Blandet danskerweekend

I den forgangne weekend var der succes og knap så meget succes for de danske spillere i de tyske Bundesligaer, hvor der var sejre og nederlag til de fire danskerklubber:

SV Siek med Mikkel Hindersson og Jakob Asmussen er fortsat ubesejrede i 2. Bundesliga Nord, hvor det lørdag blev til en knusende hjemmesejr over MTV Jever, der blev besejret med 9-1.

Der var fuldt hus til danskerduoen, der hver vandt en single + doublen sammen – det blev kun til et enkelt sættab i de tre kampe, hvilket ikke kom bag på Asmussen:

“Holdkampen var på forhånd ud set til at skulle være en ret så let opgave. Det blev det også, men Mikkel og jeg var fra start fokuseret på ikke at lukke modstanderne ind i de kampe vi spillede.

Vi lykkedes med dette og vandt begge 3-0, uden rigtigt at blive presset, så en rigtig god arbejdsindsats fra vores side.

Nu ser vi frem mod næste weekend, hvor opgaven bliver noget sværere”, siger Asmussen, der sammen med Hindersson i næste runde møder SV Union Velbert på udebane om lørdagen, inden der søndag er danskeropgør på menuen mod TTC Schwalbe Bergneustadt med Jonathan Groth.

Netop Bergneustadt, med Groth i øverste parkryds, tabte i en tæt holdkamp på udebane til TTC indeland Jülich – det blev 9-7, og kun en enkelt pind til Groth.

Pernille Agerholm og MSV Tostedt kunne ikke følge op på den gode sæsondebut i damernes 2. Bundesliga Nord, hvor det på hjemmebane blev til nederlag på 3-6 mod TuS Uentrop.

Agerholm tog en enkelt pind i sine to singler, og kan nu se frem til en spillepause på tre uger, inden Tostedt d. 2. oktober møder TTVg WRW Kleve på udebane.

– se kredsindeling, resultater, m.m. fra de tyske Bundesligaer hos DTTB

SV SIEK

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 25 49 97
Kontaktperson e-mail: peter.sartz@dbtu.dk