2009 – et dansk jubelår

2009 blev et sandt jubelår for dansk bordtennis: 10 medaljer ved de europæiske mesterskaber for senior, ungdom og veteran, en dansk VM-kvartfinalist, og en stor international turnering på dansk grund efter tre års pause, er højdepunkterne for det snart udrindende år.

Herunder er de største overskrifter for årtiets sidste kapitel – klik på de enkelte overskrifter for at læse meget mere om de store bordtennisbegivenheder i 2009.

– bemærk, at ikke alle fotos, links, m.v. på de enkelte sider længere er aktive…

Danish Open
I årets første måned var DBTU og Danmark igen værter for et stort bordtennisarrangement af international karakter, da Danish Open blev afholdt i Arena Nord i Frederikshavn.

Kina dominerer stort i det nordjyske, og vinder alle fire seniorrækker – Liu Shiwen og Ma Long tager sig af de to singletitler, og Liu bliver dobbelt DO 2009-vinder, da hun sammen med Ding Ning vinder doublerækken hos damerne, mens herrernes titel går til Cao Zhen/Fan Ying.

LIU SHIWEN (Foto: ittf.com)MA LONG (Foto: ittf.com)

Danmark er en beskeden værtsnation i Frederikshavn, hvor man “nøjes med” to kvartfinaler – Michael Maze i singlerækken og i doublerækken sammen med Kasper Sternberg…

Europa Top 12
Michael Maze deltager for sjette gang i den næstestørste europæiske turnering, hvor han for tredie gang når semifinalerne – Maze taber til den senere vinder, tyske Timo Boll, der hjemtager titlen for fjerde gang på otte år. Kinesiskfødte Li Qian, Polen vinder titlen for første gang hos damerne…

EUROPA TOP 12EUROPA TOP 12EUROPA TOP 12EUROPA TOP 12

DM for Senior
Årets danske seniormestre kåres i Faaborg, hvor Mie Skov og Finn Tugwell tager sig af seniortitlerne – begge bliver dobbelte guldvindere, hvilket også 40-årige Allan Bentsen opnår. Roskilde vinder fire af de fem DM-titler – de fem danske seniormestre 2009 blev:

Dame Single: Mie Skov, Roskilde
Herre Single: Finn Tugwell, Roskilde

Dame Double: Pernille Agerholm/Pernille Søndergaard, Rønde/Århus
Herre Double: Allan Bentsen/Finn Tugwell, Roskilde
Mixed Double: Mie Skov/Allan Bentsen, Roskilde

DM FOR SENIOR 2009 | MIE SKOV (Foto: Jens Luckenbach)DM FOR SENIOR 2009 | FINN TUGWELL (Foto: Jens Luckenbach)

Danmark Top 12
Den næstfineste af de nationale ungdomsturneringer, der af mange er udnævnt til den bedste, afvikles i Hammershøj, hvor alle seks vindere går ubesejret gennem turneringen:

Dame Junior/U21: Pernille Agerholm, Rønde
Pige/Yngre Pige: Rikke Nørskov, Stautrup

Herre U21: Simon Nykjær-Fisher, Århus
Herre Junior: Jonathan Groth, Køge Bugt
Drenge: Nicky Marx, Brøndby BC
Yngre Drenge: Anders Lind, Hillerød

Elitedivisionen for Damer
Vedbæk vinder deres anden DM-titel på kun tre sæsoner, da de i to finaler klart besejrer de forsvarende mestre fra Sisu/MBK – trods kun en andenplads i grundspillet, er nordsjællænderne suveræne i finalerne, der vindes med en samlet score på 12-3.

Wang Jia Yin, Jacqueline Lai Yuen Lee, Felicia Falck og Emily Ingves er firekløveret, der kan hænge guldmedaljerne om halsen – Wang er til dato stadig ubesejret i Danmark!

