Først blev de nuværende corona-restriktioner forlænget frem til den 7. februar 2021 og nu har myndighederne besluttet at forlænge corona-restriktionerne frem til den 28. februar 2021.
Kampen for at holde corona-smitten nede og undgå, at mere smitsomme corona-varianter får alvorlig fat i Danmark, medfører nu, at de nuværende corona-restriktioner forlænges frem til foreløbig 28. februar 2021.
Hele Danmark kæmper en fælles kamp for at holde corona-situationen mest mulig under kontrol. Dén kamp bakker DIF naturligvis op om.
Vi sender en varm tanke til vores mange foreninger og frivillige, som desværre må vente lidt endnu, før det lange, seje træk er tilendebragt. Og til vores mange medlemmer, som for øjeblikket må undvære træningen i vores foreningsfællesskaber. Vi håber, at I alle vil holde fast i foreningsidrætten, som formentlig bliver vigtigere end nogensinde, når situationen igen giver mulighed for lempelser.
De gældende restriktioner er:
- Forsamlingsforbuddet på max 5 personer.
- Ingen undtagelser for forsamlingsforbuddet dvs. det er ikke muligt i professionel idræt at have siddende publikum op til 500 personer hverken indendørs eller udendørs. Der er heller ikke en undtagelse i forhold til generalforsamlinger.
- Professionel idræt er fortsat undtaget fra de særlige restriktioner.
- Der kan fortsat afvikles træning udendørs i grupper på max 5 personer inkl. træner.
Hold dig opdateret
Finder du ikke svar på dine spørgsmål, er du velkommen til at skrive til DIF´s corona-taskforce på corona@dif.dk.