Ved 2026 års UEM lykkedes det for de danske U19-landshold at snuppe to pladser i A-divisionen. Et resultat, dansk ungdomsbordtennis ikke har oplevet i mere end et årti. Det drejer sig ikke om en plads på podiet, så man skal tage det for hvad det er. Men rent sportsligt var det et vigtigt skridt fremad på en rejse som egentlig først lige er startet. Og måske var det endnu vigtigere, at resultaterne pegede på noget, som ikke kan aflæses direkte af en stilling eller en medaljetabel.
For bag de to holdpræstationer ligger flere års målrettet arbejde med at ændre kulturen omkring dansk talentudvikling. En kultur, hvor professionalisme, forberedelse og fælles ansvar gradvist er blevet lige så centrale som teknik, fysik og taktik. Bag alle store præstationer ligger der årevis af arbejde – og det er også tilfældet her, hvor vi er nødt til at gå flere år tilbage for at forstå processen som har ført hertil.
Mere end et spørgsmål om flere timer i hallen
En af de sværeste opgaver som både en atlet og en træner kan stilles overfor, er at klare transitionen fra ungdomsatlet til senioratlet. Dette anerkendes af alle der har sit virke indenfor topsport, og er et prioriteret spor i Team Danmarks støttekoncept ”Næste niveau”.
Som ungdomsspiller er sporten ofte drevet af glæde, fællesskab og lysten til at blive bedre. Men for de få, der har potentiale og ikke mindst vilje til at nå internationalt topniveau, ændrer præmisserne sig gradvist. Bordtennis bliver ikke længere blot noget, man dyrker ved siden af skole eller uddannelse. Det bliver en livsstil – og for de bedste et kommende erhverv.
Det er netop denne transition, der de seneste år har været et centralt fokus i Bordtennis Danmarks talent- og elitestrategi. Målet har ikke alene været at uddanne dygtige ungdomsspillere. Målet har været at udvikle kommende professionelle atleter, og fostre en forståelse af hvad dette vil sige. At uddanne spillere, der forstår, at international topidræt bliver afgjort af langt mere end det, der sker under selve kampen. Og forklare, at bordtennis er et job med anderledes vilkår end mange andre: det kræver nemlig at man gentagne gange yder en toppræstation, og hvor meget løn man får er på en meget sort/hvid måde koblet til de resultater man laver.
Siden 2020 har Bordtennis Danmark derfor arbejdet systematisk med at styrke de kompetencer, der ligger uden for selve spillet. Karrieredage for spillere, trænere og forældre har sat fokus på livet som eliteatlet og vejen dertil. Sportspsykologer, dual career-specialister, internationale trænere og tidligere topatleter har delt erfaringer om de valg og prioriteringer, der følger med en professionel satsning.
Landsholdslejrene har samtidig ændret karakter. Hvor bordtennistræningen tidligere fyldte næsten hele programmet, er emner som ernæring, sportspsykologi, videoanalyse, antidoping, bettingregler og kampforberedelse blevet en naturlig del af hverdagen.
Formålet har været enkelt: at uddanne spillere, som ikke blot træner hårdt, men som også forstår, hvordan internationale toppræstationer bliver til. Den umiddelbare effekt har været overraskende stor.
I 2020 spillede tre danske ungdomsspillere fast i semiprofessionelle ligaer i udlandet. I dag er tallet steget til over 25. Samtidig er antallet af spillere, der bor og træner i internationale elitemiljøer, vokset markant, og etableringen af Bordtennis Danmarks Internationale Transitionscenter har givet de mest ambitiøse spillere en mere struktureret vej videre mod udenlandske træningsmiljøer.
Mentaliteten blandt spillerne har også flyttet sig. Flere unge spillere taler åbent om ønsket om en professionel karriere; flere tager selv initiativ til at undersøge mulighederne i udlandet; flere er villige til at indrette deres hverdag efter de krav, international eliteidræt stiller.
På mange områder er fundamentet derfor blevet stærkere. Alligevel var der én udfordring, som blev ved med at gå igen.
Da analyserne pegede på noget andet end teknik
Sportsligt var Danmark kommet tættere på Europas bedste. Holdene kunne spille lige op med favoritterne. De kunne presse dem. De kunne slå dem i enkelte kampe. Men når de afgørende holdkampe skulle afgøres, manglede de sidste marginaler ofte. Det at yde en samlet holdpræstation når det gælder som mest drillede stadigvæk.
