I dag er det præcis 10 år siden, at det danske herrelandshold blev Europamestre på hjemmebane i Atletion i Århus – onsdag den 30. marts 2005.
På vegne af DBTU er det lykkedes undertegnede at samle de fem hovedpersoner i dag på selve 10 års dagen til frokost i København.
Men inden spillerne (desværre uden succestræner Peter Sartz, der er forhindret i at være med i dag) kan sætte sig til bordet og mindes de forrygende dage i Århus fra 2005, så har undertegnede taget pulsen på både spillere og Sartz, der stod i spidsen for landsholdet frem mod, under og efter det fantastiske EM. Hvordan oplevede de hver for sig triumfen, og hvad betød sejren for dem? Få svarene herunder.
Sådan gik det til:
1/8-finale, søndag den 27. marts 2005 kl. 16.30
Danmark – Polen….3-2
Allan Bentsen – Lucjan Blaszczyk, 1-3 (10-12, 10-12, 11-6, 3-11)
Michael Maze – Zeng Yi Wang, 2-3 (9-11, 7-11, 11-9, 12-10, 10-12)
Finn Tugwell – Bartosz Such, 3-2 (5-11, 11-5, 11-13, 11-4, 11-5)
Michael Maze – Lucjan Blaszczyk, 3-2 (12-10, 7-11, 11-2, 9-11, 11-9)
Allan Bentsen – Zeng Yi Wang, 3-2 (8-11, 7-11, 11-2, 11-3, 12-10 efter 9-10)
Kvartfinale, mandag den 28. marts 2005 kl. 16.00
Danmark – Belgien…3-1
Allan Bentsen – Jean-Michel Saive, 1-3 (11-13, 11-8, 11-13, 10-12)
Michael Maze – Philippe Saive, 3-0 (11-5, 11-7, 18-16)
Finn Tugwell – Martin Bratanov, 3-0 (11-5, 11-6, 11-7)
Michael Maze – Jean-Michel Saive, 3-0 (11-9, 11-7, 11-8)
Semifinale, tirsdag den 29. marts 2005 kl. 16.00
Danmark – Rumænien….3-2
Michael Maze – Andrei Filimon, 3-0 (11-5, 11-4, 11-5)
Allan Bentsen – Adrian Crisan, 0-3 (6-11, 5-11, 7-11)
Finn Tugwell – Constantin Cioti, 3-2 (11-6, 5-11, 6-11, 11-8, 11-8)
Michael Maze – Adrian Crisan, 2-3 (15-17, 7-11, 11-9, 11-9, 8-11)
Allan Bentsen – Andrei Filimon, 3-1 (11-7, 9-11, 11-6, 11-7)
Finale, onsdag den 30. marts 2005 kl. 19.00
Danmark – Østrig….3-2
Michael Maze – Chen Weixing, 2-3 (16-14, 12-10 efter 3-7, 5-11, 9-11, 7-11)
Allan Bentsen – Werner Schlager, 0-3 (12-14, 7-11, 4-11)
Finn Tugwell – Robert Gardos, 3-2 (6-11, 11-5, 11-13, 11-8, 11-8)
Michael Maze – Werner Schlager, 3-2 (4-11, 12-10 efter 1-6, 5-11, 11-8, 11-7)
Allan Bentsen – Chen Weixing, 3-1 (11-2, 5-11, 11-9, 11-5)
EM-triumfen i 2005.
Peter Sartz, landstræner for herrelandsholdet i 2005
– Jeg kan huske, at den hollandske topspiller Trinko Keen var med på vores sidste forberedelser inden EM. Han sagde, at hvis bare de andre spillere efter Michael Maze havde været mere seriøse, så havde Danmark kunnet gøre noget stort!
Som altid var vi ekstremt spændt før første kamp, hvor vi skulle møde Polen i 1/8-finalen. Da lodtrækningen kom en måned før, besluttede jeg mig for, at Allan aldrig skulle spille afgørende kamp. To gange tidligere havde vi været foran med 2-0 mod Polen ved store mesterskaber og begge gange havde Allan tabt ved stillingen 2-2. Men da vi nærmede os, bestemte jeg mig alligevel for en holdopstilling, hvor Allan skulle spille ved 2-2. Det endte med sejr efter omvendt scenario, da vi kom bagud med 0-2 og vandt med 3-2 – Allan afgjorde.
