Da David tabte til Goliat

De forbipasserende kiggede en ekstra gang og stoppede op, da Flemming Andreasen på 2,04 meter spillede mod Danmarks mindste mand Dan Jakobsen på 98 cm ved DHIF’s mesterskaber i Hirtshals i forbindelse med Nordsø Cup den 18.- 19. april.

”Vi har mødt hinanden mange gange tidligere”, siger Dan Jakobsen, der denne lørdag havde valgt at spille stående mod fyrtårnet fra det midtjyske, der altså er mere end dobbelt så høj som Dan. Normalt sidder Dan på en stol, når han spiller, men udsigten til at skulle ned fra stolen for at hente bolden efter hver bold, havde fået ham til at forsøge sig i den stående udgave. Det var imidlertid ikke nogen god idé. Flemming Andreasen, der er spastisk lammet i venstre side, vandt sikkert med 3-0 i sæt og nåede senere helt til finalen i rækken, hvor han tabte til en svensk spiller.
”Jeg har tabt til Dan, hvor han sidder i stolen, men stående taber jeg ikke til ham”, lyder det fra kæmpen med det skæve smil, der naturligvis meget bedre kunne lide at spille mod Dan, der stående knap nok kunne se over bordkanten.

Dan Jakobsen i kamp mod Flemming Andreasen i Hirtshals. Foto: Privat.

Dan, der spiller med et specielt bat med batforlængelse for at nå boldene, valgte om søndagen at sætte sig i stolen. ”Det var som om, jeg fik mere spillelyst siddende”, fortæller Dan, der nåede til semifinalen i klasse 6 og som også deltog i klasse 7.

Den forkerte Dan

Efter Nordsø Cup havde Viby BTK’s formand Dan Refstrup Jakobsen mistet præcis 100 ratingpoint, da stævnearrangøren havde indtastet resultaterne for 98 cm høje Dan Jakobsen hos den forkerte. Om det skyldes størrelsen at man ikke kunne finde Dan Jakobsen i systemet skal være usagt.
”Jeg havde faktisk ikke bemærket det, men det havde flere af de ungdomsspillere, som jeg træner i Viby”, fortæller Viby-formanden.

Halv højde – helt liv

Den 24. maj fyldte Dan 35 år. Han har for længst fundet ud af, at en højde på 98 cm giver en masse opmærksomhed fra omverdenen. Det har fået ham til at skrive en selvbiografi med titlen ”Halv højde – helt liv”. Det kan nemlig være en tvivlsom fornøjelse at være Danmarks mindste mand.
”Jeg er cirka halvt så høj som de fleste andre, og det bliver jeg ved med at være hele livet. Alligevel lever jeg et helt og fuldt liv, som giver mig gode oplevelser og en meningsfyldt tilværelse”, siger Dan, der til tider oplever følelsen af, at det hele er umuligt. Men som oftest prøver han at fokusere på mulighederne frem for begrænsningerne.
”Jeg er stædig og vil ikke lade mine begrænsninger komme på tværs af, hvad jeg vil i livet”, siger Dan, der med sin bog håber på at andre vil forstå, at der altid er noget at kæmpe for og noget at arbejde hen imod.

Et af bogens citater fra Dan vidner om, at de 98 cm er godt skruet sammen. Det lyder: ”Selv om mine ben er korte, er jeg altid ét skridt foran”.

En kendt person

Dan har optrådt i en del tv-reklamer og spillet med i filmen ”Familien jul”, men de fleste kender ham nok bedst fra hans medvirken i tv-serien ”BS & Outsiderne”, der blev vist på TV2 i 2012. ”Det var en kæmpe oplevelse og en stor udfordring at tage på ekspedition i Afrika sammen med B.S. Christiansen og 10 andre skønne personer”, fortæller Dan.
Og udfordringer er der nok af i Dan Jakobsens liv. Han bor for sig selv i et lille rækkehus i Støvring, som ikke er indrettet efter hans højde, da samfundet jo heller ikke er det. Han kører i en speciel bil til og fra arbejdet som elektronikoperatør på en elektronikfabrik.

Hvis du vil høre mere om Dan, så holder han ofte foredrag om sit liv og ikke mindst om sin medvirken i ”BS & Outsiderne”. Ellers kan du støde på ham i træningslokalet i Ålborg, hvor han spiller hver mandag.
”Jeg pønser også på at smutte til B 75 i Hirtshals og træne lidt mere fremover”, lyder det fra den lille mand med det store smil.

Dan Jakobsen på stolen, som han foretrækker at sidde på, når han spiller. Til højre et billede af Dan sammen med Danmarks højeste mand. Foto: Fra Dan’s hjemmeside.

 

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk