Bordtennissucces

Tjele Efterskole har igen i år stor succes med bordtennis. Hele 33 ud af skolens 129 elever har valgt bordtennis som deres linjefag, og på holdet er der blandt andet landsholdsspillere fra Grønland og Færøerne.

Eleverne kan vælge mellem 2 træningshold. Det ene hold træner minimum 2 gange om ugen, mens det andet træner minimum 3 gange om ugen og har længere træningspas. Langt de fleste træner mindst 3 gange om ugen og flere af dem endda 4 eller 5 gange om ugen. Og bliver hallen ikke brugt til andet, er det også muligt at selvtræne, hvilket mange af eleverne benytter sig af. Det er mange timer om ugen, og det ses tydeligt, da eleverne allerede på den første måned er blevet markant bedre.

To af ugens træninger er sammen med ungdomsspillere fra Team Nørreå bordtennis. Det giver rigtig god sparring for alle, at de træner sammen. Team Nørreå har også fælles træninger på Tjele Efterskole fredage og i weekender, hvor eleverne kan være med. Trænere på disse ekstra træninger er elitedivisionsspillere fra Team Nørreå bordtennis. Endelig tager en stor del af eleverne til Team Nørreås træning i Skjern, så de er en del af klubben.

Flere elever er også med på enten ungdomsdivision eller serie hold i Team Nørreå, ligesom de repræsenterer Team Nørreå til stævner. Spillerne på Tjele Efterskole bliver tilbudt at være med i cirka 10 stævner ligesom der også er 1 eller 2 udenlandske stævner i løbet af sæsonen.

Så vi lyver ikke, når vi siger at det er en stor succes med bordtennis på Tjele Efterskole.  

Forfatter: Christoffer Petersen
Kontaktperson tlf.: 22 32 14 47
Kontaktperson e-mail: tommj@sport.dk