Spillernes egne analyser, især i unge år, var ofte af teknisk art: manglende evne til at slå visse slag, sen timing i fh, ikke hurtig nok i bh-duellerne…
Som træner var det måske mere naturligt at kigge på de taktiske aspekter: serv, retur, beslutninger. Men også der manglede fortællingen alligevel noget. De dårlige beslutninger, eller den manglende teknik, gav sig nemlig mere til kende i afgørende situationer, eller i kampe mod spillere hvor man oplevede sig selv som favorit.
Når et billede tegner sig af en generel udfordring, er det ofte bedre at kigge på kulturen som helhed end at se kampene og turneringerne som isolerede begivenheder. Og jo mere trænerteamet analyserede kampene, desto tydeligere blev et andet mønster: problemet opstod sjældent kun ved bordet. Det opstod mellem kampene.
Hvordan forberedte spillerne sig? Hvordan brugte de pauserne? Hvordan restituerede de? Hvordan holdt de fokus gennem fem eller seks dage med konstant konkurrence? Og måske vigtigst af alt: troede de egentlig selv på, at de kunne slå Europas største nationer?
Det spørgsmål kom gradvist til at fylde mere end spørgsmålet om teknik. For hvis forberedelsen kunne forbedres, og hvis troen kunne styrkes, ville det måske være muligt at flytte de sidste procenter, som adskiller et godt ungdomshold fra et hold, der kan konkurrere om pladser blandt Europas bedste. For at komme dertil skulle noget ændres i kulturen, og selve måden som man anskuer kampe, turneringer og mesterskaber på.
Foto: Manfred Schillings
Da kultur blev noget, man gjorde – ikke noget, man talte om
Et meget vigtigt skridt som blev taget for at gøre op med den kultur, var ansættelsen af Peter Rosenmeier som U19 herrelandstræner. Med sin mangeårige erfaring fra den absolutte top af para-bordtennis besidder Peter en stor forståelse af bordtennis som konkurrenceform, især på det taktiske plan. Men endnu mere end det er Peters tilgang til bordtennis præget af to ting: en ukuelig tro på at man altid kan vinde den kamp man er i gang med at spille, og en lige så stærk overbevisning om at en ekstremt nøje forberedelse er fundamentet for enhver toppræstation.
I tæt samarbejde med de øvrige trænere i Bordtennis Danmark fik Peter sat gang i noget som på overraskende kort tid har ført ikke kun til de bedste resultater ved både U21-EM og UEM i mange år. Men også til overvældende positiv feedback fra spillerne som har været med.
Det handlede naturligvis om bordtennis, men endnu mere handlede det om mennesker. Om vaner, om ansvar, og om den grundlæggende overbevisning, at ingen toppræstation opstår tilfældigt. Det var ikke nok at håbe på en god dag – man skulle gøre sig fortjent til den. Et simpelt princip blev til et slags mantra: ”toppræstationer bliver ikke skabt i opvarmningshallen. De bliver skabt i de uger og måneder, der går forud.”
Fra ord til handling
Forandringen begyndte ikke med nye øvelser, den begyndte med forventninger.
Spillerne indgik fælles aftaler om, hvad det ville sige at repræsentere Danmark. Ikke som flotte formuleringer på et stykke papir, men som konkrete handlinger. Hvordan forbereder man sig? Hvordan prioriterer man sin restitution? Hvordan bruger man tiden mellem kampene? Hvordan møder man sine holdkammerater? Hvordan tager man ansvar – også når man ikke selv skal spille?
De aftaler blev ikke lagt i en skuffe. Spillerne fik løbende feedback – ikke kun på deres præstationer ved bordet, men også på de beslutninger, de traf uden for kampene og i deres hverdag. Det skabte en anden form for ansvarlighed. For første gang oplevede flere spillere, at det ikke kun var deres teknik, der blev udviklet. Det var også deres måde at være eliteatleter på.
Den usynlige konkurrence
Mange ved hvordan det plejer at se ud til store turneringer. Store haller, hundredvis af spillere, timer med ventetid. Det er let at bruge energien det forkerte sted. At sidde og følge kampe planløst, blive mentalt drænet, lade fokus forsvinde. Derfor blev dagsplanerne et centralt redskab. Ikke som kontrol, men som hjælp. Alle vidste, hvad næste opgave var.
