Beslutning vedrørende UEM 

Der afholdes Europamesterskaberne for Ungdom d. 6. til 15. juli 2022 i Beograd i Serbien. Rækkerne er som sædvanligt for pige- og drengespillere (cadet boys and girls) samt herrejunior og damejunior. I hver række er det muligt at stille op i hold (tremandshold for juniorer, tomandshold for drenge-/pigespillere), double, mixed double og single. Noget nyt i år er, at man tæller som juniorspiller op til U19 og ikke U18, som det var tidligere. Det betyder, at de ældste spillere, som kan deltage i år, er født i 2003. For pige- og drengespillere går grænsen ved spillere født i 2007.

 

Til det kommende UEM i 2022 har BTDK’s landstræner Magnus Mallander, på baggrund af internationale lejre og stævner, besluttet, at der vil blive sendt tre hold afsted; et drengehold, et herrejuniorhold og et damejuniorhold.

 

Trupperne til de tre hold vil blive udtaget på et senere tidspunkt. Der står dog en plads i hver trup på spil ved Ungdoms DM 7.-8. maj 2022. Vinderen i drenge-, herrejunior- og damejuniorrækken til Ungdoms DM vil være kvalificeret og berettiget til deltagelse i single- og doubleturneringen til UEM. Holdet til holdturneringen udtages udelukkende af BTDK’s landstræner.

 

Spørgsmål rettes til magnus.mallander@bordtennisdanmark.dk.