Så kom ’Zlatan’ frem i mig – jeg sparkede en bande i stykker i ren glæde. Turneringsleder Peter Jensen blev tosset på mig.
Derefter gik det der ud af frem til finalen. Jeg var fast besluttet på aldrig at ændre på et vindende hold uanset, hvor meget teamet med øvrige trænere diskuterede holdopstillingen, så havde jeg bestemt mig. Michael og Allan skulle spille to singler og Finn ”Tarzan” én single. Det var hårdt for Martin, men vi havde været et hold i 10 år med forskellige roller, så han bakkede ’familien’ op.
Før vores kvartfinale fik jeg at vide, at Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik ville komme til finalen. Jeg sagde til holdet, at det var op til os at gå til finalen og møde Kronprinsen. Det gjorde drengene efter en ganske let kvartfinale og semifinale mod henholdsvis Belgien (3-1) og Rumænien (3-2). Vi var i finalen på hjemmebane foran Kronprinsen mod Østrig, som havde hjulpet os fem år tidligere til at vinde den første danske EM-medalje (bronze, red.) i Bremen.
Finalen blev en gyser uden lige i bordtennissens hovedstad nr. 1 i Århus, her havde vi begyndt at bygge interessen for landsholdet 10 år tidligere med landskampe.
Vi kom bagud med 0-2 men vandt med 3-2 mod Østrig. ”The Old man” Allan Bentsen fik lov til at afgøre matchen mod en defensiv, som han ellers aldrig vandt over, Finn ”Tarzan” var ubesejret og Michael Maze bedst når det gælder allermest.
Familien havde gjort det i med- og modgang, har altid stået sammen og skabt glæde og taget ansvar samt hele tiden arbejdet for at udvikle sig i denne fantastiske sport, Allan, Michael, Finn og Martin Magisk!
Desværre blev der ingen guldfest med Kronprinsen, da drengene skulle spille double 10 timer senere dagen efter.
Men banden som ’Zlatan’ havde sparket i stykker stod på mit hotelrum, da jeg kom tilbage.
Jeg vil altid elske Århus!
Michael Maze
– Det var kulminationen af en lang rejse. Det var fedt, at vi alle havde en stor rolle i, at vi vandt. Finn var ubesejret og Allan fik i sin den gang bebudede sidste landsholdsoptræden noget, som han manglede i sin karriere, og som jeg synes, at han har fortjent – og så endda på hjemmebane.
Vi havde nogle rigtigt gode synergier. God holdånd og lidt intern konkurrence, for hvem skulle spille. Så vidt jeg husker, var vi fire spillere i verdens top 100.
Vi var nede mange gange i den første kamp mod Polen, hvor jeg endda tror, at Allan i den afgørende kamp kommer på 9-4 i afgørende sæt – kommer så bagud med 9-10 og vinder 12-10.
Fra finalen husker jeg, at Allan skulle ind og spille den afgørende kamp mod Chen Weixing, der som en af verdens bedste defensivspillere ikke var Allans livret, men omvendt så vidste vi også, at Chen ikke var så glad for at spille mod en lavere rangeret spiller i så vigtig en kamp. Allan spillede fantastisk fra start, men jeg må indrømme, at jeg sad og tænkte ’hvornår krakker spillet, hvornår æder Chen ham’, men det gjorde han heldigvis ikke.
Jeg tror, at vi alle spillede på adrenalinen – lige som jeg selv mod Schlager, der rundbarberede mig i halvandet sæt. Jeg vidste ikke, hvad jeg selv hed, men tænkte hele tiden ’ind i kampen, ind i kampen’. Havde vi spillet den EM-finale i Tyskland eller et andet sted, så havde vi ikke haft det der sidste mentale overskud, som vi fik fra den kolossale opbakning i Århus.
Jeg havde før spillet for store menneskemængder, men aldrig før eller siden prøvet en så speciel stemning som den i Århus for 10 år siden – det var helt vildt. Og netop det, at vi alle gjorde det godt, tror jeg, fik sat bordtennissporten på kortet i Danmark. Det er godt at have en etter, men det er også vigtigt for den almene, at der er et hold, der gør det godt, og som man kan regne med ude i den store verden.
