Da Dan Refstrup Jakobsen som blot 19-årig overtog formandsposten i jyske BTK Viby i 2009 fra afgående formand Hans Boisen, stod klubben med mange udfordringer.
Dan var nogle år tidligere som 16-årig startet som træner i klubben, hvor der skulle bygges en ny ungdomsafdeling op, da der ikke var andre ungdomsspillere tilbage i klubben end ham selv.
I 2009 havde Dan fået etableret en ungdomstrup med 16 faste spillere. Seniorafdelingen kørte på rutinen med et par aktive faste hold, hvor man ikke trænede andet end noget kamptræning i ny og næ.
Der var også en veteranafdeling i klubben, der spillede hver fredag om formiddagen og som helst levede som en selvstændig slags forening i foreningen.
”Klubben kunne karakteriseres som værende funktionel på niveau med rigtig mange andre mindre klubber. Der var faste folk, som drev de traditionelle klubmesterskaber samt holdledertjanser, hvilket medlemmerne var tilfredse med. Man havde ikke højere ambitioner, eftersom man ikke kunne overskue de arbejdsprocesser, som eventuel udvikling ville bringe med sig”, siger Dan Refstrup Jakobsen.
BTK Viby investerede i 2009 i et nyt rødt tuneringsgulv til de fire borde i hal 1. Klubben rådede over syv stationære borde fordelt på to rum, og havde dengang omtrent 30 aktive medlemmer.
Lokalerne renoveres bl.a. med nyt rødt gulv. Foto: Privat.
Fremgang i sneglefart
De første par år med Dan Refstrup Jakobsen som formand skete der ikke den store udvikling i klubben.
”Jeg var grøn og uvidende omkring bestyrelsesarbejdet. Mit fokus var primært på ungdomstræningen og mine spillere”, fortæller Dan Refstrup Jakobsen.
Efter et par år begyndte tingene at rykke lidt på sig. Et par forældre meldte sig ind i bestyrelsen. De havde kompetencer og ambitioner, som skulle vise sig at blive et vendepunkt for klubben.
Større ambitioner
”Forældrenes ambitioner fik mig til at tro på, at der fandtes nogen omkring klubben, som gerne ville mere end det daværende set-up tillod. De ville blive flere medlemmer. De ville skabe bedre rammer for ungdomsspillerne. De ville kort sagt gerne se, hvor langt man kunne tage klubben frem mod nye højder”, siger Dan Refstrup Jakobsen.
Men ambitioner kan ikke indfries, hvis ikke de efterfølges af visioner og målsætninger. Så Dan startede der, hvor han havde mest knowhow og størst motivation – eliten.
Seniorafdelingen lå niveaumæssigt et sted mellem Jyllandsserien og 2. division med Dan som 1. mand sammen med Karl Edney.
”Vi behøvede et ordentligt flagskib, hvis vores ungdomsspillere skulle have noget at aspirere mod. Vi behøvede et bedre førstehold. Faktisk kan man sige, at BTK Viby på denne måde gik stik imod den gængse forestilling om, at man skaber en stærk klub ved først at fokusere på bredden og dernæst eliten”, uddyber Dan Refstrup Jakobsen, der udnyttede sine evner indenfor networking til at få talt nogle spillere i gang, som ellers havde lagt battet på hylden. Således fik klubben først en ny førstemand i Rasmus Brunbjerg og sidenhen Simon Nykjær-Fisher. Disse to spillere endte sammen med Victor Nielsen og Dan Refstrup Jakobsen med at tage klubbens bedste hold op i 1. division.
Ungdommen kom med
At BTK Viby fik nogle stærkere seniorspillere fik den ønskede effekt ned omkring ungdommen. Træningskulturen blev endnu bedre blandt de ambitiøse. Hyppigheden af træning steg, og klubben fik også succes med at etablere et begynderhold i ungdommen, hvorfra man kunne rekruttere og fastholde ungdomsspillere langt bedre end tidligere.
Dan’s lillebror Philip Jakobsen og Simon Nykjær-Fisher udgjorde et stærkt trænerteam for denne trup. Philip var samtidig klubbens bedste ungdomsspiller og dermed et direkte produkt af Vibys ungdomsafdeling, som sidenhen blev implementeret i en lederrolle. Noget som bestyrelsen var glade for at se, da dette var en af klubbens mange nye målsætninger.
”En bæredygtig forening er nødt til at uddanne ledere og trænere, som kan føre klubbens kultur videre, og gerne udvikle den til nye højder”, forklarer Dan Refstrup Jakobsen.
Ungdomstræning i fuld gang. Foto: Privat.
Stærkest i Århus
Da BTK Viby kom op i 1. division lykkedes man med at forstærke holdet i en grad, der skulle vise sig for alvor at sætte BTK Viby på Danmarkskortet, og cementere klubbens plads som den stærkeste i Århus.
