Cubanske Andy melder fra

Tre stærke kinesere, tre spillere fra det danske seniorlandshold, spilleren med flest danske seniormesterskaber (endda fra Fyn) og en polak kan opleves i Odense på lørdag. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men den er god nok.

Når OB for 66. gang inviterer til bordtennis-stævne i kommende weekend i Odense Idrætshal, så er det med et imponerende startfelt, der burde lokke mange ud af de fynske stuer for at se, hvordan spillet med den lille hvide nu plastikbold skal spilles.

De otte seedede, der træder ind i hovedturneringen på lørdag i DBTU’s tredje afdeling i Grand Prix-serien (på i alt fem stævner), er:

Allan Bentsen, Roskilde
Dian Yang Wang, Österlens BTK (Sverige)
Jakúb Dorocinski, B75
Kasper Sternberg, Københavns BTK
Mikkel Hindersson, Virum-Sorgenfri
Morten Hyrup Rasmussen, OB Bordtennis
Yujia Zhai, Roskilde
Zhi Xu Wang, BTK Kävlinge (Sverige)
(Andy Pereira, OB Bordtennis – afbud)

Dian Yang Wang, Österlens BTK er blandt favoritterne på lørdag.

 

Grand Prix-serien føres af unge Anders Lind, der med henholdsvis en semifinaleplads i 1. afdeling (BB/Copenhagen TT International) og sejren i Sisu/MBK’s Grand Prix i Brabrand har 150 point.

På andenpladsen finder man en af favoritterne i Odense, Dian Yang Wang, der vandt sæsonens første Grand Prix-afdeling i København og dermed har 100 point.

De to jages i Odense af efterfølgerne Allan Bentsen, Roskilde og Pontus Rööse, OB, der begge er noteret for 75 point som tabende finalist i hver deres afdeling.

Landsholdsspillernes styrkeprøve

Fra det danske senior herrelandshold finder man blandt de seedede både Kasper Sternberg, København, Mikkel Hindersson, Virum-Sorgenfri og Morten Hyrup Rasmussen, OB Bordtennis, der for en sjælden gang deltager samlet ved et dansk Grand Prix-stævne, hvor man altså også noterer sig Zhi Xu Wang, der nåede kvartfinalen i Københavns Grand Prix, og som sammen med Yujia Zhai, Roskilde regnes blandt outsiderne i Odense.

Der var store fynske forhåbninger til OB’s cubanske es Andy Pereira, der netop har vundet “Central American and Caribbean Games” efter i semifinalen at have besejret den andenseedede Daniel Gonzalez, Puerto Rico med 4-0 (11-4, 11-3, 11-5, 11-7) og i finalen den fjerdeseedede Brian Afanador, Puerto Rico med 4-2 (11-5, 11-4, 9-11, 12-10, 5-11, 13-11). Men Andy Pereira har torsdag meldt afbud til Grand Prix-stævnet, da han er blevet forsinket i sin afrejse fra Cuba. Han erstattes blandt de seedede af polske Jakúb Dorocinski.

Ung og gammel i kvalifikation

Preben Larsen vil være DBTU’s repræsentant ved stævnet.

Det er værd at notere sig, at 15-årige Anders Lind (fylder 16 år den 14. december), der vandt Sisu/MBK’s Grand Prix-stævne i oktober (2. afdeling) skal igennem kvalifikationen, der starter på fredag fra kl. 18.00. Det samme skal den tidligere dobbelte danske mester i herresingle Lars Hauth (1986 og 1990), der fylder 54 år den 13. december. I kvalifikationen finder man også OB’s svensker Pontus Rööse, der som nævnt nåede finalen i Sisu/MBK’s Grand Prix, hvor han tabte til Anders Lind.

Præmier

I Odense er der 4.000,- kr. til vinderen af herre elite-rækken og 2.000,- kr. til nummer to. I DBTU’s samlede Grand Prix-serie kæmpes der om en førstepræmie på 8.000,- kr. til den samlede vinder efter de fem afdelinger. Se den samlede Grand Prix-stilling her

Roskildes Yujia Zhai (tv.) og hjemmebanehåbet Morten Hyrup Rasmussen, OB (th.).

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 21 13 88 66
Kontaktperson e-mail: jp_barkler@privat.dk