Bentsen før CL-åbneren:

I denne weekend serves Champions League 2010/11 i gang – og for tredie gang i træk er det med dansk deltagelse i den fineste klubturnering i Europa!

Roskilde Bordtennis skal i gruppespillet op mod franske Pontoise Cergy, tyske Ochsenhausen og østrigske Niederöstereich – og det er mod sidstnævnte at CL-sæsonen indledes.

På lørdag, d. 4. september, gæster det østrigske storhold domkirkebyen – og med sig har de bl.a. den tidligere verdensmester, Werner Schlager og den tidligere doubleeuropamester, Chen Weixing.

WERNER SCHLAGER (Foto: ittf.com)CHEN WEIXING (Foto: ittf.com)

“Åbningskampen mod Niederösterreich er jo en stor mundfúld, men vi håber og tror at vi kan skabe nogle overraskelser i løbet af sæsonen – og forhåbentlig allerede lørdag.

Vi vil være underdogs i alle kampene, men målet er at komme videre i den ene eller anden turnering”, siger den spillende sportsdirektør, Allan Bentsen, der både på egne og resten af truppens og klubbens har visse forventninger til Champions League-sæsonen som helhed:

“Forventningerne til sæsonen er jo med udskifningerne på holdet blevet lidt mindre – vi har skiftet ud på nogle pladser, men stemningen i truppen er den samme.

Vi er glade for den fortsatte deltagelse i Champions League, og ser frem til flere store kampe på hjemmebanen i Roskilde – vi lægger ud med at kunne præsentere en tidligere verdensmester og Europas bedste defensivspiller.

Udover at tilskuerne kan forvente en masse god bordtennis, vil vi kæmpe med alt vi hart lært, for at skabe overraskelsen”, siger sportsdirektøren.

ALLAN BENTSEN (Foto: Jens Luckenbach)

Roskilde Bordtennis stiller med et hold, der vælges fra en trup bestående af nyerhvervede Roko Tosic fra Kroatien, Finn Tugwell, Casper Gammelmark, Emil Sass, Henrik Vendelbo og altså den spillende sportsdirektør, Allan Bentsen.

Det er År 1 efter tabet af Michael Maze og Oh Sang Eun – sidste sæsons superstjerner.

Trods dette, vil der i CL-åbningskampen være to spillere på plads, der enten er eller har været både verdens- og europamester, samt tre spillere, der er nuværende eller tidligere europamestre, når alle alderskategorier tages med.

Det er altså et sandt mestermøde, der venter lørdag eftermiddag i Roskilde, hvor der for første gang spilles Champions League-bordtennis i den mindre Hal 2 i Roskilde Kongrescenter:

“Den mere intime hal kan måske give os det sidste i de tætte kampe, og vil skabe en endnu bedre stemning, og jeg håber at det vil give os yderligere hjælp fra publikum”, slutter Allan Bentsen.

Billetsalget til åbningskampen er i fuld gang – der kan bestilles via linket eller købes ved indgangen.

ROSKILDE v NIEDERÖSTEREICH

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 90 24 45
Kontaktperson e-mail: allan.bentsen@btk61.dk