Hvornår man skulle spise, hvornår man skulle restituere, hvornår man skulle varme op, hvornår man skulle se video og hvornår man ganske enkelt skulle væk fra hallen.
Hvor man tidligere brugte hele dagen ved bordene eller på tribunerne, begyndte Danmark bevidst at bruge Players’ Lounge som base. Det var et lille greb, men et, der gjorde en stor forskel. Spillerne bevarede energien, de bevarede koncentrationen og de mødte op til kamp med en klar plan.
Danskere i fuld gang med at restituere i Player’s Lounge mellem kampene ved U21-EM
Tro er noget, man øver sig på
Forberedelse var den ene halvdel; den anden var tro. Ikke optimisme, ikke ønsketænkning. Men en reel forventning om, at man kunne slå spillere, der på papiret var bedre. Det krævede et opgør med en kultur, hvor man næsten undskyldte sine egne ambitioner. Hvor det kunne føles dristigt at sige højt, at man ville vinde.
I stedet blev ambitioner noget, man talte åbent om. Ikke fordi man forventede at vinde hver kamp. Men fordi man forventede at gå ind til hver kamp med intentionen om at gøre det. Den forskel kan lyde sproglig. Men i praksis ændrede den spillernes tilgang markant. Favoritter blev ikke længere mødt med respektfuld forsigtighed. De blev mødt som modstandere.
Resultaterne begynder at følge med
Forandringer i kultur kan være svære at måle. Men ved sommerens turneringer og mesterskaber begyndte de at kunne aflæses på resultattavlen.
Ved WTT Youth Contender Helsingborg havde Danmark for første gang to spillere i kvartfinalen i U19-rækken, og én – Johan Engberg Havsteen – der for første gang tog sig op på podiet, med nogle af karrierens største sejre i bagagerummet.
Ved U21-EM leverede Dominykas Samuolis sit hidtil bedste internationale mesterskab og spillede sig frem til ottendedelsfinalen i et særdeles stærkt felt. Oliver Berntsen avancerede til stage 2 og præsterede klart over sin seedning. På damesiden leverede Mille Lyngsø Stoffregen det bedste dameresultat i dansk U21-historie da hun avancerede til ottendedelsfinalen, hvor hun pressede sin modstander til det yderste men tabte. En modstander der endte med at vinde hele mesterskabet.
Og ved ungdoms-EM viste U19-herrerne for alvor, hvad processen havde flyttet. Holdet vandt de kampe, man på papiret skulle vinde.
Det lyder måske banalt. Men netop de kampe havde tidligere vist sig overraskende vanskelige. Og efter at have sikret avancement til A-slutspillet pressede Danmark et af Europas stærkeste hold – Polen – til det yderste. En kamp der var så tæt på at gå den anden vej, at Polens landstræner dagen efter sagde: ”I’m sorry… We should have lost this match”.
Kommentaren blev taget imod med et grin. Men den blev også et billede på noget større. Danmark havde ikke længere blot vist, at man kunne spille godt mod Europas bedste. Man havde fået dem til at tvivle. Og trænere fra flere nationer – herunder Tyskland, Frankrig, Spanien, Ukraine og England – har i de sidste måneder kommenteret positivt omkring den stærke holddynamik og udviklingen i den danske lejr generelt.
Skuffelse i den danske lejr efter nederlaget mod Polen – en kamp alle troede på, at de kunne vinde.
Samme retning, bare en anden vej: værdierne i første række for U19-damerne
Mens U19-herrerne arbejdede målrettet med struktur, forberedelse og professionelle vaner, udviklede der sig sideløbende en anden proces omkring U19-damerne.
Målet var det samme. At skabe et hold, der kunne præstere bedre, når presset var størst. Vejen dertil blev bare en anden.
Landstræner Magnus Mallander havde gennem længere tid fulgt den kulturforandring, der var i gang omkring herrelandsholdene. Ikke kun fordi resultaterne begyndte at komme. Men fordi den viste, hvor stor betydning tydelige forventninger og fælles ansvar kunne have.
– Peter har ikke kun været et frisk pust. Han har også tvunget mig til at udfordre nogle af mine egne grundantagelser. Jeg har set, hvor stor forskel tydelige dagsplaner kan gøre, og hvordan klare aftaler skaber en kultur, hvor alle tager større ansvar – både for sig selv og for hinanden. Troværdigheden i, at man er tro mod det man har aftalt og at alle forventes stå på mål for deres handlinger, gør enormt meget for at bygge en stærkere kultur.
