Tirsdag den 16. januar 2018 har DBTU 75 års jubilæum. Et jubilæum, der i dagene op til jubilæumsdagen vil blive markeret med en række artikler her på hjemmesiden og desuden ved en reception i forbindelse med DM for senior søndag den 4. marts 2018 kl. 12.00 i Vendiahallen i Hjørring.
Da Pondus kom på verdenskortet
Verdenseliten gjorde deres entré i KB Hallen og Cirkusbygningen, og der blev pludselig snakket bordtennis på gaden
Af Peter Fredberg, bordtennisspiller i 60 år og journalist på BT i 45 år, hædret med DBTU’s guldnål i 1983
Hva’ nu? Spørgsmålet hang i luften efter 21 Pondus Cup og Danske Bank Cup i Virum-Hallen, KB Hallen og Cirkusbygningen.
Danske Bank havde i perioden 1980-2004 generøst spændt det økonomiske sikkerhedsnet ud under Virum-Sorgenfri Bordtennisklubs ambitiøse galla, som samlede en perlerække af verdensstjerner og henrykkede i tusindvis af bordtennisfans i hallerne og derhjemme i stuerne under de årlige tv-transmissioner. Men på et tidspunkt måtte eventyret slutte, og helt uventet var det ikke, da Danske Bank, som i en lille menneskealder havde været en fantastisk sponsor uden sidestykke i dansk bordtennis, valgte at stoppe engagementet i verdens hurtigste spil.
På dét tidspunkt kørte en storstilet Grand Prix-turnering, Super Circuit, med de største pengepræmier i bordtennissportens historie, og via den humørsprudlende defensivkunstner og publikumsfavorit Matthew Syed, som fem gange havde lagt Cirkusbygningen ned med sine artistiske bravurnumre, kom Virum-Sorgenfri i 2005 i kontakt med Super Circuits japanske ejere.
Matthew Syed havde selv været ansvarlig for to Super Circuit i London, og nu fik Virum-Sorgenfri grønt lys til at arrangere den tredje uden for Japan og Kina. Det fik navnet IHI Cup, og Virum-Sorgenfri Bordtennisklub arrangerede stævnet i samarbejde med f.reklame. Præmiesummen var på svimlende 175.000 US Dollar med 70.000 US Dollar til vinderen. Timo Boll og Vladimir Samsonov mødtes i finalen, og Timo vandt i et brag af en kamp med 3-2.
Michael Maze havde i et nordisk kongemøde i kvartfinalen slået Jan-Ove Waldner, men måtte se sig besejret i semien af Timo Boll i fire sæt. Et plaster på såret for Michael var karrierens største dagløn på 20.000 US Dollar, svarende til 125.000 kr. DR1 sendte en time fra stævnet, og også i blandt andet Japan, Kina, Indien, Australien og Rusland kunne man følge gallaen i idrættens gamle højborg på Peter Bangs Vej.
Timo Boll var tre gange med i Danske Bank Cup og vandt i 2003. Jeg glemmer sent Matthew Syeds karakteristik af den tyske supermand:
”Timo spiller som en maskine og laver sjældent fejl. Men han er ikke perfekt. Det har jeg fra hans kæreste.”
Med gallaen i KB Hallen sluttede en æra. Det lykkedes ikke Virum-Sorgenfri at stable flere verdensstævner på benene. Men ingen kan tage dét fra den sjællandske traditionsklub, den skabte i et kvart århundrede. Hvor der kom op mod 2.400 tilskuere i KB Hallen og 1.900 i ”verdens bedste bordtennisarena”, som Jan-Ove Waldner, Vladimir Samsonov, Matthew Syed, Kalinikos Kreanga, Timo Boll og mange andre kaldte den legendariske cirkelformede bygning i hjertet af København.
Jeg havde fået idéen til stævnerne. Og var man i starten en smule skeptisk, om det nu kunne lade sig gøre at leve op til de store ambitioner, var der helhjertet opbakning i klubben. Kald det teamspirit. Jeg havde privilegiet at invitere spillerne og oplevede aldrig, at nogen sagde nej. En håndfuld gange blev jeg ringet op af verdensstjerner, som forsigtigt spurgte, hvorfor de ikke var inviteret. Var det svært at svare på spørgsmålet, var det trods alt et luksusproblem.
Flemming Vollertzen var en bundsolid skatmester gennem alle årene, og vi havde et forbilledligt samarbejde med DBTU, ikke mindst Arne Madsen og Peter Sartz. Men vigtigst var den støtte, vi fik fra Danske Bank. Virum-Sorgenfri og hele bordtennis-Danmark skylder Gunnar Dyrberg og Arne Jørgensen en stor og varm tak.
Vi kunne formentlig tiltrække stjernerne med større pengepræmier, end de fik i tilsvarende invitationsstævner, men ifølge spillerne var den hyggelige atmosfære, den personlige opvartning og unikke stemning i KB Hallen og Cirkusbygningen den vigtigste grund til, at de satte København øverst. Jeg har talt med mange spillere, som fortæller, at de har gemt deres Pondus-sparebøsser som en kær erindring.
