Sisu/MBK’s damer som blev danske mestre i den forgangne sæson, deltog for første gang i Europa-Cup’en. Holdet bestod af de 3 unge piger – Pernille Agerholm, Pernille Søndergaard og Mie Jacobsen og jeg havde den ære, at være deres holdleder på turen.
Vi kom i gruppe med Rusland, Portugal og Luxembourg og første runde skulle afvikles i Rusland i byen Vladimir som ligger ca. 200 km øst for Moskva.
Fredag
Dagen startede for nogle af os kl. 4.00 fredag morgen. Fly fra Tirstrup til Kastrup og derefter videre til Moskva. Her viste det sig, at Mies kuffert ikke var med på transportbåndet i lufthavnen. Lige inden panikken for alvor brød løs, kom der heldigvis et par passagerer løbende med hendes kuffert, som de fejlagtigt havde taget med.
Folk kan generelt ikke tale engelsk i Rusland, så klubben havde skaffet en tolk til os, og hun fungerede også som vores guide på hele turen.
En sød dame som vi døbte tante Anna. Hun ventede på os i lufthavnen med et fint skilt, hvorpå der stod Sisu/MBK. Anna sørgede for at vi blev transporteret til Vladimir.
Vi regnede med, at vi kunne køre de ca. 200 km på max 2 timer, men vi blev klogere. Anna meddelte os, at turen til lufthavnen havde taget 6 timer, men hvis vi var heldige kunne vi være i Vladimir om 4 timer pga. den vilde fredagstrafik.
I Moskva by bor der ca. 12 mio. mennesker, og Anna regnede med at ca. 5 mio. mennesker tog ud af byen om fredagen og tilbage igen om søndagen, så der er ikke noget at sige til, at det tager lang tid bare at komme ud af byen.
Da vi havde kørt i 2 timer blev jeg i hvert fald overrasket over, at vi stadig ikke var kommet ud af Moskva by. Masser af trafik, bilkøer og så dårlige veje at enhver vejchef i Danmark havde fået en fyreseddel, hvis de havde budt de danske borger på veje af så ringe kvalitet, gjorde at turen tog så lang tid. Vi blev glædeligt overrasket over at turen til hotellet kun tog godt 4 timer frem for 6 timer.
Der er ikke særlig kønt i Rusland. Husene ligner faldefærdige barakker. Sønder kunne vinde et væddemål over Ager, hvis Sønder på den 4 timer lange køretur kunne finde et enkelt hus, som vi i Danmark ville anse for at være bare af rimelig god standard. Det lykkes ikke !
Vi blev indkvarteret på Hotel Orion, et dejligt hotel i den “lille” by Vladimir. Vi synes nu ikke at byen var så lille – der boede immervæk 350.000 borgere i byen.
Straks efter ankomsten inviterede Boris os ud at spise. Boris er præsident for bordtennis i Vladimir og samtidig direktør for den klub, som vi skulle spille imod dagen efter.
Vi faldt alle for Boris og hans venlige og søde væsen. Boris var vel omkring 60 år og Mie konkluderede hurtigt, at Boris lignede en Morfar, og at hun gerne vil have ham som Morfar, så derfor blev Boris døbt Morfar.
Boris var “godt ved muffen” – han ejede en stor elektronikvirksomhed. Boris transporterede os hen til restauranten i hans store luxusbil. Oversat til dansk hed restauranten juletræsbøffer – der var også flere juletræer i restauranten.
Vi startede med at forsyne os i en sølle salatbar, som næsten var rippet for alt, men det gjorde ikke noget, da vi også havde bestilt grillkylling med kartofler. Det viste sig dog, at grillkyllingen var 3 små stykker kyllinge-fedtklumper, og så havde de forresten glemt at lave kartofler til os.
Mie fik et forskræmt udtryk i ansigtet og sagde, at det kunne hun i hvert fald ikke blive mæt af, så hun måtte hjem på hotellet og indtage resterne af mors madpakke.
Lørdag
Efter et beskedent morgenmåltid gik turen til sportshallen som lå ovenover “Morfars” elektronikvirksomhed.
På vejen dertil opdagede Mie, at hun havde glemt hendes mobiltelefon på en mur udenfor hotellet. Kæmpe krise for Mie, der ikke lignede én der kunne spille bordtennis før hun igen havde hendes mobil.
