Når man som DBTU’s udsendte har spillet bordtennis i en del år, så møder man ved et ungdoms EM mange personer, som man på den ene eller anden måde har krydset vej med gennem årene.
Hver dag under ungdoms EM kan du her på hjemmesiden samt på DBTU’s facebookside læse om en af disse personer.
I Bratislava er jeg stødt på Sonja Grefberg fra Finland, der i dag er vice-præsident i det finske bordtennisforbund. I forrige uge var hun i organisationskomitéen for veteran-EM i Tampere i Finland. I hjemlandet coacher hun til tider de bedste ungdomsspillere, men hun har sjældent selv battet i den ellers tidligere så frygtede venstrehånd.
Sonja er en særdeles kendt person af dansk bordtennis. Hun remser på stribe alle de navne op, som hun har været på diverse nordiske træningslejre sammen med fra midten af 1970’erne.
”Jeg var i 1976 på træningslejr i Sakskøbing, hvilket blot var anden gang, at jeg var væk fra Finland”, fortæller Sonja, der har trænet med Dorte Hauth, Charlotte Polk, Lone Jakobsen, Annie Larsen (senere Ramberg) og Susanne Poulsen (senere Pedersen).
Sonja husker også med glæde tilbage på de mange Europaliga-kampe, som Finland spillede mod Danmark. ”Det var altid meget spændende, fordi Claus Pedersen vandt sine kampe”, siger hun.
51-årige Sonja Grefberg (født 9. juni 1964) var som bedst rangeret som nr. 36 på kvindernes verdensrangliste. Hun vandt sit første finske seniormesterskab i damesingle som 13-årig og vandt 9 singletitler i årene 1978-1990. Hun vandt også mange finske mesterskabstitler i damedouble med søsteren Monica. Hun var tidligere den ene af blot to europæere i den verdensomspændende Pro-Tour finale.
Tragedien
Undertegnede havde fornøjelsen af Sonja’s smilende selskab i en nordisk træningslejr under ledelse af svenske Christer Johansson (daværende norsk landstræner og bror til Kjell ’hammaren’ Johansson) i Varberg i slutningen af 1984 eller starten af 1985. Norske Tone Folkeson, Kristin Hagen (med som coach her i Bratislava), Erik Rasmussen og Tom Johansen var med på træningslejren, hvor undertegnede vist nok udgjorde det danske hold sammen med Lars Hauth, Jan Harkamp og Claus Sandbye Andersen.
Mens jeg taler med Sonja tænker jeg tilbage på den nordiske træningslejr, hvor vi fra Danmark, Norge, Finland og Sverige var samlet med et fælles mål for øje – nemlig at blive bedre til at matche de store bordtennisnationer. Norges bedste damespiller Tone Folkeson, der var jævnaldrende med Sonja, havde lektier med, som hun sad og syslede med, mens andre hyggede sig med et spil kort i de få pauser, vi havde i de benhårde træningslejr, som Christer Johansson altid var mand for. Jeg husker bl.a. et pludselig arrangeret natløb i skoven efter en dag med tre helt specielle og ikke mindst lange træningspas.
Sonja kan se på mig, at jeg tænker tilbage på katastrofen og på den ufatteligt sørgelige besked, som vi fik kort efter træningslejren.
”Det var den 13. januar 1985”, siger Sonja, så jeg ikke er i tvivl om, at det er en dato, som hun aldrig vil glemme. Det var den dag, hvor det norske landshold efter en Europaliga-kamp i Spanien kørte galt nær Sevilla. I den ene af to biler sad Tone Folkeson, der blev dræbt i ulykken og Erik Rasmussen, der mistede førligheden fra halsen og ned.
Bag kulissen
”Jeg spiller meget sjældent selv, men kan da godt finde på at tage battet i hånden og spille et par øvelser med nogle af de helt unge finske pigespillere”, fortæller Sonja, der er dag holder kontakten med mange af hendes danske bordtennis-venner på facebook.
Sonja Grefberg og undertegnede i Bratislava under ungdoms EM 2015.