På Copenhagen Plaza, hvor spillerne boede under de gyldne dage i Cirkusbygningen, er det spændende læsning at studere Wall of Fame. Messingnavneskiltene på søjlerne i foyeren på det gamle, fashionable hotel ved siden af hovedbanegården.
Sammen med David Bowie, Mick Jagger, Ringo Starr, Queen, ABBA, Dr. Hook, Elton John, Jack Nicholson, Franz Beckenbauer, Marlene Dietrich, Cliff Richard, Meat Loaf, Eric Clapton, Duke Ellington, Tommy Steele og et hav af andre kändisser finder vi Jan-Ove Waldner, Vladimir Samsonov, Timo Boll og Matthew Syed ”udødeliggjort”.
Timo Boll havde et år sin kæreste med, og det første han gjorde, da de kom til hotellet, var stolt at vise hende Wall of Fame. Den sidste Danske Bank-vinder, Michael Maze, kom aldrig op at hænge. Han boede hjemme.
Lad mig indrømme, at jeg altid har haft et blødt punkt for Jan-Ove Waldner, selv om man aldrig kunne vide, om han gav 100 procent eller et par procenter mindre. Han var med 14 gange og vandt fire. Vladimir Samsonov vandt også fire gange, men i blot seks forsøg. Derefter fulgte Jean-Michel Saive med tre sejre, Andrzej Grubba og Desmond Douglas hver to og Dragutin Surbek, Ulf ”Tickan” Carlsson, Jacques Secretin, Jörgen Persson, Timo Boll og Michael Maze alle én.
Jan-Ove Waldner var med ikke færre end 14 gange og hyldes her af Peter Fredberg (tv.) efter en af sine fire sejre.
Af de 53 spillere, repræsenterende 17 nationer, som var med gennem årene, var der 13 danske spillere. Allan Bentsen deltog ni gange og Claus Pedersen seks. Claus kan stadig ærgre sig over, at han smed fire matchbolde væk i finaledramaet mod Dragutin Surbek i premieren i 1980 i Virum-Hallen for øjnene af 1.200 tilskuere. I et nostalgimøde 22 år senere i Cirkusbygningen fik en 54-årig Claus revanche.
Michael Maze skrev sig ind i kongerækken med flammeskrift i det 21. og sidste kapitel med finalesejr over en af verdens bedste defensivspillere, den østrigske kineser Chen Weixing. Forinden havde en supertændt Michael elimineret Matthew Syed og Jan-Ove Waldner.
”For nogle år siden sad jeg og kiggede på verdensstjernerne i Pondus Cup og drømte om at vinde turneringen. Nu er det lykkedes. Et fantastisk øjeblik. Det rangerer højt for mig,” sagde en lykkelig Michael efter sin triumf. Foruden en præmiecheck på 6.000 Euro fik han en flot Holmegaard-glasbowle. Han fortalte mig senere, at den desværre var gået i stykker.
I et tilbageblik over Pondus Cup/Danske Bank Cup er der et par ting, som fortjener at blive nævnt. I 1999 i en totalt udsolgt Cirkusbygning blev der for første gang i Europa spillet med bolde med en diameter på 40 mm (mod dengang 38 mm). Jeg blev kontaktet af ITTF, som lovede et verdensnavn kvit og frit, hvis vi ville medvirke til eksperimentet. Jeg kontaktede de inviterede spillere, som sagde okay. Og jeg valgte den kinesiske verdensmester og olympiske guldvinder, Kong Linghui.
Kong Linghui slog i semifinalen Jan-Ove Waldner, men tabte finalen til Vladimir Samsonov. Efter stævnet tog han på kasino. Han havde ikke det store held, men værre var det, at han glemte sit pas i lånejakken. På vej til lufthavnen næste morgen kørte vi forbi kasinoet, og en nervøs Kong kunne ånde lettet op. På kasinoet havde man fundet passet, så han kunne sætte sig i flyet.
I 2001 spillede man for første gang til 11. Det havde man prøvet et par gange tidligere rundt om i verden, hvor man havde bevaret reglen om fem server pr. gang. I Cirkusbygningen var der på Virum-Sorgenfris ønske verdenspremiere på serveskift efter hver anden bold. Og sådan blev det jo også.
”Pondus Cup og Danske Bank Cup havde en kolossal betydning for dansk bordtennis. Det var turneringer, man misundte os i andre lande. Det er også sjovt at tænke på, at de var banebrydende med både de store bolde og sæt til 11,” siger Arne Madsen.
Når dén, der skriver disse linjer, hører vores indmarchmelodi, ”The Final Countdown” med svenske Europe, er jeg i tankerne tilbage i KB Hallen og Cirkusbygningen.
To glade vindere af Virum-Sorgenfri Bordtennisklubs internationale galla, Michael Maze og Jörgen Persson. Foto: Peter Fredberg.
Læs også artiklen om Peter Fredberg fra september 2015 her