1400 kilo bordtennisborde

Mandag den 30. august kl. 16.00 havde Idræts- og Kulturcenteret Prismen, der er beliggende på Holmbladsgade på Amager, inviteret til indvielse af deres to nye udendørsbordtennisborde.

Bordtennisbordene er opsat af Amager Øst lokaludvalg. Bordtennisbordene der er produceret på skibsværftet Lindø vejer hver 700kg og er lavet af 11mm zinkanodiseret stålplade, der er svejset i hånden.

Desværre viste vejret sig ikke fra sin bedste side – faktisk stod det ned i stænger og derfor måtte den planlagte turnering spilles inde, hvor Prismen har 4 bordtennisborde stående.

Denne mandag eftermiddag var der 12 børn i alderen 9 til 15 år, der havde lyst til at deltage i turneringen.

Der var en god stemning og børnene var rigtigt gode til, at accepterer hinanden og hjælpe de børn, der aldrig eller kun sjældent havde prøvet kræfter med bordtennisspillet.

Der var dog også nogle meget spændende kampe med stor kvalitet i spillet – blandt andet semifinalen, hvor de to yngste deltagere stod overfor hinanden og her var der ingen tvivl om, at disse to drenge brugte meget tid på at spille bordtennis i deres fritidsordning.

Finalen blev et opgør mellem to brødre og her var det erfaringen, der vandt da storebror løb af med sejren. Præmierne til finalisterne var henholdsvis 2 bat til 1. pladsen og et bat til 2.pladsen.

Herfra skal der lyde et stort tillykke til Prismen med deres flotte udendørsbordtennisborde vi håber, at I og jeres brugere får stor glæde af dem.

Forfatter: Annette Westermann
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: annette.westermann@dbtu.dk