Brøndby Idrætsefterskole

DBTU lilleBrøndby Idrætsefterskole logo_ForsideDBTU lilleBrøndby Idrætsefterskole logo_Forside

 

 Brøndby Idrætsefterskole inviterer til et særligt åbent hus arrangement i forbindelse med skolens bordtennislinje. Bordtennislinjen er et samarbejde mellem DBTU og Idrætsefterskolen.
Reservér derfor lørdag den 14. december 2013 allerede nu. Se invitationen her

Rød linje

Nicoline fortæller om sine oplevelser på “det usunde hold”:

 

Hvad har jeg fundet ud af efter Top Performance?

Jeg tror, at Top Performance ugen har gjort et indtryk på alle. Eleverne har hver især fundet ud af, at henholdsvis sund og usund mad, påvirker én forskelligt. Både den mentale og fysiske del bliver påvirket og formålet er selvfølgelig, at eleverne bliver bevidste om, hvad der er bedst for lige netop dem. Hvilke forberedelser er de bedste, for at man kan præstere optimalt?

I de 2 døgn hvor jeg var på usundt hold, trænede jeg et par træningspas. Overraskende nok synes jeg at jeg trænede godt, eller i hvert fald bedre end forventet. Selvfølgelig kunne jeg mærke, at jeg ikke havde samme energi til at træne i to timer som jeg plejede og koncentrationen svingede også mere end normalt. Men alligevel var der noget anderledes.
Måske var det fordi, jeg kom til træning med en mere afslappet tilgang til træningen. Jeg havde ingen forventning om, at skulle have en virkelig god træning, da jeg vidste at det ville være umuligt på så usund en kost. Jeg havde intet resultatmål med træningen, men jeg besluttede mig for, stadig at fokusere på de tekniske ting som jeg plejede. Man kan derfor godt sige, at jeg havde et procesmål med træningen, men ikke en resultatmål. Samtidig kom jeg til træning med et ’lille’ sukkerboost bestående af en halv roulade. Så energien i starten af træningen fejlede ingenting.
Jeg tror, at forskellen på præstationen i træningen i Top Performance ugen og præstationen i andre træningspas, afhænger af spændingsniveauet. Noget jeg har taget til mig efter Top Performance ugen er, at man sagtens kan få noget ud af sådan en uge, selvom man ikke spiste optimalt og ikke trænede lige så meget som jeg plejede. Et godt eksempel kunne være, at jeg fik trænet min koncentration. Efter at jeg havde spist usundt, kunne jeg ikke på samme måde holde koncentrationen til træning, jeg blev ukoncentreret og mistede fokus på alle de andre ting jeg trænede. Jeg kan overføre det til en anden situation, hvor jeg ikke har spist usundt, men hvor der er noget andet der forstyrrer mig. Det kunne fx være tilskuere, en irriterende modstander eller noget helt tredje. Noget der gør, at jeg ikke kan koncentrere mig 100 %, på den ene bold jeg er i gang med at spille. Jeg kan altså tage det som en øvelse i, at holde koncentrationen, selvom noget forstyrrer mig.
Jeg tror, at det vigtigste man kan tage med fra ugen er, at stort set alt hvad man foretager sig på BIE kan overføres til noget positivt for ens sport i fremtiden. 

 
Et klip fra morgentræningen i Idrættes Hus. Thomas, Nicoline, Jacob og Rasmus deltager fra efterskolen.

Rød linje

Næste blogindlæg fra eleverne på bordtennislinjen er nu skrevet. Denne gang er det Peter Jensen og Jakob Hansen som fortæller om en typisk uge på efterskolen.

En helt almindelig uge på Brøndby idrætsefterskole

På en helt normal hverdag, står vi op kl. 7.00 og går i bad. Derefter spiser vi morgenmad i vores kantine, som hedder 09’eren kl 7.30. Når vi har spist, træner vi fra kl 08.00-09.45. Mandag træner alle bordtennisspillerne samlet serv/retur træning i vestegnens lokaler. Tirsdag er alle spillerne delt op efter niveau, så de landsholdrelaterede spillere træner med på morgentræningen i idrættens hus, de andre spillere træner i vestegnens lokaler, hvor de kører kinatræning med hinanden. Onsdag er der ingen morgentræning. Torsdag er det samme program som om tirsdagen i idrættens hus, mens spillerne i vestegnen træner et almindeligt pas. Fredag kører vi alle sammen samlet et skadesforbyggende fysisk program, som vi har fået udleveret af en af team Danmarks fysiske trænere. Efter træning går vi direkte i bad, hvorefter vi går til undervisning som starter kl 10.15. 10. klasses eleverne har fri 14.15 alle dage undtagen torsdag hvor der er rengøring på værelserne og derfor har alle elever fri kl 11.45. 9. klasses eleverne har undervisning til kl. 16.00 alle dage, undtagen torsdag selvfølgelig. Efter undervisningen tager spillerne til deres individuelle eftermiddags træning. Nogle i idrættens hus, andre i deres klubber. Der serveres aftensmad fra kl. 18.00-19.00, hvis man ikke har mulighed for at deltage til aftensmåltidet pga. træning, har man til frokosten, som er fra 12.00-12.45 haft mulighed for at smøre en lækker madpakke i stedet. Kl. 22.00 skal alle eleverne være på deres gange, og 22.15 skal alle være på deres værelser. Mellem 22.15 og 23.00 kommer lærerne rundt og siger godnat på de forskellige værelser.

