Corona-nyt fra bestyrelsen

Kære alle

Det seneste døgns udmeldinger omkring situationen i Nordjylland er dybt bekymrende. Myndighederne har indført meget stramme restriktioner og anbefalinger i forhold til at begrænse risikoen for spredning af det muterede Covid-19 virus.

Det har meget store konsekvenser for et helt erhverv og en masse familier, og det berører alle dybt. Samtidig kommer det til at få stor betydning for alle som bor i de 7 nordjyske kommuner. Hos BTDK bakker vi helt naturligt også i denne situation op om myndighederne tiltag.

I de jyske serieturneringer er der allerede tidligere taget beslutning om at alle rækker afvikles ”på frivillig basis” og efter gensidig aftale, og det er klart at ingen kampe, som involverer klubber fra de 7 berørte kommuner vil kunne spilles. Der vil altså være en hel del flere seriekampe i det jyske, som ikke kan spilles de kommende 4 uger.

Nedlukningen gælder, som vi har forstået udmeldingerne, også alt foreningsaktivitet, herunder træning fra og med mandag. Og vi opfordrer selvfølgelig til at alle overholder de retningslinjer, som kommer fra myndighederne. Og vi opfordrer til at alle sætter sig godt ind i de generelle forholdsregler, som nu gør sig gældende i de 7 kommuner.

Det betyder også, at spillerne som er bosiddende i en af de 7 kommuner, som en del af anbefalingerne om at blive indenfor egen kommunegrænse, heller ikke vil kunne deltage i bordtennisaktiviteter andetsteds i Danmark.

Danmarksturneringen er selvfølgelig også berørt, idet klubberne fra de berørte kommuner og/eller med spillere som er bosiddende i kommunerne, ikke vil kunne deltage i deres rækker i perioden. Vores Turneringsgruppe er allerede i gang med en ny planlægning. Igen. Og klubberne vil som tidligere blive inddraget i at finde løsninger.

Vi føler først og fremmest med de mange familier og de mange mennesker, som natten over har fået ændret deres liv. Dernæst sender vi vores tanker til klubberne og spillerne i det nordjyske, som nu oplever en konsekvent lock-down de næste 4 uger. Vi glæder os til at vi igen kan ses.

På bestyrelsen vegne

Anders Mølgaard
Formand, BTDK

Forfatter: Anders Mølgaard
Kontaktperson tlf.: 30 31 53 73
Kontaktperson e-mail: anders@elma-management.dk