Jeg pådrog mig desværre en forstrækning i armen i finalen, men ville ikke trække mig fra den individuelle turnering, fordi det var på hjemmebane. Jeg fik behandling den næste morgen, og var grædefærdig, men så var det til gengæld fantastisk at kunne glæde sig over EM-guldet, som vi vandt sammen. Det er ingen hemmelighed, at jeg selvfølgelig hellere ville have vundet den individuelle titel i single, men den dag man ikke kan glæde sig over et EM-guld, så skal man nok finde noget andet at tage sig til. Det var mere glæden end skuffelsen, der fyldte noget i mig.
Før EM havde fokus mest været myntet på mig som kaptajn, men efter EM var det nu også Allan og Finn, der fik opmærksomhed. Det var fedt.
Allan Bentsen
– Det havde været fire super dage efter, at vi var nede med matchbold mod Polen i 1/8 finalen, hvor jeg ved 2-2 var bagud med 9-10 i afgørende sæt mod Wang. Jeg vandt 12-10, og derefter så vi os ikke tilbage. Det var en holdsejr, hvor alle bidrog i alle kampe.
I finalen var vi bagud 0-2 og Finn var i tredje kamp bagud med 1-2 i sæt mod Gardos, da det vendte til vores fordel. Finn vandt 3-2 over Gardos og Maze fik den værst tænkelige start mod Werner Schlager, men pludselig løste det sig også.
Mens Maze spillede den sidste kamp løb jeg og varmede op i den anden ende af hallen (der var langt til bordet), samtidig løb Chen Weixing ved siden af. Der foregik lidt mentalt spil, jeg havde en måned tidligere slået ham for første gang (tabt de tidligere seks gange) i Champions League, og jeg havde ved en tidligere Pro Tour talt med Werner Schlager over en øl, hvor han fortalte, at Chen var nervøs ved alle sine kampe, så det måtte jeg udnytte. Jeg var helt klar til at spille den afgørende kamp, havde jo vundet to gange tidligere ved 2-2 under dette EM. Chen var helt sikkert ikke klar, han gik og brokkede sig over Maze’s server (han gik også i den anden ende af hallen og kunne vel ikke se bordet), men var helt sikker på at serverne var fejl. Han ville ikke spille.
Jeg følte, at jeg var så klar til den afgørende kamp, da Maze endelig vandt. Jeg gik fra den ene ende af hallen og frem til bordet. 2.500 tilskuere råbte mit navn, hvilket jeg kun hørte meget svagt, for som Sartz havde sagt ’I skal være inde i jeres kurv’ når I spiller – det var jeg.
Jeg spillede vel min bedste kamp mod en defensivspiller i den finale, og har set den mindst 100 gange på YouTube siden. Det er klart den vildeste og fedeste oplevelse, jeg har haft i min karriere.
Finn Tugwell
– Jeg oplevede EM triumfen på den måde, at det var den største sejr frem til den dato i min karriere – guldmedalje ved et stort mesterskab, og så ovenikøbet på min hjemmebane i Århus, så kunne det simpelthen ikke blive bedre, med familie, venner og mange klubfolk fra mine tidligere klubber Sisu/MBK og Viby siddende på tilskuerpladserne.
Kunne næsten ikke tro det i begyndelsen, det var meget overvældende pludselig med al den opmærksomhed, vi fik i den forbindelse og ikke mindst efterfølgende, det var virkelig en sejr, der gav genlyd mange steder, og gav mig personligt et stort boost på selvtillidskontoen. Jeg fik troen på, at hvis jeg arbejdede hårdt for tingene, var det muligt at komme længere, end jeg inden havde troet. Og samtidig åbnede guldmedaljen også op for, at det var meget nemmere at finde en klub og få en sponsor.
Fra selve EM mindes jeg specielt mine egne 4 sejre ud af 4 kampe på 3. positionen, som ofte gjorde, at vi vandt holdkampen. Det var en dejlig følelse, at kunne bidrage så meget, selvom jeg ’kun’ spillede som 3. mand.
Derudover var det super fedt at have vundet med de andre drenge, så vi fik denne her fælles oplevelse, som vi bagefter kunne snakke om og tænke tilbage på. Og ikke mindst mindes jeg de 2-3 fantastiske byture i de efterfølgende dage i Århus nærmere betegnet på Diskotek Train, hvor vi fejrede vores triumf.
