Det bedste er…

Ca. 85 skoleelever mellem 8-13 år gæster i tre uger af sommerferien Gladsaxe Bordtennisklub, der holder til på Gladsaxe skole på Tobaksvejen.

”Det bedste er, at jeg får bolden hele tiden – så jeg skal hele tiden skyde”, siger Frederik, der er en af de i alt 28 skoleelever, der i uge 27 har valgt bordtennis blandt Gladsaxe kommunes tilbud af sommerferieaktiviteter.

Frederik på snart 11 år går på Egegårdens skole, hvor han efter sommerferien starter i 5. klasse. Han har sit eget bat med, og nyder tydeligt spillet med den lille hvide celluloidbold.

Spild af penge
”Vi har et bordtennisbord derhjemme, og det er jo spild af penge, hvis man så ikke kan spille bordtennis”, siger 10-årige Kirsten, der er den eneste pige blandt 27 drenge denne uge.

Kirsten, der bor i Bagsværd, og som går på Atheneskolen i Søborg, har også sin storebror Michael med på holdet. Hun har ikke spillet meget bordtennis, da hun går til både fodbold og violinspil, men hun kunne måske godt finde på at starte til bordtennis, hvis hun altså kunne finde tid til det.

Hovedet under vand – nej tak
”Jeg har meldt mig til bordtennis, fordi jeg ikke vil have hovedet under vand”, siger Kaare, der fyldte 11 år lørdag den 4. juli. Han havde ellers tænkt på at melde sig til svømning, men det kunne alligevel ikke komme på tale med chancen for at få hovedet under vand.

Kaare går på Søndergård skole, hvor han skal op i 4. klasse efter sommerferien. Med sit eget bat i hånden viser han mig, hvordan man holder rigtigt på battet. Det har han lært allerede den første dag, og han føler, at han er blevet bedre.

Kaare går til spejder, men han er tilsyneladende blevet lidt varm på bordtennis, så nu ved han ikke rigtigt med det der spejderhalløj – som han siger.

”Vi lærer børnene at holde rigtigt på battet, og så lærer vi dem reglerne i bordtennis”, siger Daniel Strauss, der er en af de tre instruktører.

Daniel har netop sat en omgang ’rundt om bordet’ i gang, så nu er der smil på læben og fuld fart på de ivrige batsvingere i gymnastiksalen. I de kommende to uger vil yderligere godt 60 børn og unge stifte bekendtskab med verdens hurtigste spil.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 39 53 59 51
Kontaktperson e-mail: carsten@gladsaxebladet.dk