DED-GULD 2009 | BTK VEDBÆK

VM for Senior
Årets VM bliver med stor dansk succes, da Michael Maze når helt til kampen om medaljerne – i kvartfinalen er han oppe mod det allerklareste stjerneskud på den kinesiske bordtennishimmel,
20-årige Ma Long.

DBTU’s Pressechef, Arne Madsen havde efter nederlaget til følgende kommentarer til kvartfinalen og til VM 2009 som helhed – set med danske og Maze’ske briller:

“Maze var oppe mod overmagten – trods fantastisk spil var det ikke nok mod verdens bedste i øjeblikket, 20-årige Ma Long. Kineseren vandt sidste års Pro Tour, og har i år allerede vundet Danish Open i Frederikshavn og Kuwait Open.

Det var en fantastisk lige kamp, selv om sætcifrene blev 4-0. Maze fik en fantastisk start, og førte 5-1 i første sæt. Han fører til 9-7, men kineseren vinder sættet 12-10.

I andet sæt står det igen 10-10, hvor kineseren er heldig og får en netbold. I fjerde sæt fører Maze 9-5, men kan ikke holde føringen.

Tilbage står trods alt en fremragende indsats, og en kvartfinale som sidste europæer. Nu er verdensmesterskaberne blevet til et kinesisk mesterskab, så konklusionen på dette VM er, at der var kineserne, Michael Maze og så et par unge japanere”.

MICHAEL MAZE & MA LONG (Foto: ittf.com)

Som nævnt ovenfor domineres årets VM stort af Kina, der hjemtager alle fem titler – dermed blev det kun til en enkelt ikke-kinesisk verdensmester i dette årti, da østrigske Werner Schlager i 2003 vandt singleguldet i Paris! Verdensmestrene anno 2009 blev:

Dame Single: Wang Hao
Herre Single: Zhang Yining

Dame Double: Guo Yue/Li Xiaoxia
Herre Double: Chen Qi/Wang Hao
Mixed Double: Cao Zhen/Li Ping

DT for Ungdom
Ungdomsholdmestrene bliver kåret i foråret, og det er få klubber, der dominerer på ungdomssiden.

Århus tager sig af titlen i Herre Junior med finalesejr over Hillerød, mens nordsjællænderne vinder guld hos drengene efter at have slået Stautrup i finalen – Vestegnen tager bronze i begge rækker…

Elitedivisionen for Herrer
Roskilde genvinder helt som ventet DM-guldet på herresiden efter to finalekampe mod Køge Bugt – efter at været bagud 0-2 i den første kamp, vinder man med 10-2 samlet!

Michael Maze, Finn Tugwell, Allan Bentsen, He Ke Yi og Casper Gammelmark vinder herreholdtitlen for andet år i træk – i skrivende stund er de ubesejrede i indeværende sæson…

ROSKILDE BORDTENNIS

DM for Ungdom
Årets individuelle ungdomsmestre kåres i Rønne – Pernille Agerholm bliver dobbelt singlemester i de to ældste damerækker, og årtiets dominerende spiller på dameungdomssiden får dermed en passende afslutning på ungdomskarrieren, der i alt gav hende 19 danske mesterskaber!

De danske ungdomsmestre i 2009 blev følgende:

Dame U21: Pernille Agerholm, Rønde
Dame Junior: Pernille Agerholm, Rønde
Pige: Simone Dueholm, Brøndby BC
Yngre Pige: Emma Højlund, Sisu/MBK
Herre U21: Kasper Sternberg, Vedbæk
Herre Junior: Jonathan Groth, Køge Bugt
Drenge: Sebastian Haack, Greve
Yngre Drenge: Anders Lind, Hillerød

PERNILLE AGERHOLM (Foto: Kim Holm Pedersen)

DBTU’s Årsmøde
Grundlovsdag afholdes årsmødet, hvor der vælges medlemmer til bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper, samt foretages div. kåringer – sidstnævnte så således ud i 2009:

Guldnål: Annie Ramberg, Ballerup
Sølvnål: Mads-Peter Jannings, Bestyrelsen
Sølvnål: Bjørn Andersen, HEP Ringe

Årets klub: Vestegnen
Årets Fokusklub: Stautrup

Årets leder: Martin Lundkvist
Årets dommer: Flemming Larsen

Årets Spiller & Talent
Kåringerne af årets spiller og årets talent foretages i Tivoli i København – ikke overraskende vælges Michael Maze til Årets Spiller, og vinder dermed kåringen for ottende gang, mens Talentprisen 2009, heller ikke uventet, går til Pernille Agerholm.

