3. finalekamp en realitet

Mandag aften “opføres” anden akt af årets finale i Elitedivisionen for Herrer, når Roskilde hjemme tager imod Køge Bugt – de forsvarende danske mestre vandt det første finaleopgør efter en højspændende kamp, der blev afgjort i Sudden Double, og hjemmebanens grundspilsvindere og pre-finale DM-favoritter skal dermed vinde aftenens opgør for at holde liv i finaleserien.

Fredrik Nilsson blev placeret i første parkryds trods navnebror Lundqvists succes mod Allan Bentsen i det første finalopgør – netop Bentsen ventede som indledning.

Trods yderst kvalificeret modstand fra svenskeren, der ofte spillede Bentsens kendte rolle som ballonboldopsamler, var han oppe mod overmagten, og Bentsen kørte en sikker sejr på 3-0 hjem, og bragte dermed hjemmeholdet foran med 1-0 efter en åbningskamp med stor underholdningsværdi.

Fredrik Lundqvist var til dagens kamp rykket ned i 2. parkryds, hvor Christian Larsen ventede i første kamp – et sandt nøgleopgør som indledning i Roskilde.

Svenskeren virkede overraskende klart stærkest, og levnede ikke Bønne mange chancer gennem kampen – første sæt var tæt, og det samme var andet indtil 6-6, hvor først en velspillet bold og dernæst en velplaceret kantbold bragte hjemmebanehåbet ud af kurs.

Derefter var det walk over for Lundqvist, der sikker vandt tredie sæt, og dermed udlignede for gæsterne til 1-1 – det koger allerede i Roskilde, hvor begge holds tilhængere sørger for højlydt stemning.

He Ke Yi fik altså genvalg til bedste parkryds, og indledte som i den første finalekamp mod gæsternes tvungne førstekrydsspiller, Magnus Wahlgren.

I det første opgør pressede Hasse Køges førstemand, men det var ikke tilfældet i aften – kun i tredie sæt kunne kineseren være med mod den rutinerede svensker, der let bragte gæsterne foran.

I 2. parkryds var der ligeledes en gentagelse – Casper Gammelmark, der trods to klare nederlag i første kamp, igen var foretrukket til “uriasposten” som Roskildes fjerdemand, mod Køge Bugts ditto, Claus Rasmussen, der denne gang var fri for sygdom.

Trods en mere end godkendt indsats af unge Gammelmark, hvor sætføring på 2-1 og en 3-0 indledning i femte og afgørende sæt, ikke blev vekslet til sejr, var det ikke nok mod semi-unge Rasmussen, der – trods momentvis nervepåvirket af situationen undervejs i kampen – lukkede relativt sikkert i afgørende sæt.

Dermed er det stillingsmæssigt da capo fra forrige søndags opgør i Køge – 3-1 til de forsvarende mestre efter (knap) halvdelen af kampene…

Efter pausen startede Wahlgren som lun og torden mod Bentsen, men ved 10-6 gik det pludselig i stå – den danske veteran vendte til 13-11, og så herefter aldrig tilbage.

Den forventede storkamp blev lidt en fuser – Bentsen var for overlegen, og Wahlgren mistede hurtigt humøret efter de fire sætbolde forblev uudnyttede.

Hasse rejste sig efter nederlaget i første kamp: Ligesom i det første opgør var han suveræn efter pausen, hvor det blev til 3-1 mod Nilsson – denne gang udeblev gummiarmen, og så blev det til en både spillemæssig og pointmæssig overlegen sejr.

Ikke meget at skrive hjem op i de sidste kampe i “ordinær spilletid” – overlegne sejre til Bønne, hhv. Lundqvist giver endnu en gang en afgørelse i Sudden Double.

Denne blev mere spændende end velspillet – yderst tæt i de tre første sæt, hvor hjemmeholdet vandt to af slagsen.

Køges svenske par kom bedst ud til fjerde sæt, men ved 7-5 mister svenskerne i almindelighed og Wahlgren i særdeleshes fokus, da de mener sig bortdømt. Roskilde rykker til 10-7, og via 10-9 vinder de de for tredie gang med 11-9, og sender dermed finaleserien ud i den afgørende kamp.

ROSKILDE – KØGE BUGT
5-4

BENTSEN – NILSSON
11-8, 11-7, 11-9

BØNNE – LUNDQVIST
9-11, 6-11, 4-11

HASSE – WAHLGREN
6-11, 4-11, 9-11

GAMMELMARK – RASMUSSEN
7-11, 11-8, 11-9, 3-11, 8-11

BENTSEN – WAHLGREN
13-11, 11-4, 11-7

HASSE – NILSSON
11-6, 11-8, 8-11, 11-6

BØNNE – RASMUSSEN
11-6, 11-4, 11-2

GAMMELMARK – LUNDQVIST
8-11, 5-11, 4-11

BENTSEN/BØNNE – LUNDQVIST/WAHLGREN
11-9, 8-11, 11-9, 11-9

På dbtu.dk kan man under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne læse meget mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder fra både denne og sidste sæson…

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 12
Kontaktperson e-mail: gitte.hvid@dbtu.dk