BTK 61 v OB

BTK 61 fortsætter den gode start i kampen mod endnu et af rækkens stærke hold fra OB
BTK 61 vandt 5-1 i en ganske seværdig kamp på BTK 61s nye hjemmebane i Roskildehallen, en arene der er intim og super til bordtennis.

Bentsen lagde ud mod Mattiasson i lidt af en nøglekamp, og Bentsen kom bedst fra start med godt spil og underholdende lange dueller et stykke fra bordet. Mattiasson fightede dog fint og var ved at komme tilbage i kampen inden det lykkedes Bentsen at lukke af med 3-1 i sæt.

I 2. kryds startede Hasse mod ubesejrede Poul Sørensen. Poul kom dog aldrig rigtigt i gang i den kamp som var præget af en del fejl, og endte 3-0 til Hasse.

I 3. kamp mødte Christian Bønne Larsen en af de nye unge spændende spillere i rækken, Englænderen Daniel Reed. Det var en ganske tæt kamp, men Bønne spille godt og trak det længste strå i nogle afgørende situationer og vandt 3-1. Det var en kamp der viste at unge Reed er en, der skal holdes øje med i sæsonen af konkurrenterne,

ikke mindst hvis han senere får lov at slå sine folder i 2. parkryds, da det nok er der han hører bedst hjemme. Bønne har omvendt vist, at han er blevet stabil på et godt højt niveau.

I 4. kamp var det to tidligere klubkammerater Løkkegaard og Hyrup, der stod overfor hinanden. Der var ikke den store spænding, Hyrup spillede både varieret og aggressivt og vandt uden rigtig at blive presset med 3-0. Stillingen efter 1. runde var 3-1 til BTK 61.

To gange 1. kryds mødtes, først en kamp som Bentsen vandt sikkert med Reed om end Reed kæmpede godt og var tæt på at fremtvinge et 5. sæt.

I den anden kamp mellem Mattiasson og Bønne startede Mattiasson bedst og tog første sæt klart, Bønne svarede igen og vandt lige så sikkert 2. sæt. I 3. sæt førte OBeren med 10-7, hvilket Bønne vendte til egen fordel og tog sættet 12-10. I 4. sæt spillede Bønne helt frit og med forhånden på det hele og slog sejren fast til 5-1.

Trods cifrene var det en spændende kamp, hvilket må siges at præge de fleste af de opgør vi har set i starten og sådan vil det sikkert fortsætte. Det er en fornøjelse at være med, når så mange klubber satser på både unge og erfarne danske spillere krydret med en fantastisk hob af svenskere, kinesere og en enkelt englænder.

Det er faktisk seværdigt bordtennis, som sagtens kunne underholde et publikum troværdigt, så det må være det næste de satsende elitedivisionsklubber skal hæve niveauet på.

Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man læse mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder om både denne og sidste sæson…

Forfatter: BTK 61
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 12
Kontaktperson e-mail: gitte.hvid@dbtu.dk