MICHAEL MAZE (Foto: Jens Luckenbach)PERNILLE AGERHOLM

EM for Veteran
Danmark får ikke mindre end tre europamestre ved årets veteraneuropamesterskaber – Allan Bentsen bliver dobbelt guldvinder hos de yngste i 40-årsrækken, da han tager titlen i både single og i double med Henrik Vendelbo, mens Claus Pedersen tager sig af EM-titlen i 60-årsrækken.

Danmark opnår i alt syv medaljer ved EM for Veteran – herunder ses den samlede medaljeliste:

GULD
Allan Bentsen | Herre Single 40
Allan Bentsen/Henrik Vendelbo | Herre Double 40
Claus Pedersen | Herre Single 60

SØLV
Susanne Pedersen | Dame Single 50
Henrik Vendelbo | Herre Single 40
Carsten Egeholt/Colum Slavin | Herre Double 40

BRONZE
Niels Ramberg | Herre Single 60

EM for Ungdom
For anden gang på kun fire år vinder Danmark en medalje ved ungdomseuropamesterskaberne – herrejuniordoubleparret Jonathan Groth/Tobias Lau vinder bronze efter bl.a. en meriterende sejr over det topseedede par i kvartfinalen, der overbevisende besejres med hele 3-0!

Sportschef og coach Peter Sartz følger den danske medalje til dørs med bl.a. følgende bemærkning:

“Vi spiller en rigtig god double, hvor vi kommer op på det høje niveau, som vi kan – spillerne stoler på hinanden, og har god energi”.

Ny materialesponsor til DBTU
DBTU og Stiga indleder en 10 årig aftale, der gør Stiga og DBTU til samarbejdspartnere fra 1. august 2009 til og med 31. juli 2019 – i perioden bliver Stiga ekslusiv materialesponsor for DBTU.

I perioden har DBTU og Stiga aftalt, at de i fællesskab vil udvikle og implementere forskellige ideer, der skal skabe udvikling for bordtennissporten i Danmark og Skandinavien.

EM for Senior
Europamesterskaberne bliver en triumf for dansk herrebordtennis i almindelighed og for Michael Maze i særdeleshed – herreholdet når finalen, og vinder sølv, mens Maze efter 16 kampe, i både hold- og individuel sammenhæng, uden nederlag, tager EM-singletitlen på flotteste vis!

I holdturneringen er Danmark klart næstbedst i finalen, hvor de tyske værter har bredden til at slå enmandshæren Maze, der vandt sine to kampe uden den tyske sejr kommer i fare.

Holdfinalen byder bl.a. på en sjælden sejr over Herrn Europameister, Timo Boll – otte europæiske titler på tre år taler sit tydelige sprog, men trods hjemmebane må han to gange bøje sig for Maze.

I singleturneringen slår Maze den tyske sejrsmaskine for anden gang på fem dage, og i finalen er det ex-verdensmesteren, østrigske Werner Schlager, der må bøje sig.

EM 2009 | DANMARK (Foto: Manfred Schillings)EM 2009 | HERRE SINGLE (Foto: Manfred Schillings)

Efter Maze’ guldtriumf satte Politikens Allan Nielsen følgende ord på oplevelsen:

“28-årige Michael Maze fuldførte missionen i Stuttgart.

