På billedet Peter Rosenmeier, da han vandt guld ved de Paralympiske Lege i 2016. Foto: Lars Møller.
Pressemeddelelse fra Parasport Danmark:
Den paralympiske mester i parabordtennis, Peter Rosenmeier, har haft en god sæson og går efter guldet i Celje, Slovenien. Tidligere i år er det blandt andet blevet til en turneringssejr i Slovenia Open for Rosenmeier, der mærker større fysisk overskud end tidligere som følge af et nyt træningsprogram med fokus på blandt andet cykling og pilates. Det skal nu veksles til danskerens første VM-titel siden 2010.
– Jeg føler mig stærk og velforberedt, og jeg vil ikke være rigtig tilfreds med andet end guld. Men samtidig er der ingen tvivl om, at feltet i år er det klart bedste i min tid i sporten. Jeg kan pege på 3-4 spillere foruden mig selv, der kan tage titlen, så jeg skal være knivskarp fra start til slut, hvis jeg skal vinde, siger Peter Rosenmeier, der er nr. to på verdensranglisten i herrernes klasse 6.
Sidste år skuffede Peter Rosenmeier fælt, da han for første gang i karrieren tabte en EM-kvartfinale, og den oplevelse vil han gerne have slettet fra nethinden.
– Mentalt var jeg der ikke rigtig sidste år, og det har vi gjort meget for at rette op på. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har masser af store resultater tilbage i mig, og det vil jeg selvfølgelig rigtig gerne ned og bevise, lyder det fra Peter Rosenmeier.
Walløe jagter første VM-medalje
EM 2017 blev til gengæld en positiv oplevelse for Sophie Walløe, klasse 10, der spillede sig sikkert i finalen. Her blev det dog blev til et klart nederlag til verdensetteren Natalia Partyka, og polakken er igen storfavorit ved VM i Slovenien. For 18-årige Walløe, der røg ud af kvartfinalen i sin VM-debut for fire år siden, er målet en medalje.
– Jeg har udviklet mig meget siden sidste VM både spillemæssigt og mentalt, så jeg går selvfølgelig efter at lave et bedre resultat. Jeg har bevist, at jeg kan være med i toppen, men jeg ved også, at jeg skal spille op til mit bedste, hvis det skal blive til en medalje, siger Sophie Walløe, der er 4’er på verdensranglisten.
VM i parabordtennis er den unge danskers store sæsonmål, og hun har blandt andet forberedt sig med divisionskampe i Sverige.
– Jeg føler mig på toppen, og jeg glæder mig til at komme i gang. Det bliver spændende at se, hvor jeg står i forhold til mine konkurrenter, og om vi kan udfordre Partyka, siger Sophie Walløe, der endnu aldrig har slået polakken.
Peter Rosenmeier og Sophie Walløe er i aktion første gang ved VM onsdag den 17. oktober, og der er finaler lørdag den 20. oktober.
De danske spillere
Peter Rosenmeier
Klasse 6
Alder: 33 år
Bopæl: Malmø
Klub: I.H. Aalborg
Handicap: Arm- og bendefekter
SoMe: www.facebook.com/Rosenmeiertt
Sophie Walløe
Klasse 10
Alder: 18 år
Bopæl: Søborg
Klub: Brønshøj
Handicap: Medfødt hofteskred
Mere om VM
Parasport Danmarks eliteatleter på Facebook: www.facebook.com/danmarktilpl
Landsholdet i parabordtennis på Facebook: www.facebook.com/ParabordtennisDanmark
Lodtrækning og resultater på VM-hjemmesiden: https://spint2018.com/
Peter Rosenmeier ved de Paralympiske Lege i Rio de Janeiro i 2016. Foto: Lars Møller.
Sophie Walløe ved de Paralympiske Lege i Rio de Janeiro i 2016. Foto: Lars Møller.