3. runde i 1. og 2. division

1. division Vest, Team  Nørreå – Århus BTK
Der var både ungt og gammelt stjernestøv på Skjern Skole da der var topkamp i bordtennissens første division. Team Nørreå tog imod forhåndsfavoritterne fra overbygningsklubben Århus BTK som har tre tidligere seniorlandsholdsspillere på holdet, samt en juniorlandsholdsspiller. Både Team Nørreå og Århus BTK var før kampen ubesejret, så der var lagt op til drama som det også blev.

Dramaet blev sat i gang af Nick Sommer, Team Nørreå og Tobias Lau, Århus BTK. Nick vender 0-2 og 8-6 til en 14-12 sejr i femte sæt og bringer Nørreå foran 1-0.

Desværre for Team Nørreå taber vores normale 1. og 2. mand Erik Åhman og Stephan Jensen deres opgør mod Flemming Sunn og Mads Sørensen tæt i fire sæt og Nicklas Middelhede taber til Claus Junge i fem sæt, efter at have en matchbold i fjerde sæt. Så efter de første fire singler er stillingen 3-1 til Århus BTK.

Erik kommer stærkt igen og vinder sikkert 3-0 over Tobias og Stephan fighter formidabelt og vinder med 12-10 i femte sæt over Claus. Nick taber klart i fire sæt til Flemming, mens Nicklas er noget bedre med mod Mads Sørensen som dog også vinder i fire sæt.

Med stillingen 5-3 til Århus BTK inden doubler kræves der mindst en og nok to sejre i doublerne for at Nørreå kan gøre sig forhåbninger om point i kampen.

Erik og Stephan vinder forholdsvis sikkert 3-0 over Mads og Tobias, mens at Nick og Nicklas længe ser ud til at tabe til Flemming og Claus, men ungdommen har luften til sidst og vender 0-2 til 3-2 sejr og stillingen er dermed 5-5 inden de sidste fire singler.

Nick bliver blæst ud af hallen af Mads med sikre 3-0, mens Nicklas noget overraskende har Flemming langt nede i sækken, men er bliver det rutinen der i sidste ende trækker det længste strå selvom Nicklas har to matchbolde.

Erik mister fokus i andet sæt mod Claus og sætter en 6-0 føring over styr og taber tæt 1-3, mens Stephan tæt vinder over Tobias i fire sæt.
Kampens resultat bliver dermed mindst mulig sejr til Århus BTK på 8-6 og Århus indtager dermed førstepladsen i 1. Division Vest.

1. division Vest, Århus BTK – Sisu/MBK
Århus BTK vandt kampen om Århus.
Torben Rasmussen sejrede de tre eneste kampe, som SISU vandt mod et tændt ÅBTK-hold

Til sæsonens 3. hjemmekamp var der lagt op til et spændende lokalopgør mellem den store gamle Århus klub Sisu/MBK og den nydannede ambitiøse klub, Århus BTK.

I dagens anledning stillede Århus BTK med et stærkt hold bestående af Claus Junge, Fleming Sunn, Mads Flod-Sørensen (debut) og Tobias Lau, mens Sisu/Mbk var uden den danske bordtennis-legende Claus Pedersen, så holdet bestod af Torben Rasmussen, Jesper Kejlberg, Michael Klausen og Dennis Larsen.

Dermed så det fra starten ud til at blive en svær opgave for Sisu/MBK, og det viste sig også at blive tilfældet.

I de to første singler spillede Mads Sørensen mod Jesper Kejlberg og Tobias Lau mod Torben Rasmussen. Mads Sørensen vandt forholdsvis let med 3-1 over Kejlberg, mens kampen mellem Tobias og Torben blev en femsætter, hvor Tobias vandt de første to sæt. Derefter tog Torben de to næste, og i det afgørende sæt blev der aldrig for alvor tvivl om udfaldet. Torben bragte sig fra start foran og endte med at vinde 11-7 og dermed kampen.

I de næste singler spillede Flemming Sunn mod Michael Klausen og Claus Junge mod Dennis Larsen, som var plaget af maveinfluenza. Begge kampe med 3-0 sejre til Århus BTK spillerne og så var stillingen 3-1 til Århus.

Resultatet af de næste fire singler lignede de fire første. Claus vandt over Michael. Flemming over Dennis, og Tobias over Jesper – alle med 3-0, mens det igen var Torben Rasmussen, der sikrede Sisu en sejr med 3-0 over Mads og dermed var stillingen i holdkampen 6-2.

Glædeligt var det, at man så mange gode dueller i kampene, det er tydeligt at niveauet i 1.division er steget markant i de sidste par år

Doublerne blev hurtigt overstået, og så var stillingen 8-2 til Århus BTK og holdkampen dermed afgjort.

Tre af de sidste fire singler endte igen med 3-0 sejre til Århus, mens den sidste kamp mellem Flemming Sunn og Torben Rasmussen blev en intens affære med tætte sæt og mange flotte dueller. Torben vinder de første to sæt, men Flemming kommer godt igen og vinder de to næste. I femte sæt fik Torben bragt sig foran 3-0, og det hul fik Flemming aldrig lukket, så Torben vinder 11-8 og dermed kampen 3-2.

Alt i alt må man konstatere, at Sisu/MBK på denne aften var chanceløse mod et tændt Århus BTK mandskab. Slutresultat 11-3.

Der var 20 fremmødte tilskuere i Bellevue Hallen, hvilket er pænt for en dansk 1.divisions bordtenniskamp på en hverdags onsdag, og de skabte en fin stemning omkring kampen.

2. division Vest, Sisu/MBK – Århus BTK
Sisu stillede med Morten Brandstrup, Michael Klausen, Jesper Kejlberg og Mads Andersen. Århus BTK stillede med Simon Nykjær-Fisher, Alexander Schou- Jørgensen, Michael Jørgensen og Sebastian Schubert.

På papiret var Århus BTK klare favoritter, især pga. den nystartede Simon, og 1. divisionsspilleren Alexander. Århus BTK sad dog også på kampen fra start til slut. Eneste Sisu sejr gik til en velspillende Michael Klausen over Michael Jørgensen. Derudover var der to tætte kampe hvor Morten Brandstrup i den ene taber i fem sæt til Michael Jørgensen, samt en fem sæts double imellem Morten og Mads på den ene side af bordet, og Michael og Sebastian på den anden side.

Kampen endte med en fortjent 13-1 sejr til Århus BTK i lokalbraget over Sisu-mbk. Hvis Århus BTK fortsætter i samme overbevisende stil, og med nogenlunde samme opstilling, så må de være en stærk kandidat til førstepladsen i 2. Division vest. Dette er dog stadig svært at spå noget videre om, idet stort set alle hold i rækken råder over enten et første divisionshold eller et elitedivisionshold, dvs. muligheden for at supplere med stærke spillere.

Forfatter: 1. og 2. division
Kontaktperson tlf.: 50 85 05 85
Kontaktperson e-mail: henrik@dbtu.dk