Efter sølvet i holdturneringen bragede Maze helt til tops i singleturneringen, da han vandt 7 kampe på stribe og vandt den første individuelle mesterskab nogen sinde ved at blive europamester.

Finalen mod Werner Schlager bar præg af at være afslutningen på en lang turnering.

Maze spillede sin 16. kamp i løbet af en uge, da han sejrede 2003-verdensmesteren Werner Schlager fra Østrig med 4-1.

EM-finalen i Porsche-Arena i Stuttgart er en gentagelse af en anden stor europæisk finale.

Da Michael Maze i 2004 vandt sin første store turnering, Europa Top 12, var det med en sejr i finalen over netop Werner Schlager, som han også dengang havde slået én gang tidligere i turneringen.”

EM 2009 | MICHAEL MAZE (Foto: Manfred Schillings)

Tyskland dominerer mesterskaberne på hjemmebane – værterne vinder tre af de seks titler, og Wu Jiadao tager revanche på Bolls vegne, da hun vinder Dame Single. Årets europamestre er følgende:

Dame Hold: Holland
Herre Hold: Tyskland

Dame Single: Wu Jiaduo, Tyskland
Herre Single: Michael Maze

Dame Double: Daniela Dodean/Elisabeta Samara, Rumænien
Herre Double: Timo Boll/Christian Süss, Tyskland
*Mixed Double: Ruta Garkauskaite/Alexandar Karakasevic, Litauen/Serbien

*/Afviklet ved en selvstændig turnering efter EM 2009…

Michael Maze i Top 10
For første gang er en dansk bordtennispiller i Top 10 på verdensplan – Maze indtager i oktober 8. pladsen på ITTF’s verdensrangliste…

Anders Lind
Anders Lind sikrer sig sejren i Stiga Masters 2009, der svarer til Europa Top 16 for spillere født i 1998 eller senere – tidligere på sæsonen vandt det 11-årige stortalent det uofficielle europamesterskab i samme alderskategori…

Landsholdet
Bedre sent end aldrig – landsholdene kan nu ses i deres rette beklædningsmæssige element, hvor de på dbtu.dk poserer i de flotte landsholdsdragter fra Stiga…

DANMARK | EFTERÅR 2009 (Foto: Jens Luckenbach)

Hans Just A/S Idrætspris
For 22. gang uddeles Hans Just Idrætspris – og for anden gang er det med Michael Maze som modtager af prisen, der vandt for første gang i 2005. Årets pris bliver delt med bl.a. fodboldlandstræner Morten Olsen.

Michael Maze fik følgende “skudsmål” med på vejen:

“Året 2009 var året hvor han for alvor slog igennem på den internationale bordtennisscene.

Han fejede al modstand af banen og vandt i suveræn stil europamesterskabet i Stuttgart.

Efter sølvet i holdturneringen strøg Maze helt til tops i singleturneringen, da han vandt 7 kampe på stribe – slutteligt med en sejr på 4-1 i sæt over verdensmesteren fra 2003, Werner Schlager”.

Dette er forhåbentlig ikke sidste gang Maze modtager hæder i år – han er nomineret til Årets Sportsnavn, hvor han kandiderer til posten sammen med Lotte Friis og Caroline Wozniacki…

MICHAEL MAZE & MORTEN OLSEN (Foto: Preben Søeborg)

Champions League
Roskilde sikrer sig en plads i kvartfinalerne i Champions League – efter en noget vaklende start for den storsatsende klub, sikrer man sig kvartfinalepladsen i næstsidste runde af gruppespillet…

Det var så det – 2009 i overskrifter og billeder!

I DBTU’s nyhedsarkiv kan man se samtlige 716 nyheder fra dette år – og fra i morgen og det næste år og årti kan man igen læse masser af nyheder og noter på dbtu.dk…

RIGTIG GODT NYTÅR TIL ALLE – OG PÅ GENSYN I 2010…

GODT NYTÅR :-)

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 50 88 50 22
Kontaktperson e-mail: henrik@dbtu.dk