DBTU’s julekalender 2015

I december vil der hver dag blive lagt en kalenderlåge på hjemmesiden. Læs mere om “reglerne” i DBTU’s julekalender her

Opgave:
Du skal til næste træning have lavet en juledekoration bestående af minimum kalenderlys og ler. Gran eller ej – det er op til dig. Hvis du er heldig sponserer din træner kalenderlyset. Mindst én gang om ugen inden jul skal du i klublokalet tænde kalenderlyset og tale med dine træningskammerater i mindst 20 minutter i klublokalet – gerne om bordtennis. Du har naturligvis også ansvaret for, at lyset slukkes igen.

Kulør på sporten

Tidligere i år modtog vi på sekretariatet en glad hilsen fra Brønshøj Bordtennis’ 1. divisionshold, der ladede op til sæsonen i Cannes i Frankrig.

Ordlyden var følgende:

”Hvepsenes 1. divisionshold går benhårdt efter deres 3. guldmedalje på 4 år. Rekord?

Claus Rasmussen og Mads Holm-Hansen gør comeback i den stribede mesterskabstrøje.

DK’s bedste double aka Thomas ’Serven’ Jensen og Kasper ’Spacey’ Schübeler går ubesejret gennem sæsonen og snupper guldet ved de individuelle mesterskaber til foråret.

Bzzzz

Stik stik”

Om ovenfor nævnte holder ’stik’ – fik I den? – kan vi kun gisne om, men i Brønshøjs ni første holdkampe i 1. division øst har superdoublen Serven/Spacey kun spillet sammen to gange – og vundet begge!

Tak for kortet!


Bagerst fra venstre er det Thomas Jensen, Mads Holm-Hansen og Jakob Asmussen. Forrest fra venstre i rød skjorte Kasper Weinrich Schübeler og i hvid/rød skjorte Claus Rasmussen.


Kasper Weinrich Schübeler og Thomas Jensen satte kulør på DM 2015 – her iklædt t-shits lavet specielt til DM.

Spacey og Serven i aktion ved DM 2015 i Odense.

Dagens citat:
Kvalitet er det produkt man skaber, når man gør sig umage.

Dagens fødselsdage:
114 bordtennisspillere på portalen har fødselsdag i dag blandt dem den tidligere landsholdsspiller Lars Breidahl (dansk mester i drenge single i 1970 tidl. Gladsaxe BTK) der fylder 61 år og René Højlund fra Sisu/MBK, der fylder 50 år – tillykke!

61 år i dag. Lars Breidahl ved et stævne i september 1977.

Gladsaxe BTK’s førstehold i 1975, som spillede sig tilbage til 1. division (landets bedste række) efter bare én sæson i 2. division. Fra venstre er det Lars Breidahl (61 år i dag), Lars Hougaard (holdleder), Jørn Jespersen (far til København-træner Rasmus Jespersen) og Klaus Mygind.

Vi glæder os til jul – nu skal vi bare sove 23 gange mere…ho, ho, hooooo!

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk