Vi er hermed klar til at offentliggøre budgettet for 2021. Jeg har nedenfor i punktform sat nogle ord på processen bag og ligeledes fremhævet nogle nedslagspunkter i budgettet. Det er imidlertid vigtigt at fremhæve at et budget reelt blot er en talmæssig præsentation af de indsatser og prioriteringer, som BTDK’s politiske ledelse står bag.
Bordtennis Danmark arbejder med 4-årige strategiaftaler med Danmarks Idrætsforbund. 2021 er sidste år i indeværende aftaleperiode, og vi har lige afleveret vores forslag til strategisk aftale for årene 2022 – 2025. Det har været en super spændende proces, og vi synes selvfølgelig selv, at vi har lavet et oplæg til en aftale, som bør ”belønnes” med en væsentlig større del af den kage, som vi deler sammen med de øvrige 61 specialforbund under DIF. I løbet af 2021 vil det vise sig om DIF’s bestyrelsen deler den opfattelse.
2021 er som sagt sidste år i den nuværende aftale, hvor de to spor omkring henholdsvis ”udbredelse og vækst” og ”regional talentudvikling” er omdrejningspunkterne, og hvor en stor del af indsatsområderne er defineret i aftalen. Så man kan sige, at vi har en vis frihed til at tænke ud af boksen, så længe vi bliver i boksen. Hvis det giver mening.
Vi synes, at vi med budgettet for 2021 har lagt et godt fundament for et år med fuldt tryk på en sammenhængende indsats for udvikling, vækst og virkelyst på mange planer, og jeg vil gerne takke alle involverede for en dedikeret og kompetent indsats i processen.
- Arbejdet med budget 2021 startede i weekenden 18 – 20 september, hvor ledergruppen var samlet til strategi seminar i Faaborg. Økonomigruppen bestående af Martin Lundkvist, Klaus Dam og Anders Mølgaard arbejdede herfra videre med at sætte tal på prioriteter og beslutninger, som igen blev præsenteret for ledergruppen på budgetseminar 30-31 oktober. På budgetseminaret blev de enkelte områder igen debatteret og vurderet og herfra blev opgaven med at udfærdige det endelige budget givet til økonomigruppen. Det endelige budget har været til kommentering i ledergruppen og efterfølgende godkendt i bestyrelsen.
- Budgettet skulle have været offentliggjort 30. november. Det er blevet 14 dage forsinket, da vi i økonomigruppen vurderede, at det var nødvendigt at vente på økonomirapporten for november 2020. På grund af Corona restriktionerne har der været en stor del af de planlagte BTDK-aktiviteter, som ikke har kunnet gennemføres, og det betyder, at vi kommer ud af 2020 med et overskud. I ledergruppen er der enighed om, at dette overskud skal overføres til 2021 som aktiviteter, således at der i 2021 i udgangspunkt budgetteres med et underskud svarende til det forventede overskud i 2020. Dette blev i øvrigt også debatteret på Årsmødet i august. Med november rapporten har vi et fornuftigt udgangspunkt for at kunne estimere det forventede overskud i 2020.
- 2021 er sidste år i den indeværende 4-årige økonomiaftale med DIF. Årets budget er altså et udtryk for de strategiske spor, som denne aftale indeholder. Indenfor disse rammer har vi i ledergruppen arbejdet med prioriteringer og initiativer, som vi mener bedst understøtter de intentioner og ambitioner, som er i sporerne. Der er imidlertid løbet meget vand gennem åen siden 2017, hvor disse spor blev beskrevet, så der har også været behov for at træde ud af boksen og arbejde med nye initiativer, som ledergruppen mener er nødvendige for at skabe udvikling og vækst i BTDK.
- I forhold til takstbladet er det besluttet, at der ikke vil ske ændringer i forhold til 2020. Alle takster forbliver de samme i det kommende år, som i indeværende. Vi har forventning om, at vi desværre kommer til at gå ud af 2020 med færre medlemmer, end vi gik ind i året med. Det er frygtelig frustrerende, da vi i rigtig mange klubber stod styrket og klar. Men restriktionerne i 2020 har i ekstrem grad vanskeliggjort et kontinuerligt arbejde ude i klubberne og i vores vækstteams. Derfor forventer vi trods uændrede takster at vores indtægter fra egenfinansieringen vil falde.
- I forhold til prioriterede fokusområder bør fremhæves:
- Øget aktivitet omkring klubudvikling gennem vækstteams
- Ny indsats omkring trænerudvikling og udvikling af træningsmiljøer
- Udvikling og afholdelse af nye events og camps for primært børn og unge.
- Dedikeret pigeindsats
- Omlægning af kommunikationsindsatsen
- Markant digitaliseringsindsats som vil blive forstærket endnu mere i den kommende 4 års aftale med DIF.
- Styrkelse af økonomistyringen i BTDK
Budgettet findes under hovedmenupunktet “Om BTDK”, eller via dette link.