Bordtennis fik sin debut på OL-programmet i Seoul i 1988. Det er således sjette gang, der spilles om medaljer i bordtennis. Der spilles i fire kategorier herre hold og single, dame hold og single.
Det er tredje gang Danmark er repræsenteret ved OL i bordtennis – og det er Michael Maze fra Roskilde Bordtennis, der denne gang er alene om at forsvare de danske farver.
De sidste to gange deltog også Finn Tugwell. De vandt sensationelt bronze i 2004 i herre double og var i 2000 i ottendedelsfinalen. Michael Maze tabte i 1. runde i single i Athen til Leung Chu Yan fra Hong Kong.
Denne gang er doublerne afløst af en holdturnering, hvor der deltager 16 lande hos både herrer og damer.
Formatet for holdkampene er nyt. Der spilles til tre vundne kampe, maks. 2 singler til en spiller, samt en single og en double til to øvrige. Doublen bliver tredje kamp.
De 16 hold spiller alle mod alle i fire indledende grupper. Vinderne går til semifinalerne og nr. 2 spiller om bronze med taberne af semifinalerne.
Der er 86 spillere med i singlerne. 20 har kvalificeret sig fra verdensranglisten (maks. to fra hvert land), herudover har Europa og Asien haft 11 pladser, Afrika og Sydamerika 6 pladser, Nordamerika og Oceanien hver 3 pladser.
Endelig har der været spillet en verdenskvalifikation som opsamling med sidste pladser. I single må der maksimalt være tre spillere fra samme land.
Michael Maze kvalificerede sig igennem sin verdensranglisteplacering.
De 16 bedste placerede spillere på verdensranglisten træder først ind i turneringen i tredje runde. Spillere rangeret mellem 17-32 træder ind i anden runde, hvilket betyder at de 56 dårligst rangerede spiller kvalifikation om de 32 pladser i første runde.
Michael Maze er seedet nr. 16, og han starter således i tredje runde, hvor der er 32 spillere tilbage.
I Beijing spilles alle kampe bedst af 7 sæt til 11. Der spilles om bronzemedaljen (der er altså kun en).
– læs alle OL-nyheder og find div. OL-links, m.v. under OL 2008…