Men Magnus vidste også, at U19-damernes udfordringer ikke nødvendigvis skulle løses på præcis samme måde. Holdet havde brug for sit eget fundament.
Muligheden for at bygge et eget fundament opstod, da sportspsykolog Catarina Hvidberg – efter et praktikforløb hos Team Danmark hvor hun blandt andet arbejdede sammen med Bordtennis Danmark – kontaktede Magnus med et ønske om at fortsætte samarbejdet.
De var hurtigt enige om én ting. Hvis sportspsykologi skulle gøre en reel forskel, måtte den tage udgangspunkt i det, der faktisk foregik i træningshallen og ude ved turneringerne. Ikke i teorien, men i praksis.
Arbejdet begyndte med individuelle samtaler, videoanalyse og observationer ved turneringen Safir International. Spillerne talte om den atlet, de gerne ville være. Hvordan de ønskede at fremstå, hvordan de ønskede at reagere, når kampen gik imod dem. Projektet gav stof til eftertanke. Men det stod også hurtigt klart, at refleksionerne i sig selv ikke var nok.
– Flere spillere kunne godt se idéen, men havde svært ved at omsætte den til handling. Hvordan ser en værdi egentlig ud, når man står ved 9-9 i femte sæt?
Det spørgsmål blev meget vigtigt for næste skridt i processen.
Skarpe værdier, tydelige handlinger
Inspireret af det arbejde, der samtidig foregik omkring herrelandsholdet og Team Danmarks sportspsykolog Jonas Pallesen, ændrede processen karakter. I stedet for at tale om værdier som idealer begyndte holdet at definere dem gennem handlinger.
Ikke: “Hvad vil vi gerne stå for?”
Men: “Hvordan skal det kunne ses?”
Spillerne formulerede i fællesskab tre værdier.
Vedholdende.
Respektfuld.
Nærværende.
Men vigtigere end ordene var de konkrete handlinger, der blev koblet til dem. Hvordan opfører man sig på bænken? Hvordan reagerer man efter et tabt sæt? Hvordan støtter man en holdkammerat? Hvordan holder man fokus, når man selv ikke skal spille?
Der blev udarbejdet ti fælles handlinger. Ikke som regler, men som en fælles kontrakt.
– Catarina var meget tydelig omkring én ting. Værdier er værdiløse, hvis de ikke bliver omsat til handling. Og evalueringerne skulle tage udgangspunkt i, om vi levede op til værdierne – ikke om vi vandt eller tabte.
Den tanke kom til at præge hele mesterskabet.
Da nederlaget blev afgørende
Danmark åbnede holdturneringen med sejre over Schweiz og Montenegro. Derefter ventede Sverige. En kamp, hvor holdet ganske enkelt ikke ramte det niveau, man forventede af sig selv. Nederlaget betød, at vejen til A-slutspillet nu gik gennem en meget svær og altafgørende playoff mod Italien. Tidligere kunne et sådant nederlag let have sat sig mentalt. Denne gang gjorde holdet noget andet.
En time efter kampen samledes spillerne og trænerteamet, som man aftalt at gøre efter hver kamp. Ikke for at diskutere stillingen, ikke for at tale om tabte muligheder, men for at evaluere én ting. Havde de levet op til de værdier, de selv havde besluttet?
Det ændrede stemningen. Fokus flyttede sig nemlig fra skuffelsen over resultatet til de handlinger, spillerne selv kunne kontrollere. Når han i dag kigger i bakspejlet så beskriver Magnus Mallander netop den evaluering som et af mesterskabets vigtigste øjeblikke.
Foto: Manfred Schillings
Da værdierne blev testet
Italien var på papiret favorit, rangeret som nummer 11 i Europa. Danmark som nummer 22. Men den forskel kunne ikke mærkes ved bordet.
Maja Hansen gav Danmark den perfekte start når hun lagde ud som lyn og torden med en overbevisende sejr over den italienske toer. Derefter fulgte Stella Rosenmeier op mod en modstander med en spillestil, der normalt gav store problemer. Bagud 1-2 i sæt holdt hun fast i sin plan. Kampens momentum ændrede sig. Danmark var pludselig foran 2-0. Det efterlod ansvaret hos Fiona Overgaard. Under maksimalt pres spillede hun en af karrierens stærkeste kampe og lukkede holdopgøret med en sejr 12-10 i femte sæt.
