Når de tooghalvtredsendstyvende ungdomseuropamesterskaber om to uger indledes i den tjekkiske hovedstad Prag, er det med Pernille Agerholm på plads ved et UEM for sjette gang – og for sidste gang.
18-årige Agerholm falder for ungdomsaldersgrænsen til nytår, og dermed er det slut i mesterskabssammenhæng for ungdoms- og seniorlandsholdsspilleren, der fremover må “nøjes med” at spille konkurrencebordtennis med de voksne.
For en lille måned siden blev hun kåret til Årets Talent 2009, og efter UEM og sommerferie, skifter hun bordtennistilværelsen på hjemklubben Røndes 2. divisionshold og “B-klubben”, Sisu/MBK’s elitedivisionshold ud med et ophold i 3. Bundesligaklubben, Kiel.
Jeg vil gerne præstere godt…
Men først det sidste – altså UEM! Pernille Agerholm ser forståeligt nok frem til hendes sidste af slagsen, men er ikke særlig berørt af, at det snart er slut med ungdomstiden:
“Det er selvfølgelig lidt underligt, at det snart er slut, når man har været med i så mange år – og det bliver lidt surt ikke at skulle spille internationale ungdomsturneringer mere, selvom jeg ikke har været med til så mange om året.
“Jeg ser måske lidt anderledes frem til det her UEM, fordi det er mit sidste.
Jeg vil gerne præstere godt, når det er sidste chance, og samtidig gælder det om at få en god oplevelse på alle måder”, siger Agerholm, der dog understreger, at det vigtigste naturligvis er de sportslige præstationer.
… vi går da efter at rykke op…
“Målsætningerne er at komme mindst i 3. runde i singleturneringen og for holdets del mindst at nå i Top 3 i B-gruppen – men vi går da efter at rykke op i A-gruppen, som kræver man bliver nr. 1.
Der er ekstra pres på Mie (Jacobsen) og mig i år fordi vi har en ung debutant med som trediedame, men det er helt OK.
Simone (Dueholm) vil gøre alt hvad hun kan, men det er os rutinerede, der skal gå forrest”, siger Agerholm, der sammen med holdkammeraterne skuffede ved sidste års UEM, hvor det blev til en 30. plads i holdturneringen og exit i 1. runde i både single- og doubleturneringen.
Pernille Agerholm er altså ikke tynget af presset, når hun om to uger går til bordet i den enorme O2 Arena i Tjekkiets smukke hovedstad.
Og uanset opnåede målsætninger eller ej, gælder denne, sidste gang som ungdomslandsholdsspiller, én vigtig ting for den kommende seniorspiller:
“Det gælder om at få det hele med!”
—
EM for Ungdom 2009 kan følges på dbtu.dk via linket – og hos ETTU & ČAST ved at klikke på de respektive logoer øverst på siden…