Cembrit ny partner for EM

DBTU DBTU DBTU DBTU
STIGA STIGA STIGA STIGA

Pressemeddelelse fra Dansk BordTennis Union – 12. oktober 2012
Cembrit ny partner for EM i bordtennis: Med til at skabe rammerne for EM i Herning

EM i bordtennis, der begynder i Herning på onsdag den 17. oktober, har fået en ny partner, når den største bordtennisevent på dansk grund i over 7 år serves i gang i Messecenter Herning.

Det er en af Europas største virksomheder inden for fibercement, Aalborgbaserede Cembrit, der er den nye partner for EM i bordtennis.

“Dansk Bordtennis Union er glade for at byde Cembrit velkommen som partner for EM i næste uge.

Aftalen betyder, at vi kan præsentere en stærk national virksomhed, som også spiller med på den europæiske bane. Dette partnerskab er med til at skabe optimale rammer for de sportslige præstationer i Herning,” siger Jakob Staun, eventdirektør for EM i bordtennis.

“Cembrit er ikke uvant med sportsmarketing, men samarbejdet med Dansk Bordtennis Union om EM er vores første internationale sponsorat.

Dette skal ses som et direkte udtryk for, at vi forfølger vores ambition om at styrke vores tilstedeværelse på det europæiske marked. Som leverandør af tag- og facadeprodukter møder vi for det meste vores kunder i byggemarkeder eller på arkitektkontorer, men i situationer som denne kan vi møde vores kunder i øjenhøjde,” fortæller Mogens Fisker, adm. direktør i Cembrit Danmark.

”Allerede nu kan vi glæde os over den opmærksomhed og interesse som udspringer af eventen, hvor Danmark selvfølgelig har medajlehåbet Michael Maze, men også det store potentiale i de unge danske talenter og det stenhårde arbejde unionen ligger bag,” uddyber Jacob Staun.

“Med den nylige aftale for TV, spillernes gode forberedelser og et professionelt setup der snart står klar i Herning, cementerer vi i bogstaveligt forstand afslutningen på forberedelserne og begyndelsen til en begivenhedsrig uge for alle parter,” fortæller Jakob Staun.

“I den seneste tid har sponsorsituationen omkring EM i bordtennis været omtalt i medierne, og man kan derfor kun glæde sig over, at en virksomhed som Cembrit har lyst til at spille ping-pong med DBTU og EM.

Det har enorm betydning, at en TV-kanal som DR sender næsten 10 timer live fra Herning, hvilket forbedrer arrangørernes mulighed for at tiltrække de nødvendige sponsorpartnere,” siger Thomas Badura, direktør i rådgivningsbureauet SponsorPeople.

For yderligere, kontakt venligst:
Jakob Staun, Eventdirektør, Dansk BordTennis Union, +45 6168 7370
Mogens Fisker, Adm. Direktør, Cembrit Danmark, +45 9937 2222
Thomas Badura, Direktør, SponsorPeople +45 2889 8877

Om Cembrit A/S
Cembrit A/S med hovedsæde i Aalborg er et datterselskab i den internationale Cembrit-gruppe.
Som en del af Cembrit-gruppen har Cembrit A/S tilpasset sig de globale markedsudfordringer og muligheder. Et element i denne tilpasning har været at flytte produktionen til fabrikker i udlandet, og Cembrit A/S er i dag et rent salgs- og rådgivningsselskab.

Læs mere om Cembrit A/S på cembrit.dk.

Cembrit-gruppen har datterselskaber i 14 lande og er Europas næststørste og hurtigst voksende spiller inden for fibercementsbaserede byggematerialer. Det er bl.a. i kraft af den position, at Cembrit arbejder strategisk med at udvikle anvendelsesmuligheder.

Fakta om EM i bordtennis 2012
– Danmark og Herning er vært for EM i bordtennis 2012.
– EM afvikles i Messecenter Herning og Jyske Bank Boxen fra den 17.-21. oktober.
– Der er 301 deltagere med til EM fordelt på 38 lande og 159 herrer og 142 kvinder.
– Det er Dansk BordTennis Union, Herning Kommune og Sport Event Denmark, der er fælles partnere på EM.
– De indledende kampe spilles i Messecenter Hernings hal M. De afgørende spilles i Jyske Bank Boxen, hvor der er plads til 4.500 tilskuere fra fredag den 19. oktober.
– Sidst Danmark var vært for EM var i Aarhus i 2005, hvor det danske herrehold vandt guld. Hold-turneringen er ikke med i Herning i år.
– Ved dette EM spilles der single for herrer og damer og double for herrer og damer.
– Alle de store europæiske OL-stjerner ventes at konkurrere ved EM i Herning. Fra Tyskland er det specielt den store stjerne, Timo Boll, der ventes at gøre det godt. Han blev europamester i single i 2011 og 2010, men tabte til Maze i semifinalen i 2009 mens Boll også vandt EM i 2008, 2007 og 2002. Tyskeren Dimitrij Ovtcharov, der vandt en tæt OL-kvartfinale mod Michael Maze i London og senere vandt bronze, er et godt bud på en medaljekandidat mens også sølvvinderen fra de to sidste år, Patrick Baum, er et stærkt tysk kort. Europamesteren fra 2005, 2003 og 1998, Vladimir Samsonov fra Hviderusland, og Werner Schlager, Østrig, der blev verdensmester i 2003 (og tabte EM-finalen til Maze i 2009) er andre prominente navne.
– Danmarks største medaljehåb er Michael Maze, der både har vundet VM- og OL-bronze samt guld ved EM; i 2009 i single og i 2005 for hold. Danmark stiller med alle tre OL-deltagere, der udover Maze tæller Mie Skov og Allan Bentsen. Også en række af fremtidens danske spillere stiller op på hjemmebane – blandt dem den danske mester Jonathan Groth samt Kasper Sternberg, der sammen vandt EM-sølv i double i 2010. Også Mikkel Hindersson og Tobias Lau er en del af fremtiden for dansk bordtennis.
– Dansk BordTennis Union har 9.829 medlemmer.

Med venlig hilsen
Brian Martin Rasmussen

EM 2012 kommunikationskonsulent
Dansk BordTennis Union

Tlf. 22 12 02 40
brianmartinrasmussen@gmail.com
Skype: brianmartinrasmussen

Bag EM i bordtennis i Herning i 2012 står partnerne Dansk BordTennis Union, Herning Kommune og Sport Event Denmark.

Forfatter: Brian Martin Rasmussen
Kontaktperson tlf.: 61 68 73 70
Kontaktperson e-mail: jakob.staun@dbtu.dk