CL-drømmen lever endnu

Roskilde Bordtennis overlevede aftenens skæbnekamp i Champions League, da de med mindst mulig marginal slog franske Pontoise Cergy:

1-2 blev vendt til 3-2 i Roskilde Kongrescenter, og i den fjerde kamp lød stillingen i femte sæt på
9-7 i fransk favør, og Danmarks CL-deltagere var dermed kun to bolde fra en sandsynlig exit i den prestigefyldte turnering.

– hvis sportsdirektør Bentsen havde haft hår på hovedet, var disse sikkert blevet grålige undervejs!

Oh Sang-Eun klarede dog skærene mod franske Adrian Mattenet, og på sin fjerde matchbold lukkede han kampen mod franskmanden, der tidligere på aftenen havde slået Michael Maze, og udlignede til 2-2 i holdkampen.

Oh havde også vundet sin første kamp, og bragt RB foran 1-0, og koreaneren fik dermed oprejsning for den pauvre indsats i hjemmebanedebuten for knap 1½ måned siden, hvor det overraskende og skuffende blev til to nederlag.

Michael Maze lukkede holdkampen med en stensikker sejr mod tyske Peter Franz, og blev altså matchvinder – Finn Tugwell har stadig sin første CL-sæsonsejr tilgode, da han tabte 0-3 til ligeledes tyske Zoltan Fejer-Konnerth.

ROSKILDE BORDTENNIS – PONTOISE CERGY: 3-2
Oh Sang-Eun – Peter Franz: 3-1 (6-11, 11-6, 11-9, 11-7)
Michael Maze – Adrian Mattenet: 1-3 (7-11, 8-11, 11-9, 8-11)
Finn Tugwell – Zoltan Fejer-Konnerth: 0-3 (7-11, 9-11, 5-11)
Oh – Mattenet: 3-2 (11-4, 11-9, 11-13, 8-11, 12-10)
Maze – Franz: 3-0 (11-9, 11-5, 11-3)

Roskilde Bordtennis rykkede med sejren op på 2. pladsen i Gruppe B – fredag spiller gruppens to sidste deltagere, spanske Cajasur Priego og belgiske Villette Charleroi, der mødes i Spanien.

RB spiller deres to sidste CL-gruppekampe i december, hvor Cajasur Priego venter på udebane, mens gruppespillet afsluttes på hjemmebane mod Villette Charleroi…

– læs mere om Champions League 2009/10 ved at følge linket…

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 90 24 45
Kontaktperson e-mail: allan.bentsen@btk61.dk