Klubben fik nemlig tilgang af Alexander Jørgensen, Sebastian Brinch og landsholdsspiller Tobias Stemann Lau. Dermed havde man et hold i 1. division bestående af Tobias, Alexander, Rasmus Brunbjerg, Simon Nykjær-Fisher, Sebastian Brinch og Dan Refstrup Jakobsen. Et hold, der skulle vise sig så stærkt, at BTK Viby spillede sig op i landets bedste række. Noget klubben ikke havde haft siden de hæderkronede dage i starten af 1990’erne.
Kamp i Dameligaen. Foto: Privat.
Vision 100 plus
Med et hold i landets bedste række, begyndte bestyrelsen at skrue op for visionerne. Man kiggede på medlemstallet, som havde ligget nogenlunde stabilt omkring de 50 i nogle år.
”Vi besluttede, at nu hvor man havde overhalet rivalerne fra Sisu/MBK på elitesiden, så måtte næste mål være at blive over 100 medlemmer og dermed følge i deres fornemme fodspor med mange aktive medlemmer”, husker Dan Refstrup Jakobsen.
Der arbejdes med klubbens navn på væggen. Foto: Privat.
Pladsmangel førte til tilbygning
I BTK Viby stod man overfor en lokalemæssig udfordring for med blot syv borde, hvoraf kun fire af dem reelt set havde den fornødne spilleplads, så var klubben i bekneb med både haltider og plads til flere medlemmer.
”Bestyrelsen begyndte at se sig omkring efter alternative spillesteder, men det var svært at overskue en flytning. Derfor gik vi i stedet med dialog med Århus kommune om en eventuel tilbygning af lokalerne. Dette startede en års lang forhandling frem og tilbage med diverse instanser”, fortæller Dan Refstrup Jakobsen, der fik brug for en række forældres kompetencer. Således var arkitekter, advokater, håndværkere og andre med knowhow med på høring og bestyrelsesmøder, hvilket i sidste ende resulterede i forhandlingskraft så stærk, at kommunen blev overtalt til at smide penge efter en tilbygning.
BTK Viby skød en stor del af egenkapitalen ind sammen med tilskuddet fra kommunen, og således påbegyndte man nu en renovering af lokalerne, der gav klubben to spillelokaler med henholdsvis fire og otte borde på rødt turneringsgulv og alt, hvad der hører med af bordtennismæssige omgivelser.
Et flot bordtennislokale. Foto: Privat.
Medlemsvækst
Byggeriet trak ud, og man måtte en hel sæson gæste BTEX og de borde, som forretning kunne stille til rådighed i deres lokaler på Tomsagervej i Aabyhøj. Sæsonen blev en overgangssæson, hvor ambitionen var at holde på eksisterende medlemmer. Men faktisk viste det sig, at der kom flere medlemmer til på trods af de midlertidige lokaler. Man startede nemlig endnu et projekt med henblik på at skaffe flere breddespillere.
”Vi havde set, at man i Sisu/MBK havde succes med at lave træningshold for nystartede seniorspillere. Altså satte vi en fast træner på et hold for disse seniorer. Vi lavede åbent hus-arrangementer og trak på hinandens indbyrdes netværk for at få så mange ned at prøve spillet som muligt. Det viste sig at være en kæmpe succes på fastholdelsesraten, og dermed vækstede klubben med små 30 medlemmer blot på disse enkle tiltag”, forklarer Dan Refstrup Jakobsen.
En moderne vægudsmykning er færdig. Foto: Privat.
Stafetten givet videre
Da klubben for et par år siden endelig fik de nye flotte lokaler, kunne man for alvor begynde at vækste på medlemssiden. Man startede en bat60-afdeling og byggede et endnu større og dygtigere træningsteam for både ungdom og seniorer.
”Vi satte kontingentet en smule op på trods af en sund økonomi – for det er utrolig vigtigt, at medlemmer mærker kvaliteten i det tilbud klubben giver dem. Kvalitet koster penge, og derfor skal man som klub ikke være bange for at hæve sit kontingent, hvis man samtidig kan implementere tiltag og individer, der er gavnligt for den kvalitative oplevelse medlemmerne høster ved at spille bordtennis”, fortæller Dan Refstrup Jakobsen.
På den måde gik man fra at være omtrent 80 medlemmer til nu i 2021 at have et medlemstal omkring de 140 aktive spillere. Målsætningen de kommende år er at blive over 200 spillere i BTK Viby.
Et klublokale med plads til hygge og præmieskab. Foto: Privat.
På 10 år er klubben dermed vækstet 100 medlemmer, og man har organisatorisk udviklet sig helt enormt. Denne erfaring tager Dan Refstrup Jakobsen, der nu har givet formandsposten videre til Simon Nykjær-Fisher, med i sit virke som konsulent for Bordtennis Danmark.
”Jeg er overbevist om, at når corona-pandemien har lagt sig, så kan vi få banket masser af liv klubberne igen”, siger den positive nu tidligere formand i BTK Viby.
Dan Refstrup Jakobsen (billedet) har overladt formandsposten i BTK Viby til Simon Nykjær-Fisher. Foto: Privat.