Igen var den russiske hjælpsomhed stor. Anna ringede straks til hotellet. Telefonen var heldigvis stadig på gaden, og en russisk mand tilbød straks at køre tilbage til hotellet og hente telefonen. Mies smil nåede helt op til ørene, da hun igen havde hendes mobil i hånden.
Ved indgangen til sportshallen fik vi en kæmpe overraskelse, da der var opsat en banner på ca. 8×12 meter, der gjorde reklame for turneringen med landenes flag og klubnavn.
Også i spillelokalet var der gjort meget ud af det med flag, banner, blomsterdekorationer m.v. og der var udlagt rødt gulv. Gode forhold der lovede godt for turneringen. Hvert hold fik tildelt eget omklædningsrum, så det eneste der var at udsætte på forholdene var, at der kun var stå-toiletter – de vakte ikke begejstring.
Vi fik oplyst, at turneringen var en meget stor begivenhed i Vladimir, så TV ville komme og filme hele holdkampen og der ville også være en del journalister og fotografer tilstede, ligesom der også var flere kommunale politikere og andre fine repræsentanter fra den russiske bordtennisverden.
Vi fik mulighed for at træne en times tid i lokalerne, og så var det tid til en let frokost. Det med let frokost faldt meget naturligt, da maden mildest talt ikke faldt i nogens smag.
Holdkampen startede med en fornem indmarch, hvor hvert land havde en lille russisk pige til at bære et skilt med klubnavnet. Så var der adskillige taler, og det sluttede af med at en flok udklædte russiske mænd og kvinder dansede og sang og overbragte hvert hold en russisk kage. Meget højtideligt og superflot arrangement.
Vi skulle starte med at møde Rusland med “Morfar” som coach.
Ager skulle lægge ud mod kinesiske An Zi. Det russiske hold havde udtalt, at de var nervøse for at møde de danske piger, som de ikke kendte og med TV, journalister og fotografer og ca. 100 tilskuere, hvilede der et stort pres på dem.
Ager kom også godt i gang og viste fint spil og førte i 1. sæt og burde have vundet sættet, men tabte desværre 10-12. Kineserens forhåndsknopper drillede Ager og kineseren fik godt gang i hendes tørre slag, så 2. sæt gik også til kineseren. I 3. sæt havde Ager helt styr på kineseren og vandt 11-8, men kunne desværre ikke holde det i 4. sæt, så kampen endte 3-1 til kineseren.
Så skulle Mie møde Anastasya Koltsova. Trods godt spil i store perioder tabte Mie 3-0, men hun var absolut med i kampen, og der skulle ikke meget til før end kampen kunne være vendt.
I den 3. kamp mødte Sønder Irina Ermakiova. Sønder fik presset Irina godt og Irina havde problemer med Sønders varierede server. Lige ved og næsten – Sønder tabte 1. sæt 13-15 og 2. sæt 15-17, men i 3. sæt havde Irina fundet løsningen på Sønders spil, så Irina kunne lukke og slukke holdkampen med en sejr på 3-0 over Sønder. Holdkampen endte 3-0 til Rusland.
Selvom vi tabte holdkampen leverede alle 3 spillere fint spil, der lovede godt for det videre spil i turneringen. Så en absolut godkendt indsats af pigerne. Det skal også nævnes, at de russiske piger nåede til 16. dels-finalen i sidste års ETTU-cup, hvor de blev slået ud af de senere vindere af cup’en.
Vi skulle senere på dagen have mødt Portugal, men da de havde meldt afbud, skulle vi ikke spille bordtennis mere den dag, så vi kunne tage tilbage til hotellet. Eftermiddagen blev brugt på lidt shopping i det nærliggende storcenter.
Meget tid til shopping blev det dog ikke til, da vi skulle tilbage til sportshallen og have aftensmad inden vi skulle se holdkampen mellem Rusland og Luxembourg. Heller ikke dette måltid vakte stor begejstring. Det russiske køkken scorede ikke topkarakter hos nogle af os.
Herefter så vi russerne hente endnu en 3-0 sejr hjem over Luxembourg. Vi gav dog russerne væsentlig mere modstand end damerne fra Luxembourg. Damer kan man godt kalde dem, da de er 2-3 gange så gamle som vores unge spillere. Personligt ville jeg nu hellere kalde dem for 3 modne kvinder.
