Dansk sejr i Gdansk

Dansk sejr i Gdansk

Efter mandagens 3-0 nederlag til Portugal havde de danske bordtennisherrer en mulighed for at rejse sig, da holdet i går spillede mod Polen i Hold EM-kvalifikationsturneringen. De danske herrer stillede op med de samme fire spillere, som spillede mod Portugal i mandags. De fire spillere var Anders Lind, Jonathan Groth, Tobias Rasmussen og Thor Christensen.

Der var lagt op til et spændende og muligvis et afgørende opgør om anden pladsen i gruppen. Derfor var der meget på spil, hvis Danmark vil sikre sig en direkte kvalifikation til Hold EM til sommer. De danske herrer stod imod presset og vandt 3-1 over Polen i Gdansk. Hermed står de godt til at opnå en andenplads i den kvalifikationsgruppe A2, der giver direkte adgang til Hold EM i Malmø.

Herrelandsholdstræneren, Linus Mernsten, har følgende at sige efter gårsdagens landskamp mod Polen:
”En fantastisk holdkamp og en god sejr! Hele holdet var på tæerne og tilbød en tæt på 100 procent indsats. Tobias vender 1-5 i afgørende sæt, og Groth har to matchbolde. En som forventet tæt kamp, der kunne være gået begge veje.
En stærk og stabil indsats fra Anders Lind, som vandt to svære kampe!”. 

Næste kamp i gruppen er mandag den 30. januar 2023, hvor returopgøret mellem Danmark og Polen bliver spillet i Roskilde Kongres- og Idrætscenter.

Portugal indtager første pladsen i gruppen med to sejrer i to kampe, mens Danmark er på anden pladsen med både en sejr og et nederlag i to kampe. På tredje og sidste pladsen i gruppen er Polen med to nederlag i to kampe.

Danmark 3 – 1 Polen

Jonathan Groth 2 – 3 Milosz Redzimski (5-11, 11-4, 9-11, 11-5, 15-17)

Anders Lind 3 – 0 Artur Greela (11-5, 11-6, 13-11)

Tobias Rasmussen 3 – 2 Marek Badowski (11-5, 12-10, 9-11, 9-11, 11-9)

Anders Lind 3 – 1 Milosz Redzinski (10-12, 11-5, 11-9, 11-8)

Kommende kampe i Kvalifikationsgruppe A2

30.01.2023: Danmark – Polen i Roskilde

14.02.2023: Portugal – Danmark i Viana Do Castelo, Portugal

20.-24.03.2023: Portugal – Polen i Portugal