Baghåndskinatræning

Helt som ventet kunne Michael Maze ikke stille meget op, da han mødte kinesiske Wang Hao ved Volkswagen Cup i kinesiske Guangzhou – selvom han tog sæt fra den regerende verdensmester, var der ikke noget at gøre for Maze, der tydeligvis endnu ikke er helt oppe i omdrejninger.

Sidst Michael Maze var i kamp var for 6½ måned siden, og det kunne ses, at den tidligere europamester var noget rusten efter sin lange skadespause.

Han spillede usædvanligt meget baghånd i come back-kampen, og han gik bl.a. ofte rundt på Wangs halvlange server til forhånden, og åbnede – med baghånden!

Maze var dog fornuftigt med i serve- og returspillet, og der er grund til at være fortrøstningsfuld efter dagens come back – både for Maze og den danske landstrænerstab.

VOLKSWAGEN CUP – KVARTFINALE
Michael Maze – Wang Hao, Kina: 1-4 (9-11, 6-11, 12-10, 6-11, 5-11)

MICHAEL MAZE (Foto: Jens Luckenbach)

Medkommentator på TV2 Sport, der sender LIVE fra turneringen i Guangzhou, Martin Monrad, havde følgende betragtninger efter Maze’ come back:

“Jeg tror fremfor alt at han er rigtigt glad over at være tilbage igen. Jeg synes det er rimeligt tydeligt at se, at han ikke kan bevæge sig ordentligt, men det positive ved det er, at han er helt med i serv og returer, og han er med på at læse spillet og de første par bolde.

Han bliver udfordret ligeså snart han får de dybe bolde. Så kan man godt se, at han hænger meget efter. Der hænger hans vekslinger ikke sammen, fordi han mangler fysikken.

Men helt sikkert et positivt indtryk. Han er selvfølgelig både glad og frustreret, for han er på sin vej tilbage til toppen, og det her var et skridt i den rigtige retning”, er den tidligere landsholdsspiller og mangedobbelte danmarksmester citeret for på tv2sport.dk.

Volkswagen Cup kan følges hos ITTF resten af dagen, ligesom man kan følge turneringen bold for bold på både TV2 Sport og itTV, samt via LIVE-score indtil onsdag eftermiddag…

WANG HAO

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 25 49 97
Kontaktperson e-mail: peter.sartz@dbtu.dk