Martin Monrad
– Helt sikkert et af de største højdepunkter i min karriere. Kulminationen af mange års arbejde mellem os fire. Men jeg husker det også som det første mesterskab, hvor jeg selv følte, at jeg blev sat af holdet, hvilket jeg kæmpede hårdt med. Jeg følte mig godt spillende på lejrene inden EM.
Det var frustrerende og på samme tid fedt at kunne glæde sig over succesen sammen med holdet. En meget mærkelig følelse for det er helt klart det største, jeg har været med til, mest stolt over, mest gang i den, mest oppe at køre, men det vil altid for mig være en anderledes fornemmelse at være med inde ved bordet.
Jeg er ofte mere nervøs på bænken end, når jeg selv spiller – specielt i de tætte kampe. Det er lidt svært at forklare, men hvis jeg spiller med i holdkampen inde ved bordet, så er jeg efterfølgende 100% nervøs på bænken. Ved EM oplevede og overlevede vi mange kritiske situationer, der kunne falde begge veje. Når jeg kun fornemmer ca. at have oplevet 80% af min normale nervøsitet på bænken, så hænger det utvivlsomt sammen med frustrationen over ikke selv at være spillemæssigt med i kampen.
Jeg er senere blevet meget klogere på det og ville have reageret anderledes, hvis jeg havde prøvet at være sat af flere gange. Men det, at det var første gang, at jeg blev sat af holdet, og ikke fik lov til at præstere, var altså nogle af de tanker, som jeg kæmpede med under EM i 2005.
Fra finalen har jeg et billede i mit hoved af Maze, der spillede på et fantastisk højt niveau mod Werner Schlager, og så husker jeg tydeligt, da Allan slår den sidste bold ind og svinger armene i vejret.
Senere var jeg med til at vinde EM-sølv med landsholdet i Bremen. Det var naturligvis en stor oplevelse, men stemningsmæssigt slet ikke at sammenligne med guldet i Århus i 2005.
Christoffer ”Stuff” Petersen
– Et fantastisk minde: Jeg husker sammenholdet og harmonien mellem trænere, spillere og alle de frivillige rundt om hele arrangementet. Som yngste mand på holdet, og 5. mand, var min rolle ganske klar. Indspil, opvarmning og alt det som der hører sig til, når man i første omgang ikke var med for at styrke det spillemæssige niveau.
Jeg husker bl.a. en situation under finalens første kamp, hvor jeg går med Finn ud af hallen for at hjælpe til med opvarmning. På daværende tidspunkt var Maze’s kamp mod Chen Weixing imidlertid så ekstremt spændende, at vi begge havde svært ved at løsrive os fra skærmene som hang rundt om i Atletion. Opvarmningen endte dog med at være god nok, for selv om både Finn og jeg var enige om, at ”nu blev det sgu nok for meget op af bakke efter Maze’s nederlag”, så endte mr. 100% jo som bekendt med at vinde sin kamp mod Gardos, og gav dermed Maze og Allan en chance for at vinde Guld til DK – og det klarede de jo ganske glimrende.
En anden pudsig ting jeg erindrer fra slutrunden, var Robbie Williams! De danske spillere og trænere havde et rum i kælderen til eget brug, et ’Players Room’. Her blev der rullet et TV ind med tilhørende dvd-afspiller, og på denne dvd-afspiller blev der om formiddagen inden 1/8-finalen mod Polen sat en Robbie Williams koncert på. Om daværende landstræner Peter Sartz var en kende overtroisk, eller blev det i 2005 skal være usagt, men i takt med at sejrene blev ved med at komme, så kørte dvd’en i døgndrift. De efterfølgende år kunne hele den danske trup samtlige af Robbies største hits.
Af sjove ting jeg husker fra EM 2005 kan nævnes:
– Kronprinsens besøg til finalen.
– Finns kælenavn Mr. 100%.
– Hvordan jeg tævede Allan 2-0 i Mr. Def på centrecourten dagen inden holdturneringen startede. Mon han selv husker det?
– Sartz snigløb, iført en kulsort løbedragt, på Bønne og jeg en tidlig morgen under morgenløb.
– Alle de glade mennesker og positive reaktioner omkring holdet.
Efter triumfen skrev John Sabalic et indlæg til DBTU’s hjemmeside. Læs det her
Se herunder den afgørende kamp mellem Allan Bentsen og Chen Weixing.