Top performance

Top performance er et stort projekt som skolen har stablet på benene. Projektet går ud på at eleverne skal blive klogere på præcis hvad der skal til for at lave en top præstation. Projektet indebærer blandt andet 2 døgn hvor halvdelen af skolen udelukkende spiser usundt og den anden halvdel spiser sundt. Formålet er at finde ud af hvor meget kosten påvirker os når vi skal lave en top præstation. Måden vi skal undersøge påvirkningen på, er ved at lave en mental og en fysisk test inden de 2 henholdsvis usunde og sunde døgn, og så igen efter de 2 døgn. Vi synes begge at projektet er meget spændende og lærerigt. Vi håber og tror på at dette projekt vil hjælpe os et skridt i den rigtige retning i forhold til vores bordtenniskarrierer.

Som det er beskrevet, så har eleverne for nyligt haft et forløb “TopPerformance”, hvor de lærte om nogle af de andre aspekter af det at være/blive en dygtig bordtennisspiller. Læs om sund/usund hold, Peter Rosenmeier, stafet, test m.m. her

I uges løb blev der ligedes lavet en elevvideo – her er bl.a. Patricia og Nicoline involveret:
 

Rød linje

Eleverne flyttede ind på skolen d. 11. august, og har i den første måned haft introuge, bliveweekend, omlagt dag og linjetur. Sidste uges linjetur var fire dages træningslejr i Eslöv, hvor eleverne fik trænet og sparret med flere dygtige svenske spillere.

Bordtennislinjen giver mulighed for fire morgentræninger om ugen kombineret med det sociale efterskoleliv og det boglige. Ydermere kan eleverne selv planlægge eftermiddagstræninger så meget de selv vil, så længe de daglige pligter og skolearbejdet bliver passet. Udgangspunktet fra skolen er ganske klart: Så længe eleverne passer deres ting på skolen, så er de indstillet på at være meget fleksible mht. træningstider, holdkampe i hverdagen m.m.

Thomas Hansen.

I år er ti elever optaget. Jakob Hansen, Thomas Hansen, Rasmus Storkehave, Oliver Petersen, Peter Jensen, Benjamin Lillelund, Louise Jakobsen, Heaven Bobosha, Nicoline Koefoed og Patricia Jensen. Alle eleverne er i samme “basisgruppe” på efterskolen. Det vil sige, at de har en basislærer (Jesper) tilknyttet til at hjælpe dem med at koordinere hverdagen. Der er fælles møder, aktiviteter og opgaver som skal løses. Eleverne bor på to-mands værelser, og spiser, sover og går i skole i samme bygning.

Træningen foregår i Idrættens Hus og Vestegnens lokaler. Team Danmark har ligeledes stillet en fysisk træner til rådighed mht. råd og vejledning og benyttelse af styrkefaciliteterne, så én gang om ugen har eleverne et designet program, som de skal køre under supervision. Ydermere skal eleverne køre programmet én gang selv.

Morgentræningerne er med start 8.00 til 9.45. Der trænes “normalt”, kinatræning, serv/retur, koordination m.m. Cheftræner på projektet er Preben Larsen, og han og Christoffer Petersen ligger program for hver elev ud fra styrke, ambitioner og fysiske tilstand.

På Brøndby Idrætsefterskoles hjemmeside kan man læse mere om bordtennislinjen, samt hvornår evt. interesserede ansøgere kan komme til “Åbent Hus” m.m. I den forbindelse møder Viceforstander på efterskolen Martin Lund op til weekendens GP i Valbyhallen og svarer på spørgsmål omkring skolen, samarbejdet og projektet. Martin Lund og Christoffer Petersen vil stå klar lørdag mellem kl. 12.00 – 13.00 ude i forhallen.

På DBTU.dk vil man løbende kunne følge med i elevernes hverdag på skolen. Ca. én gang hver tredje uge vil eleverne opdatere deres blog, og her vil man kunne læse om hverdagen, udfordringerne, aktiviteterne og den daglige træning. 