3-0.
Danmark var tilbage i A-slutspillet. Glæden var stor. Men rutinen blev fastholdt. En time senere sad holdet igen samlet. Ikke for at fejre, men for at evaluere. Havde de været vedholdende? Havde de været nærværende – især på bænken? Havde de vist respekt – både for modstanderen og for deres egen plan?
Svaret var ja, ja og atter ja. Og netop derfor blev sejren større end resultatet alene.
Kultur viser først sin værdi, når modgangen rammer
Sejren over Italien udløste jubel. Danmark var tilbage i A-slutspillet, og én af turneringens største overraskelser var en realitet. Men i virkeligheden begyndte den største prøve først dér. Få timer senere ventede nemlig Polen.
En af Europas absolutte stormagter på ungdomssiden. Et hold med bredde, international erfaring og medaljeambitioner. På papiret var opgaven næsten umulig. Danmark tabte så også holdkampen 3-0.
Men efter kampen var oplevelsen en anden end resultatet antydede. Spillerne havde konkurreret i samtlige kampe. De havde fastholdt deres planer. De havde støttet hinanden. Og de havde insisteret på at spille efter deres egen plan, selv når de var bagud.
Magnus Mallander fremhæver netop den kamp som en af de præstationer, han er mest stolt af.
– Polen var ganske enkelt bedre end os. Men vi viste, at vi kunne stå på samme bane og konkurrere med dem uden at blive passive. Vi blev ved med at udfordre, vi blev ved med at tro på vores plan, og bænken leverede energi fra første til sidste bold. Den kamp viste mig, at vores værdier holdt – også mod en af Europas bedste nationer. Jeg blev endda spurgt af en ukrainsk landstræner om vi endte med at vinde kampen – når jeg sagde at vi tabte 0-3 blev han meget overrasket, da han udefra syntes at det lignede at vi var førende i kampen!
Det blev en vigtig erkendelse. For kultur handler ikke om at fjerne nederlag. Den handler om, hvordan man reagerer på dem.
Da trætheden meldte sig
Næste dag begyndte virkeligheden at kunne mærkes.
Mesterskaber som ungdoms-EM handler ikke kun om teknik og taktik. De handler også om at håndtere mange dage med højt spændingsniveau, ventetid, transportkaos, forventninger og konstant fokus.
Danmark tabte placeringskampene mod Ungarn og Tyrkiet. Sportsligt var skuffelsen til at tage og føle på. Men evalueringerne pegede stadig i den samme retning. Spillerne holdt fast i de aftaler, de selv havde formuleret. Bænken arbejdede fortsat for dem, der stod ved bordet. Ingen begyndte at pege fingre, ingen begyndte at lede efter undskyldninger. Det ændrede ikke resultaterne, men det ændrede måden, holdet kom videre på. Og det blev afgørende.
Den kamp, ingen har lyst til at spille
Ved UEM findes der én kamp, alle ønsker at undgå: kampen om 15.-16.-plads, mere kendt som kampen om at blive i A-divisionen. Vinderen får lov til at blive blandt Europas bedste. Taberen starter forfra året efter. For U19-damerne vækkede situationen særlige minder.
To år tidligere havde holdet været få bolde fra at overleve, men måtte rejse hjem med en nedrykning til B-divisionen. Nu stod Slovakiet på den anden side af bordet. Og Danmark kom hurtigt bagud 0-1. Præcis den start, der kunne få tvivlen til at melde sig.
Men denne gang skete der noget andet. Ingen ændrede adfærd. Ingen begyndte at jagte hurtige løsninger. Holdet blev ved med at gøre det, de havde aftalt hjemmefra. Stella Rosenmeier udlignede. Fiona Overgaard leverede endnu en nervekamp og vandt 11-9 i femte sæt. Derefter lukkede Maja Hansen holdkampen sikkert.
Danmark blev i A-divisionen. Resultatet blev naturligvis fejret. Men bagefter pegede Magnus Mallander på noget helt andet.
– Det var først efter den kamp, det for alvor gik op for mig, hvor meget processen havde betydet. Vi var trætte. Vi havde tabt to kampe dagen før. Alligevel holdt spillerne fast i det, vi havde aftalt. De stolede på hinanden. De stolede på processen. Det var måske den største sejr af dem alle.
