1) Hvad er dine forventninger til UEM 2009 for: Dig selv – dit hold – hele truppen?
Mine forventninger til dette års EM er store. Jeg føler at mine forberedelser har været optimale, og at formen er i top.
Derfor ser jeg rigtig meget frem til turneringen, hvor jeg vil kæmpe røven ud af bukserne og gå efter at vinde hver eneste kamp og vise hvad jeg kan.
Omkring holdet er min forventning at vi til hver kamp har styr på det praktiske, så holdet ikke bliver påvirket af simple ting, som bare skal være på plads.
Derudover er det vigtigt at vi forbereder os mentalt på de situationer, som kan opstå for os – især når de vigtige og intense kampe presser på. Vi skal fighte 110 % for holdet. Opbakning er vigtigt og vi skal vise, at vi går efter at vinde alle kampe.
2) Hvad er dine personlige målsætninger ved UEM 2009?
Mit resultatmæssige mål er at nå 1/8 finalen. For at opnå dette mål har jeg nogle mentale og spillemæssige ting, som skal være på plads under turneringen. Mentalt er der nogle basis ting, som skal være på plads.
Det vigtigste for mig er at vise god udstråling og være oppe med næven. Med hensyn til holdet er målsætningen at komme i top 3 i B-gruppen.
3) Mange siger UEM er noget helt specielt – beskriv hvorfor det er det for dig.
UEM er helt klart årets højdepunkt. Det er det, som jeg har trænet for hele sæsonen, og nu er jeg bare ivrig efter at komme ned og præstere.
EM er også en hård turnering, da vi skal være mentalt forberedt på mange dages kampe. Jeg synes, at det er rigtig fedt at så mange lande deltager ved EM og at det er de bedste som er med, og det gør turneringen til noget helt specielt.
4) Hvad er dit UEM-højdepunkt – og den dårligste oplevelse?
Jeg har haft to højdepunkter ved EM. Det første var, da jeg var til EM i Prag i 2005, hvor jeg som yngre pige var to bolde fra at komme i 1/8-finalen i Pige Double med en svensker.
Det andet højdepunkt var sammen med Pernille Agerholm, hvor vi i Bosnien 2006 tabte i 1/8-finalen til et fransk par. Det var samtidig også en stor skuffelse, da vi havde været foran 2-1 og 4-0.
Den dårligste oplevelse var ved EM i Italien 2008, hvor vi tabte 0-3 til Bulgarien, hvilket gjorde at vi endte som 3ér i puljen og det var derfor umuligt at rykke op i A-gruppen. Dette trods sejr over Azerbaijan og Luxemborg i de indledende kampe.
5) Hvad er dine mål indenfor bordtennis – om 1 år, 5 år og 10 år, og hvad du tror der skal til for at opnå dem?
Mit mål om 1 år er at vise, at jeg kan være med internationalt og præstere mod bedre spillere og i vigtige kampe. Derudover er der nogle spillemæssige og mentale ting, som skal være bedre inden året er gået.
Om 5 år er jeg senior spiller, og derfor er mit mål at være fast på dame senior landsholdet. Endvidere er mit mål at kunne spille med mod de bedste spillere i Europa.
Om 10 år er mit store mål er komme i top 100 i verden!
—
EM for Ungdom 2009 kan følges på dbtu.dk via linket – og hos ETTU & ČAST ved at klikke på de respektive logoer øverst på siden…