Første indlæg er fra Patricia Jensen og Louise Jakobsen:

Som bordtennisspiller er det at gå på Brøndby Idrætsefterskole, en kæmpe mulighed. Efterskoleopholdet giver os muligheden for at udvikle os. Som elever, som sportsudøvere og som personer.

Vi føler, at vores hverdag hænger meget bedre sammen nu, end den gjorde før. Nu er venner, sport og skole kombineret. Brøndby Idrætsefterskole er en skole, som tager højde for vores udvikling. Lærerne er åbne og imødekommende, og det samme er størstedelen af eleverne. Vi føler allerede nu, at dette er vores hjem.

Mange af os har ikke før haft mulighed for at træne hver dag, men det har vi nu. Landsholdsspillerne har nu muligheden for at deltage i den daglige landsholdstræning i huset, mens resten har Brøndbys lokaler til rådighed. Nogle af os træner stadig i vores klubber, et par gange om ugen.
Bordtennislinjen er ikke specielt stor, og vi er derfor allerede nu kommet meget tæt på hinanden. Vi fungerer godt som en gruppe, og der er ikke nogen som er uden for.

Hvis man kigger på selve skolen, så er der heller ikke så meget at klage over. Hver dag får vi serveret lækker mad, en gang om ugen er der et fællesarrangement på skolen for eleverne og der er i det hele taget bare en fantastisk stemning på skolen. Ingen af os er i tvivl om, at dette er et af de bedste valg, vi nogensinde har taget. Både som bordtennisspiller, som elev og generelt bare som mennesker.

… og Benjamin Lillelund fortæller om den netop afsluttede linjetur til Eslöv.
 

I denne uge, har vi været på træningslejr i Eslöv. Vi ankom mandag formiddag, hvor vi straks gik i gang med træningen. Der blev både kørt almindelig træning, og Preben og Stuff kørte kinatræning. Der var rigtig gode forhold, da der var godt lys, rødt gulv og masser af plads bordene i mellem. Det var dog ærgerligt for alle spillere, at der til tider desværre manglede sparring fra svenske spillere, så de fleste var nødt til at spille med hinanden. Ellers var træningerne ifølge Peter ”eksemplarisk og præcis som træninger skal være”. 

Mandag og tirsdag havde vi to pas, hvor vi startede klokken 9:30 med et pas på to timer inden frokost. Derefter blev vi splittet op i to grupper, hvor det ene hold først trænede i to timer om eftermiddagen og det andet hold om aftenen. 

Onsdag var der knald på hele dagen. Vi stod op og spiste morgenmad klokken 7:00, og derefter startede træningen klokken 8:30, hvor man kunne vælge enten at træne almindeligt eller servetræne i 1½ time for derefter at køre en almindelig træning til klokken 12:30. Efter frokosten havde vi et par timers pause, som blev brugt til at sove trætheden ud af kroppen, så vi kunne være friske igen. Dagens 2. pas var klokken 15:30, som varede 2 timer. Dernæst stod den på aftensmad inden alle mand var klar til en kamppas klokken 18:30, hvor der blev spillet i hold. Rasmus, Thomas og Jakob var et hold, Peter, Oliver og Nicoline var hold 2, men Patricia, Louise og Heaven var 3. hold. De spillede hver mod nogle svenske modstandere, men det var kun hold 2, der formåede at tage en sejr, da de vandt 5-4. Hold 1 tabte 9-0, men hold 3 gjorde det en smule bedre, da Patricia hev en enkelt sejr hjem, så nederlaget ”kun” blev 8-1.

Lidt video fra turen (filmmand Benjamin Lillelund):

 

Frokosterne – eller lunchen, som det så fint hedder på svensk – bestod alle dage af ris og henholdvis pølser og kylling. Aftensmaden bestod af 2x spaghetti og kødsovs og en enkelt gang kylling og kartofler. 

Mandag aften var der arrangeret aftenhygge, og det bestod af en omgang gæt og grimasser, hvor det var pigerne mod drengene. Pigerne trak sig sejrrige ud, men det var til stor underholdning for alle.
 

Oliver Petersen i færd med oprydning på værelset.

Alle spørgsmål vedrørende skolen, ophold, økonomi og indmeldelse skal ske til Viceforstander Martin Lund på: martin@brondby-ie.dk.

Alle spørgsmål vedrørende træning, tider og andet i forbindelse med bordtennis skal ske til Christoffer Petersen eller Preben Larsen på Christoffer.petersen@dbtu.dk eller Preben@greve-btk.dk.

Den 29/9 på “Efterskolernes Dag” afholdes der et Åbent Hus arrangement. Her vil der bl.a. være præsentation af bordtennislinjen. Læs mere her.

Forfatter: Christoffer Petersen
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 10
Kontaktperson e-mail: christoffer.petersen@dbtu.dk