Traditionen tro, afholdt Vanløse igen i år Idrætsnatten. I år valgte vejrguderne at sætte deres tydelige præg på begivenhederne – det regnede simpelthen hele aftenen. Vi (Jakob Asmussen, Stephan Jensen og undertegnede) var derfor lidt skeptiske, da vi mødtes ude i vores tildelte lokale. Kommer der mon nogen? Hvor mange? Etc.
Vi havde fået tildelt nogle lokaler der ligger i forbindelse med frikirken i Vanløse?, og var noget spændte på – hvor det egentlig var vi skulle spille? Lokalet viste sig at være helt ok. Der kom ikke så mange som vi havde håbet på, i løbet af de 2 ½ time vi var der, kom der omkring 50 personer forbi og kigge/spille.
Når det så er sagt – skal det også nævnes, at de der kom og kiggede havde det rigtigt sjovt – de fik alle en masse bordtennisfakta fra breddekonsulenten – omkring Jakob og Stephans træningsmængde – hvor gode de er – hvor hurtigt man kan få en bordtennisbold til at flyve, etc. Samtidig med at breddekonsulenten snakkede løs, kunne deltagerne kigge på Jakob og Stephan, der lavede en masse tricks – specielt var det populært når Jakob spillede med battet i venstre hånd, og Stephan slog til bolden bag om ryggen.
Herefter blev der udfordret på kryds og tværs, og alle der ønskede det, fik muligheden for at spille mod begge elitespillerne.
Vi havde også medbragt et minibord, der kombineret med elefantbolde skabte meget sjov og ballade.
Der kom flere tilskuere der tidligere havde spillet i klub – og disse kunne hver især deres flotte slag – Stephan og undertegnede blev især presset af et par unge kanutter, der spiller i Brønshøj (Den ene er træner) – disse to havde den frækhed at spille mod os med minibats! Stephans store rutine var dog udslagsgivende og vi vandt til sidst.
Alt i alt var det en hyggelig aften i Vanløse, som vi glæder os til at deltage i igen næste år.