Ballerup Bordtennisklubs 50-års jubilæum

Ballerup Bordtennisklubs 50-års jubilæum

Lørdag den 21. maj 2022 kan Ballerup Bordtennisklub fejre sit 50-års jubilæum. I forbindelse med jubilæet afholder klubben en reception fra kl. 14.00 til kl. 16.00 med indbydelse af bl.a. Bordtennis Danmark og af Ballerups Borgmester, og om aftenen vil der blive afholdt en fest for klubbens medlemmer og pårørende.

Ballerup Bordtennisklub blev stiftet som en udbryderklub fra Ballerup Fritidscenter i 1972. Klubben startede ud i nogle lokaler på Ballerup Gymnasium, men da klubben voksede i antallet af ungdomsmedlemmer, så måtte gangene på Ballerup Gymnasium også tages i brug. Dog blev klubbens holdkampe stadig spillet i fritidscentret, selvom det netop var her klubben udbrød fra.

Det var ikke en holdbar løsning for klubben at blive ved med at træne på gangene på Ballerup Gymnasium, så klubben flyttede til sidelokalet i Grantoftehallen, hvor der var mere plads til den voksede klub. I 1978, seks år efter klubben blev stiftet, lykkes det klubben at få sine egne lokaler på Tapeten. Det hjalp nok også, at klubbens damehold allerede havde vundet det danske mesterskab to gange samt nået kvartfinalen i Europa Cuppen for mesterhold.

Ballerup Bordtennisklub var et fantastisk sted at være for både ungdom, senior og veteranspillere. Klubben havde mange ungdomsspillere samt var der mange ledere til at hjælpe til i klubben, så klublivet blomstrede.

 

Ballerup Bordtennisklub efter 50 år
Her 50 år efter stiftelsen, er Ballerup Bordtennisklub stadig en aktiv klub, der kan nyde godt af sine i alt 102 medlemmer, som er fordelt på ungdom, senior og pensionister. Herudover kan klubben hvert år stille med mellem 10 og 15 hold i lokalturneringen og begyndere til pointstævnerne for ungdom.

Selvom klubben stadig har en del spillere, så er det blomstrende klubliv blevet mindre. Det er blevet svære for klubben at skaffe frivillige, da de fleste har nok at se til med deres eget, hvilket andre klubber nok også kan nikke godkendende til.

Ballerup Bordtennisklub holder dog stadig til i Tapeten i Ballerup, men er nu i gang med en renovation, idet lokalerne trængte til en kærlig hånd efter 44 år.

Så når Ballerup Bordtennisklub kigger tilbage på de 50 år, som der er gået, kan de godt være stolte!
Bordtennis Danmark ønsker Ballerup Bordtennisklub tillykke med 50-års jubilæet.

 

Du finder indbydelsen til receptionen ved Ballerup Bordtennisklubs 50-års jubilæum her.