Niveau Øvelse 2
Mønt-øvelsen
Hver spiller holder på battet med en mønt ved pegefingeren, således at den klemmes ind mellem pegefingeren (lige under fingerspidsen) og belægningen.
Spilleren skal med denne mønt spille sommerfugl som grundøvelse. Det gælder om ikke at tabe mønten på gulvet. Pegefingeren skal altså gerne blive, hvor den er. Sommerfugl er en øvelse, hvor den ene spiller hele tiden spiller diagonalt, mens den anden spiller hele tiden spiller lige op ad bordet. Derved danner boldens
bane en sommerfugl på bordet. Rollerne byttes halvvejs. I den lettere variation må bolden både ramme to gange på bordet, hvis den kommer kort, og den må også
gerne ramme gulvet, hvis den kommer langt og hurtigt, inden der slås til bolden. Dermed får begge spillere mere tid til at nå at komme i position, inden de skal slå. Denne ekstra tid vil desuden give spillerne ekstra tid til at veksle mellem forhånd og baghånd, hvilket vil gøre det lettere at veksle, uden at mønten falder på
gulvet.
Den sværere variation kræver to mønter pr. spiller. Den ene mønt placeres som beskrevet ovenfor, mens den anden mønt placeres under tommelfingeren, så den hviler mellem tommelfinger og battræ. Herefter spilles sommerfugl igen.
Der kan tilføjes et konkurrenceelement bestående af, at spillerne ved hvert bord skal tælle hvor mange gange, de kan få bolden over nettet i øvelsen, uden at en af spillerne taber mønten.
Tips
Grundlæggende er det vigtigt, at spillerne tilpasser tempoet i spillet, når de kører ovenstående øvelser, så der er tid til at komme i position mellem slagene og bevare balancen hele tiden. Når tempoet er langsommere, vil det også være lettere for spillerne at koncentrere sig om at holde rigtigt på battet uden at tabe mønterne på gulvet.
Rekvisitter
To mønter (1- eller 2-kroner) pr. spiller. Disse kan ligge i bat-etuiet, så de altid er med til træning