Fra den 20-23. oktober afholdt DBTU deres højeste uddannelse af trænere, kaldet kursus 3. Kursusleder var Lars Henrik Sloth og ass. landstræner Thorsten Hævdholm havde fået til opgave at være den gennemgående instruktør.
Vi var 17 trænere der opmærksomt, fra tidlig morgen til sen aften, sugede til os af den information vi fik stillet til rådighed. Med Thorsten som instruktør blev der selvfølgelig fokuseret meget på det bordtennisfaglige, hvor vi fik til opgave, under den daglige træning i Idrættens Hus, at vælge en spiller at analysere. Det blev koblet på en generel spilleranalyse, hvorefter et spillesystem skulle udarbejdes til den enkelte. Vi fik også til opgave at skulle gennemføre to pas, hvor vi skulle agere trænere for spillerne i centertræningen.
Derudover blev vi undervist i pædagogik, idrætspsykologi, klubudvikling, sæsonplanlægning og fysisk træning af specialister inde for områderne. Der var indlæg om idrætspsykologi fra idrætpsykologisk konsulent Louise Sonne. Fysioterapeut Christian Couppe underviste i fysisktræning og skadesforebeggelse. Jens Maibom tidligere landstræner i badminton underviste i pædagogik og didaktik.
Det var generelt en flok engagerede og ivrigt diskuterende trænere der denne gang var blevet samlet. Flere gange nåede vi ikke igennem hele det planlagte materiale, men jeg er sikker på at diskussionerne var med til at kompensere for dette.
Mvh Poul Sørensen