Danmark tabte 2-3 til Italien efter en højdramatisk kamp med fejlagtige dommerkendelser, brok fra italienerne, en skade til Maze og et fantastisk dansk publikum anført af “de fantastiske 10” fra landsholdets egen fanklub. Danmark lagde godt ud med en flot sejr til Finn Tugwell (94) over Yang Min (54). Tugwell fik en fantastisk start med 16-14 og 11-5 inden Yang Min satte mere tempo på duellerne og vandt 3. og 4. sæt. I femte sæt fik Tugwell hentet 2-6 og vandt sættet med 11-9 efter mange pointgivende bolde lige ned ad bordet. Det var et super come back, der bragte Danmark på 1-0.
I anden kamp var Michael Maze (17) klar favorit mod Massimiliano Mondello (116), men fra satrten af kampen var det klart at Maze ikke levede op til forventningerne. Mazes spil hang ikke sammen, og selvom han i 2. og 3. sæt forsøgte at kæmpe sig tilbage, var der ikke noget at gøre. Det blev til et nederlag på 1-3 og årsagen var hovedsageligt Michael Mazes venstre knæ, som volder problemer. Skaden betød at Maze senere trak sig fra den anden kamp.
Dermed skulle Martin Monrad (76) vinde sin single mod Italiens tredje-single Mihai Bobocica (274). I en tæt kamp viste Martin at han var bedre og især på det afgørende bolde. Kampen blev vundet med 3-1 og 12-10, 12-10, 8-11 og 11-9.
Maze tabte den fjerde kamp ved at trække sig mod Yang Min. Finn Tugwell kunne derfor sikre Danmark sejren ved at besejre Mondello. Tugwell kom aldrig i gang, bl.a. pga. flere stop i spillet som fulgte efter brok over dommerkendelser fra italienerne. Først i 3. sæt var Tugwell tæt på og havde sætbold ved 10-9, den blev misbrugt, og Tugwell tabte 0-3.
Dermed tabte Danmark 2-3 og skal spille om sekundære placeringer – 13-24. Der spilles samme system som for placeringerne 1-12. Bliver Danmark nummer 4 i puljen er man direkte videre til spillet om pladserne 13-20, mens alle 5erne møder 6erne om at komme til at spille om placeringerne 13-20.
Michael Maze: ”Jeg er utroligt skuffet, og jeg føler jeg svigter holdet, hvilket er det værste. Jeg har mærket uro i mit venstre knæ siden i mandags, men først i dag havde det indflydelse på spillet. Jeg føler at jeg har kunnet spille optimalt i de andre kampe og at holdet spillede godt, så det er forbandet ærgerligt”
Peter Sartz: ”Det er skuffende at vi ikke kan opfylde vores mål om at komme mellem de 12 bedste. Vi må dog erkende at truppen er for smal og at der ikke 100 % er konkurrence om pladserne på holdet efter at Allan Bentsen er stoppet. Det skal vi arbejde på i fremtiden, for holdet har en god fremtid. Maze har haft problemer hele ugen med knæet, og det blev for meget i dag. Jeg synes de andre to på holdet viser god fight og vi kan vinde kampen. Finn spiller rigtig godt mod Yang, som han også har slået et par gange før, derefter gød Martin det nødvendige og vinder over deres treer. Tugwell er måske ikke helt klar ved 2-2, mens Italienerne spiller på alle strengene og bl.a. stopper spillet. Havde vi haft lidt mere mentalt til sidst, så kunne vi have vundet. Nu skal vi spille om sekundære placeringer, og her er der også vigtige kampe.”
Resultater:
Danmark-Italien
Finn Tugwell (94) Yang Min (54) 16-14, 11-5, 6-11, 4-11, 11-9
Michael Maze (17)-Massimiliano Mondello (116) 5-11, 9-11, 11-5, 6-11
Martin Monrad (76)-Mahai Bobocica (274) 12-10, 12-10, 8-11, 11-9
Michael Maze (17)-Yang Min (54) WO til Yang
Finn Tugwell (94)-Massimiliano Mondello (116) 7-11, 8-11, 10-12
Danmarks herrer møder i morgen fredag kl. 10.00 Rumænien, og spiller evt. placeringskamp kl. 19.00.
Danmarks damer tabte 0-3 til Canada. Her var det kun Mie Skov, der bed fra sig. Hun var tæt på at vinde sin kamp mod Yuen S., men tabte med 10-12 i 5. sæt. Anne Cathrine Bomman tabte til Zhang Mo med 0-3 og det samme gjorde Pernille Søndergaard til Xu Chris. Dermed endte Danmark som nummer 5 i gruppen og spiller om placeringerne 37-48. Den første kamp er mod Uzbekistan kl. 19.00 i aften.
Resultater:
Danmark-Canada
Anne Cathrine Bomann (411)-Zhang Mo (212) 8-11, 5-11, 7-11
Mie Skov (306)-Yuen S. (373) 6-11, 8-11, 13-11, 11-5, 10-12
Pernille Søndergaard (ur)-Xu Chris (ur) 4-11, 10-12, 3-11