også til guld i 55 års-rækken i mixeddouble, hvor Pia Toelhøj og Karsten Houmann sikrede sig guldet med stor opbakning fra den danske delegation på lægterne.
I alt tre sølvmedaljer blev vundet af Janne Jensen og Henrik Vendelbo. Først i 45 mixeddouble efter en god og solid præstation hele vejen igennem turneringen. I finalen blev det dog nederlag i tre tætte sæt mod en konstellation bestående af en belgier og en hollænder.
Jensen og Vendelbo vandt også sølv i deres respektive single-rækker. Janne i 45 og Henrik i 55. Henrik måtte dog igennem en meget nervepirrende kvartfinale, hvor han var bagud 4-9 i afgørende sæt mod en tysk spiller. Men Henrik holdt hovedet koldt og vendte sættet og dermed kampen med en 12-10 sejr.
Slutteligt også et stort tillykke til henholdsvis Mogens Sonnichsen, Niels Ramberg, Erling Nielsen, Susanne Pedersen og Pia Toelhøj med bronzemedaljer fra forskellige .
🏆 VERDENSMESTRE 🏆
Single:
- Lars Hauth
Double:
- Pia Toelhøj og Karsten Haumann
🥈 SØLVVINDERE 🥈
Single:
- Henrik Vendelbo
- Janne Jensen
Double:
- Henrik Vendelbo og Janne Jensen
🥉 BRONZEVINDERE 🥉
Single:
- Niels Ramberg
- Erling Nielsen
- Susanne Pedersen
Double:
- Pia Toelhøj (med Petra Sörling, Sverige)
- Mogens Sonnichsen (med Peter Beranek, Tyskland
- Erling Nielsen og Niels Ramberg