Optakt til landskampen Danmark-Belgien i Gamle Stadionhal, Atletion, Århus kl. 18.30 tirsdag d. 1. november.
”Vi kan skabe os en perfekt position i puljen, hvis vi vinder mod Belgien. Til gengæld er det ikke en katastrofe for os, hvis vi taber, da Belgien tabte deres første kamp imod Slovakiet. Favoritværdigheden må vi tage på os på hjemmebane og som forsvarende mestre, men vi har et ungt hold, der skal op imod en masse rutine.
Det der er vigtigt, er, at vi er friske og veloplagte, men på den front ser alt ikke så nemt ud, idet kampprogrammet for spillerne er meget hårdt i denne periode. Michael Maze fik et slag på knæet i går søndag da han spillede Champions League og Martin Monrad har haft problemer med lysken i et stykke tid, så meget afhænge,r af om de kan spille 100 %. Vi skal kigge på dagsformen for de enkelte spillere, og så sætte det stærkeste hold.
Gamle Stadionhal giver vores spillere det ekstra, der skal til, for at slå et godt hold som Belgiens, det er vores hjemmebane nr. 1.” Siger Sportschef Peter Sartz dagen før kampen.
Der spilles samme system som ved EM hvor der er tre spillere på holdet og nummer 1 og 2 spiller hver to kampe, mens 3. manden kun spiller en kamp. Man stopper kampen når et hold har nået tre sejre.
Kampen kan følges live på www.dbtu.dk
Kampen kan ses på 4Sport kl. 22.00 tirsdag aften.
Danmark stiller med fire spillere, hvoraf en vælges fra efter tirsdagens formiddagstræning.
Michael Maze
Martin Monrad
Finn Tugwell
Christian Larsen
Belgien stiller med følgende tre mand.
Jean-Michel Saive
Philip Saive
Martin Bratanov