Herrernes DT starter i weekenden

Herrerne starter i weekenden de første kampe i dette års bordtennisliga, hvor klubberne skal godt fra start, hvis første målsætning om en plads i medaljeslutspillet skal indfries.

Den nye dreng i klassen, Hørning BTK, der er tilbage efter næsten 20 års fravær, og skal nu igen kæmpe med kæmpe mod de bedste hold i landet. Hørning havde sin storhedstid for 30 år siden, da spillere som Allan Bentsen og Finn Tugwell gjorde holdet til danske mestre tre år i træk i 93’, 94’ og 95.

I denne sæson må holdet nok tage til takke med en placering bagerst i klassen med mindre, at holdets nytilkomne juniorlandsholdsspiller Christian David Hold stepper op og har nogle overraskelser i ærmet. Holdet består desuden af Jan Bechmann, Emil Madsen, Christian Teilmann og Benjamin Sørensen. Bagerst i klassen kan man nok også forvente, at KBH/BB kommer til at spille efter, at de har mistet deres profiler Kim Nylander og fremadstormende Emil Friis, der for nylig gjorde det godt til Nordeuropæiske mesterskaber i Lituaen og træner som fuldtidsprof. i Söderhamn i Sverige i en stærk træningstrup med bl.a. Jens Lundqvist.

KBH/BB får en hård sæson, men der er fightere på holdet, som givet kan klare skærene sidst på sæsonen. Holdet består af Carsten Egeholt, Sune Larsen, Søren Jakobsen og Thomas Jensen.

I mellemgruppen, der for alvor skal kæmpe om en plads i top fire, når vi kommer dertil senere på sæsonen, er Virum, B75, Herlev og Hillerød. Umiddelbart virker B75 og Herlev stærkest men et Virum hold i form med Kongsgaard og Dyekjær i front kan sagtens presse de øvrige hold. Det bliver spændende at følge Herlev, om tilgangen af Nylander og Friis kan tilføre nogle ekstra procenter, der kan vende tætte kampe til Herlevs fordel. Holdet har Thor B Christensen i front, men Thor har været syg med kyssesyge hen over sommeren, så han er i fuld gang med at spille sig tilbage i form. Hvis Herlev skal presse på helt i toppen af ligaen, bliver Thor en nøgleperson.

Hillerød har de to young guns Daniel Simonsen og Peter Svenningsen i front, og deres form kan blive afgørende for, hvor Hillerød kommer til at ligge i feltet i år. Holdet består desuden af et par svenske spillere i form af Charlie Viding og Hugo Törngren.

B75 har fået tilgang af unge Mathias Larsen fra Silkeborg, der bliver en del af deres daglige professionelle trænings setup. Imponerende at nordjyderne trods svære tider formår at fastholde et stærkt træningsmiljø, der igen i år skal bringe dem til kampen om metal. Hvis nogen skal true særligt Næstved finaledrømme, så er B75 er stærkt bud.

B75 stiller med Mathias Larsen, Georgios Stamatouros, Mahmoud Helmy og Johan Barius.

Øverst i ligaen igen igen forventer vi en indædt kamp om guldet mellem Roskilde Bordtennis og Næstved Bordtennis. Begge hold kan svinge lidt i løbet af sæsonen, men når pokalen af guld står på højkant, har begge hold vist, at de kan skabe drama i topklasse med finaler, der afgøres i golden set.

Næstved har fået tilgang af Patrick Skarsholm, og det skal blive spændende at følge, om Skarsholm kan bidrage med ekstra vitaminer og fart til holdet, når der snerper til i medaljespillet. Næstved spiller med følgende spillere på holdet Khaled Assar, Andreas Törnkvist, Michal Obeslo og Cristian Chirita.

Roskilde Bordtennis har vanen tro et stærkt hold, der må påtage sig favoritværdigheden mod de fleste hold, når Maze, Hindersson, Bentsen og Lundqvist i A kæden. Der bliver givet plads til nogle unge folk på holdet i løbet af sæsonen, men når guldet skal fordeles, er det nok sidste år guldhold, der igen skal spille guldet hjem til Roskilde.

I første runde i den kommende weekend begynder vi med en bunke opgør, der kan gå begge veje, og som vil give et praj om, hvem der går efter slutspillet og hvem der er i bedst form. Lidt drama kan der da også komme, når Virum gæster B75. Virum fortæller, at spillerne er i form, så nu er spørgsmålet, om det gør en forskel mod profferne fra B75.