Ærgelig mellemspilsafslutning

Mellemspillet i den svenske elitserie for damer blev færdigspillet i denne weekend, og det blev til to nederlag for danskerklubben Malmö IF med Sabine Borre og Dana Bentsen i spillertruppen.

– og der var hård modstand til danskeduoen i de to kampe, der blev afviklet i Stockholm:

“Vi mødte rækkens nr. 2 og 3 i lørdags, så det var et par toughe kampe.

Vi fik ellers en kanonstart mod Spårvägen – vi førte 2-0 efter Danas sejr over en af Sveriges bedste kinesere, Sun,Jie, og min sejr over den svenske ungdomslandsholdsspiller, Daniela Moskovits.

Men derefter gik det galt: Veronica Mattiasson, vores 3. dame, taber knebent i 5. sæt til Ida Söderlund, Dana taber klart til Moskovits, og så taber Veronica og jeg doublen med 1-3.

Dette var vi meget ærgelige over, for vi syntes ellers, at vi havde dem nede i sækken – vi skulle bare stramme til, men det gjorde vi så ikke”, sagde Sabine Borre efter det ærgelige nederlag.

SABINE BORRE LARSEN (Foto: Jens Luckenbach)

– men det skulle gå fra skidt til værre for Borre & Co:

“Den anden holdkamp mod Team Mælarenergi var en match uden spænding!

Måske sad skuffelsen fra vores første holdkamp i os endnu, for Dana tabte klart til den svenske landsholdsspiller Marie Persson og jeg tabte ligeledes 0-3 til den tidligere tjekkiske landsholdsspiller Jana Debesova.

Veronica havde en jævnbyrdig kamp mod Nina Vakkila og Dana kom i gang mod Debesova, men kom desværre til kort i 5. sæt.

Højdepunktet i holdkampen var nok doublen, hvor jeg viste mit bedste spil på dagen – det var en meget tæt affære, og det var surt, at Veronica og jeg ikke vandt, efter 12-14 i 1. sæt og 15-17 i 5. sæt”, sagde Borre, der nu ser frem mod slutspillet, der indledes senere på måneden:

“Den 30. marts skal vi spille kvartfinale mod Ängby på hjemmebane. Vi er tilfredse med den lodtrækning i og med, at vi tidligere har vundet 3-2 over dem”, slutter en optimistisk Borre.

På dbtu.dk kan man under Links se resultater, kampprogram og stilling, samt individuel statistik fra Elitserien Damer, samt besøge den p.t. eneste danskerdameklub i Sverige, Malmö IF…

SABINE BORRE LARSEN

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 50 88 50 22
Kontaktperson e-mail: henrik@dbtu.dk