Danmark færdige i Valenje

Som sidste dansker ved Slovenian Open i Valenje tabte Morten Hyrup fredag formiddag i 2. runde af U21-turneringen, hvor sydkoreanske Jung Young Sik var en for stor mundfuld.

Efter en fantastisk flot turnering, med flotte skalpe i både senior- og U21-turneringen, sluttede han af med 0-4 mod den stærke sydkoreaner, der var tæt på at nå 1/8-finalerne hos seniorerne.

22/1 – 21:00 | Slut for Bentsen og Hyrup
Danmark er færdige i seniorrækkerne ved Slovenien Open – Allan Bentsen tabte i 2. runde og Morten Hyrup i 1. runde, og dermed er kun sidstnævnte tilbage i U21, der fortsætter fredag.

Bentsen tabte med 0-4 til den russiske EM-bonzevinder fra 2009, Fedor Kuzmin – kampen var pointmæssigt mere lige end sætmæssigt, hvor tre af de fire sæt blev afgjort med to eller tre bolde.

Morten Hyrup tabte ligeledes 0-4 i sin kamp – i 1. runde blev det til et klart nederlag mod den stærke græske defensivspiller, Panagiotis Gionis, der er nr. 43 på verdensranglisten.

ALLAN BENTSEN (Foto: Jens Luckenbach)MORTEN HYRUP (Foto: Jens Luckenbach)

Som før nævnt, er der stadig en enkelt dansker med i Valenje – Morten Hyrup møder i 2. runde af U21-turneringen sydkoranske Jung Young Sik, hvor der er serve off kl. 9:00 fredag formiddag.

– nederst kan ses alle danske kampe/resultater fra hovedturneringen…

22/1 – 16:15 | Bentsen videre i Valenje
41-årige Allan Bentsen er klar til 2. runde ved Slovenian Open – veteranen vendte 0-2 og 1-3 til 4-3 mod brasilianske Thiago Monteiro qua bl.a. tre afsluttende sætsejre på 11-9.

Bentsen spiller sin første Pro Tour-afdeling i næsten et år – sidste PT-start var ved Danish Open i Frederikshavn sidste januar, men var pga. sin høje placering på verdensranglisten seedet direkte ind i hovedturneringen.

Trods dette var Monteiro favorit mod danskeren – i hvert fald når man så div. bookmakeres odds på kampen, hvor samtlige af slagsen havde Bentsen som underdog.

Om Bentsen bliver favorit i sin næste kamp vil vise sig, men det kan man godt tvivle lidt på – her møder han den russiske EM-bonzevinder fra efteråret, Fedor Kuzmin.

– Bentsen v Kuzmin spilles senere torsdag med serve off kl. 19:15.

ALLAN BENTSEN (Foto: Jens Luckenbach)

I Dame Single tabte Mie Skov i sin førsterundekamp med 2-4 til Park Seong Hye, Sydkorea -Skov førte med 1-0, og tabte både 3. og 4. sæt med to bolde i en pointmæssig tæt kamp.

22/1 – 12:15 | Hyrup imponerer fortsat
Morten Hyrup fik endnu en god skalp ved Slovenian Open, da han i formiddagens første kamp i U21-turneringen slog den fleredobbelte ungdomseuropamester, engelske Darius Knight, der er mere end 150 pladser bedre placeret på verdensranglisten som nr. 287 – Hyrup er selv er nr. 444!

For tredie gang under turneringen vandt Hyrup med 4-3, hvilket også var sejrscifrene i hans to kvalifikationskampe i seniorrækken, hvor han ligeledes kvalificerede sig til hovedturneringen.

Hyrup lagde overbevisende ud, og vandt de to første sæt med 11-6, men kom derefter bagud med 2-3 i sæt – de to sidste sæt blev vundet med mindst mulig marginal (11-9 og 12-10), og dermed er Danmark repræsenteret i 2. runde af U21-turneringen ved Slovenian Open.

MORTEN HYRUP (Foto: Jens Luckenbach)

Hyrup møder i 2. runde sydkoranske Jung Young Sik – denne kamp spilles fredag formiddag.

Jonathan Groth havde også kvalificeret sig til hovedturneringen i U21, og han lagde godt ud mod belgiske Benjamin Rogiers, men 1-0 blev til 1-4, og dermed er 17-årige Groth færdig i Valenje.

20/1 | Udfordrende lodtrækning
Der venter sydkoreansk, brasiliansk og græsk modstand for de tre tilbageværende danskere i seniorrækkerne ved Slovenian Open – tre udfordrende opgaver, der skal løses torsdag eftermiddag.

Mie Skov møder i sin første kamp i Valenje verdensranglistens nr. 103, Park Seong Hye fra Sydkorea, mens Allan Bentsen i sin første singlekamp i Slovenien skal op mod brasilianske Thiago Monteiro, der er verdens nr. 96.

Morten Hyrup, der imponerede i kvalifikationsturneringen med en sejr over verdensranglistens nr. 103, tjekkiske Josef Plachy, møder nu nr. 43, den græske defensivspiller Panagiotis Gionis.

I U21-hovedturneringen har Danmark to spillere blandt de sidste 32 – både Hyrup og Jonathan Groth kom gennem kvalifikationsturneringen, og møder nu en engelsk, hhv. en belgisk modstander.

MIE SKOV (Foto: Jens Luckenbach)

Slovenian Open kan følges hos ITTF – og på dbtu.dk indtil sidste danske bold er slået i Valenje…

SLOVENIAN OPEN 2010 | DANSKE KAMPE/RESULTATER 21-22/1
DAME SINGLE
Mie Skov – Park Seong Hye, Sydkorea: 2-4 (12-10, 8-11, 9-11, 9-11, 11-6, 8-11)

HERRE SINGLE
Thiago Monteiro, Brasilien – Allan Bentsen: 3-4 (11-5, 13-11, 10-12, 11-7, 9-11, 9-11, 9-11)
Fedor Kuzmin, Rusland – Allan Bentsen: 4-0 (11-9, 11-8, 11-6, 13-11)

Morten Hyrup – Panagiotis Gionis, Grækenland: 0-4 (7-11, 9-11, 8-11, 4-11)

HERRE U21 SINGLE
Darius Knight, England – Morten Hyrup: 3-4 (6-11, 6-11, 13-11, 11-8, 14-12, 9-11, 10-12)
Morten Hyrup – Jung Young Sik, Sydkorea: 0-4 (7-11, 9-11, 7-11, 4-11)

Benjamin Rogiers, Belgien – Jonathan Groth: 4-1 (7-11, 11-5, 11-9, 13-11, 12-10)

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 25 49 97
Kontaktperson e-mail: peter.sartz@dbtu.dk