Efter det lette aftensmåltid, var der stadig lidt plads i maverne, så en fælles drøm om pandekager med is opstod, så vi sluttede aftenen af i storcentret i et forsøg på at opfylde drømmen – det var dog ikke muligt, men en dejlig isdessert var heller ikke at kimse af.
Søndag
Så var det dagen for den afgørende kamp mod Luxembourg. Det vindende hold ville gå videre til 2. runde og det tabende hold er ude af turneringen.
Ager lagde ud med at spille mod den defensive spiller Egle Sadikovic-Tamasauskaite. I kampen mod russerne virkede hun ikke farlig, men hun havde fået de defensive returneringer på plads til dagens kampe. I 1. sæt fulgte Ager godt med Egle, men Ager tabte 1. sæt 11-13. I 2. og 3. sæt var Egle for skarp og Ager nåede aldrig helt op på hendes niveau, så Ager tabte kampen 0-3.
2. kamp stod mellem Mie og Peggy Regenwetter. Mie kæmpede godt og viste flot spil, men manglede lige det sidste for at kunne besejre Peggy, som er en meget rutineret spiller. Mie tabte kampen 0-3, hvoraf 2 af sættene blev tabt med 11-13.
Dagens 3. kamp stod mellem Sønder og Viviane Haag-Matzel. Viviane viste absolut ikke skræmmende spil i kampen mod russerne, og det gjorde hun heller ikke i kampen mod Sønder. Viviane er en klar 3. mand på holdet og hun voldte heller ikke Sønder nogen problemer. Sønder kunne stille og roligt køre kampen hjem uden på noget tidspunkt at være rigtig presset.
I dagens 4. kamp kunne Ager med en sejr sørge for udligning til 2-2. Kampen startede ikke godt og Ager tabte 1. sæt, men vågnede så op og fandt skarpheden og det gode spil frem, så hun kunne gå sejrsrigt fra kampen med en sejr på 3-2,
Sidste og afgørende kamp stod mellem vores unge Mie og den rutinerede defensive spiller Egle.
Mie havde udtrykt håb om at møde Egle, da hun godt kan lide at spille mod defensive spillere. I perioder af kampen spillede Mie fantastisk flot og i andre perioder spillede hun med hovedet under armen.
Egle er en god defensiv spiller, der vinder mange kampe, så der skal hele tiden tænkes bordtennis og der skal spilles med stor tålmodighed, hvis hun skulle besejres. Det klarede Mie ikke på dagen og tabte kampen 3-0, og holdkampen endte derfor med en sejr på 3-2 til Luxembourg.
Ærgerligt – pigerne havde fortjent at vinde og gå videre til 2. runde og få endnu en fantastisk oplevelse. Hvem ved, måske er vi med igen næste år, og så må vi jo se om vi kan komme et step videre. Det har i hvert fald været en fantastisk oplevelse at deltage i ETTU. Selv holdets unge piger som er vant til at deltage i stævner og mesterskaber rundt i verden, syntes at det var stort at deltage i ETTU-turneringen.
Det var ikke kun en stor oplevelse for spillerne, men også for mig som holdleder. Vi havde en rigtig god og oplevelsesrig tur.
De 200 km tilbage til Moskva lufthavn blev hektiske og blev en kamp mod tiden og en sand gyser. Pga. voldsom trafik tog det 6 timer at køre 200 km, så vi kom 10 min. for sent til check-in, men der var heldigvis kø, så vi kom med. Pu-ha, det var lidt for spændende
Vi lavede følgende lille regnestykke:
Vi har været ude at rejse i 69 timer, hvoraf 28 timer er brugt på transport og 41 timer er brugt i Vladimir. Af de 41 timer i Vladimir, har vi brugt ca. 16 timer på at sove, dvs. vi har været vågen i 25 timer. Det vil altså sige, at vi har brugt 3 timer mere på transport end vi har brugt på at opholde os i vågen tilstand i Vladimir.
Ja, så fik vi slået lidt transport tid ihjel på at lave dette regnestykke
– flere billeder kan ses hos Sisu/MBK, hvor også ovenstående er fra…