I denne uge indledes medaljeslutspillet og play off-kampene i Elitedivisionen for Damer – nærmere bestemt sker det onsdag aften, når Helsingør og København tager hul på kampen om overlevelse i hhv. oprykning til DED.
Play off-kampene skulle egentlig have været den afsluttende del af kampen om overlevelse, men de fire hold, der skulle have deltaget i nedrykningsslutspillet “nægtede” at gennemføre dette, da de følte det var “spild af tid” at spille de mange kampe så sent på sæsonen!
“Nægtelsen” kom vel og mærke først ved grundspillets afslutning – på trods af at klubberne var blevet hørt om ændringen inden turneringsreglementets tilblivelse ca. et år tidligere, hvor ingen havde protesteret – det gjorde man heller ikke efter reglementets endelige offentliggørelse.
TU sløjfede – på trods af dette – helt nedrykningsslutspillet, hvorfor man allerede nu er klar til de afgørende kampe mellem nr. 2 i 1. division, Helsingør og nr. 7 i DED, København – disse hold mødes i to kampe om én plads i næste sæsons DED.
Her er København favoritter, hvis de ellers kan mønstre stærkeste opstilling – førstedamen, Pernille Michael måtte melde skadet fra til sidste uges DM, og er hun ikke klar, er det en klar svækkelse af favoritterne.
Helsingør var ligeledes skadesramte i DM-weekenden, og er, uanset opstilling, underdogs i play off-kampene.
I weekenden gælder det kampen om finalepladser, når Roskilde og Sisu/MBK spiller deres første semifinale – den anden semifinale står mellem Vedbæk og Frem Sakskøbing, der indleder deres kamp om finalepladsen om 1½ uge.
—
På dbtu.dk kan man under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne læse meget mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder fra både denne og sidste sæson…