Der stod Timo Boll på hele tre af EM 2007’s guldmedaljer – søndag sikrede han sig mesterskaberne i Single og Double, mens han tidligere på ugen sammen med Tyskland sikrede nationens første hold-europamesterskab.
I single slog han Michael Maze’ banemand; Vladimir Samsonov med 4-1, og tog dermed sin anden EM-titel i single (første gang var i 2002).
Boll og Samsonov har nu delt 5 ud af 6 europamesterskaber siden 1998 (Peter Karlsson, Sverige vandt i 2000), men det var første gang de mødtes i en finale.
I double slog han sammen med landsmanden Christian Süss det polsk/kroatiske par Blaszczyk/Tan ligeledes med 4-1.
Parret har tidligere vundet VM-sølv, samt bronze ved sidste EM i Århus, men det er deres første store titel sammen (Boll vandt EM-guld i 2002 sammen med landsmanden Zoltan Fejer-Konnerth).
Damernes rækker blev vundet af Li Jiao, Holland (4-2 over Xie Ni Lian, Luxembourg) og Svetlana Ganina/Viktoria Palovich fra Rusland hhv. Hviderusland (4-3 over Pota/Toth, Ungarn) – det var for alles vedkommende deres første EM-titel.
Mixed Double blev vundet af de forsvarende mestre; Ruta Paskauskiene/Alexandar Karakasevic, Litauen/Serbien (4-0 over Fadeeva/Kuzmin, Rusland) – det var parrets tredie titel siden 2000.