Han fremhæver samtidig én spiller, som aldrig kom til bordet: Sally Lou, som ikke spillede ikke en eneste holdkamp. Alligevel blev hun en af turneringens vigtigste personer.
– Sally var nok den bedste holdkammerat, vi kunne ønske os. Hun gav energi ved hver eneste kamp, arbejdede benhårdt til træning og satte holdet foran sig selv hele ugen. Hun er et godt eksempel på, at man kan få enorm betydning for et hold, også uden selv at spille.
Det blev på mange måder essensen af hele processen. At et hold ikke kun bliver stærkere af gode spillere, men af spillere, der gør hinanden bedre.
De danske U19-damer sammen med sportpsykolog Catarina Hvidberg
Resultaterne er beviset – kulturen er fundamentet
Da U19-damerne besejrede Slovakiet og sikrede sig endnu et år blandt Europas bedste nationer, stod en historisk situation tilbage.
For første gang i mere end et årti havde Danmark både et U19-herrelandshold og et U19-damelandshold i A-divisionen ved ungdoms-EM. Det er i sig selv en sportslig milepæl. Men måske endnu vigtigere er det, hvad resultatet fortæller om vejen dertil. For ingen af de to hold nåede dertil ved hjælp af ét enkelt tiltag.
Der var ingen magisk træningsøvelse, ingen hurtig løsning, ingen enkeltstående kamp, der ændrede alt. Udviklingen er resultatet af mange års arbejde med at skabe bedre rammer for unge spillere – og med at ændre forståelsen af, hvad det kræver at nå international topklasse.
Fra de første karrieredage og landsholdslejre, til arbejdet med internationale træningsmiljøer. Fra Peter Rosenmeiers fokus på forberedelse og ansvar, til U19-damernes arbejde med værdier og konkrete handlinger. Fra individuelle ambitioner, til en fælles forståelse af, at alle omkring et hold bidrager til præstationen.
Det er forskellige processer. Men grundidéen er den samme. At kultur ikke er noget, man skriver ned. Det er noget, man gør. Hver dag. Eller for at citere tidligere landsholdsspiller og damelandstræner i håndbold, Lars Jørgensen, fra hans oplæg ved en af karrieredagene:
”Kultur er det vi skaber, når ingen andre kigger”
Når ambitioner bliver til handling
I eliteidræt tales der ofte om kultur, om værdier, om mentalitet. Men ordene har kun værdi, hvis de kan mærkes, når presset rammer.
Når man er bagud i femte sæt, når favoritten står på den anden side af bordet, når kroppen er træt efter flere dages konkurrence, når resultatet ikke går ens vej. Det var netop dér, U19-landsholdene viste deres største udvikling. Ikke fordi de vandt hver kamp.
Men fordi de i langt højere grad end tidligere formåede at fastholde den adfærd, der giver mulighed for at vinde de svære kampe. Det er måske den vigtigste læring fra sommerens mesterskaber. At troen på, at man kan konkurrere med de bedste, ikke opstår af gode intentioner alene. Den opstår, når hverdagen begynder at ligne den virkelighed, man gerne vil nå. Når forberedelserne bliver bedre, når kravene bliver tydeligere, når holdkammerater tager ansvar for hinanden. Når spillere ikke bare spørger:
“Hvordan bliver jeg bedre?”
Men også:
“Hvordan gør jeg holdet bedre?”
Et stærkere fundament
Resultaterne fra Gondomar er derfor ikke en afslutning. De er en bekræftelse på, at retningen er rigtig. For bag de to A-divisioner står en større ambition:
At skabe en dansk talentudvikling, hvor flere spillere forstår hvad det vil kræve at tage det næste skridt mod international seniorbordtennis, og er villige til at investere i den vej. Hvor unge atleter ikke kun udvikler deres spil, men også deres forståelse af, hvad det kræver at være professionel. Hvor ambitioner ikke skal undskyldes, men omsættes til handling.
Ungdoms-EM viste, at Danmark kan konkurrere med Europas bedste.
Men måske viste mesterskabet noget endnu mere værdifuldt: at Danmark er ved at udvikle en kultur, hvor det bliver mere naturligt at tro på, at man kan. Hvor man stiller høje krav til sig selv og sine kammerater både i hverdagen og i konkurrencesituationerne. Og i sidste ende er det måske den største sejr. For medaljer og placeringer kan ændre sig fra år til år. Men en stærk kultur kan bygge fundamentet for mange resultater fremover.
Foto: Manfred Schillings