Bentsen taber til J-M Saive
I en uhyre velspillet og seværdig kamp lykkedes det ikke den danske veteran Allan Bentsen at bringe Damark foran i den vigtige kvartfinale ved EM.
Allan Bentsen havde ellers sætbold i alle fire sæt, men alligevel var det den belgiske figther Jean-Michel Saive, der trak det længste strå.
Kampen begyndte ellers fornemt med en række spektakulære dueller med skiftevis den ene, så den anden i defensiven. Den danske venstrehåndsspiller kom foran 10-7, men på den sidste sætbold tog Bentsens forhåndshug netkanten og røg ud.
Andet sæt blev meget lige, men efterhånden fik Allan Bentsen styr på fejlprocenten og til slut fangede han flot Jean-Michel Saive langt ude i forhånden, mens belgieren forlængst var på vej rundt om baghåndshjørnet.
I tredje sæt kæmpede Allan længe med med ryggen mod muren, men efterhånden som han vandt initiativet tilbage, viste der sig chancer. Foran 11-10 kunne han have afgjort sættet. I stedet valgte han at spille baghånd et godt stykke ovre i forhåndssiden, hvilket kostede den danske sætgevinst.
Belgieren, der er nummer fem på europaranglisten, er kendt som en gudsbenådet fighter, og samtidig viste han sig skarp på de afgørende bolde. Således også i kampens sidste sæt, hvor Allan Bentsen ellers havde to sætbolde ved 10-8.
Det var sjette gang, de to spillere mødtes, og Allan Bentsen har stadig kun vundet et enkelt opgør.
Michael Maze møder nu Phillippe Saive. Maze har vundet en gang i de to duellanters hidtidige tre opgør.
Allan Bentsen-Jean-Michel Saive, 11-13, 11-8, 11-13, 10-12
Maze udligner
Michael Maze levede uden de store problemer op til favoritværdigheden mod Europas nummer 47, Phillipe Saive. Takket være gode server og skarpe loops, krydret med en del uprovokerede belgiske fejl vandt Maze de to første sæt uden de store vanskeligheder med 11-5 og 11-7. Tredje sæt blev langt mere spændende end forventet. For første gang i kampen lykkedes det belgieren at komme foran, og han havde sin største føring ved 7-4. Maze fik imidlertid kæmpet sig tilbage og overtog igen initiativet ved bordet. Det gav dansk føring 9-7, som senere blev vekslet til to matchbolde ved 10-8. Desværre formåede Maze ikke at lukke kampen, og pludselig havde belgieren sætbold ved 10-11. Herefter fulgte en nervepirrende marathonforestilling, hvor spillerne skiftedes til at føre, men til sidst kunne Maze udligne på sin syvende matchbold.
Finn Tugwell skal nu ud i en meget afgørende kamp mod belgiernes tredjemand Bratanov.
Michael Maze – Phillippe Saive, 11-5, 11-7, 18-16
Danmark på medaljekurs
Den danske mester, Finn Tugwell, har bragt Danmark på medaljekurs i kvartfinalen mod Belgien. Tugwell var langt hurtigere end sin belgiske modstander, Martin Bratanov, og hele kampen igennem viste han sig overlegen i alle spillets facetter.
De danske sejrscifre blev 11-5, 11-6, 11-7. Dermed fører Danmark nu 2-1 i kvartfinalen.
Michael Maze møder nu Jean-Michel Saive.
Vinderen af Danmark – Belgien skal i semifinalen møde Rumænien, der noget overraskende ekspederede de tyske favoritter ud af EM.
Maze sikrer semifinalepladsen
Danmark er efter en sikker 3-1 sejr over Belgien i semifinalen ved EM. Michael Maze slukkede lyset for Belgien ved at slå Jean-Michel Saive 3-0 i en kamp, der bød en masse flotte dueller. Danmark møder Rumænien i semifinalen i morgen klokken 16.
Læs danske reaktioner på sejren her på hjemmesiden snart.
Michael Maze – Jean-Michel Saive, 11-9 11-7 11-8