Carsten Jacobsen ved veteran DT-runden i Ribe i november 2018. Foto: Henrik Rudolph.
Undertegnede har spurgt fem af Danmarks højest ratede defensivspillere om deres syn på at være defensiv og på spillestilen før og nu. I dag bringes den sidste af de fem i rækken, som har budt os velkommen indenfor i den defensives tanker.
I dag torsdag den 3/12 fylder Carsten ’Kosten’ Jacobsen 64 år – tillykke!
Hvordan fik du tilnavnet ’Kosten’?
– Hvor kom den egentlig lige fra. Jo, helt tilbage som deltager på ungdomslandsholdet havde RBC den gode mand Steen Bendixen med. Han og jeg spillede en træningskamp, problemet for ham var bare, at efter 17 drabelige dueller havde han stadig ikke fået et point, hvor efter han lagde battet på bordet og udbrød, hvordan fanden kommer man forbi sådan en kost, der fejer rent i alle hjørner og kanter.
Hvorfor blev du defensiv?
– Jeg startede selv med at spille på Kragsbjergskolen i Odense, der var absolut ikke særligt højt til loftet, så hvad var mere naturligt end blot at få den tilbage. I fjernsynet kunne man jo også, i sort hvid naturligvis, se den tyske legende Eberhard Schöler gøre det af med både kinesere og japanere, så der var noget at se op til.
Hvad er det fedeste ved at være defensiv?
– Efterhånden udviklede tingene sig fra at gå fra et ganske almindeligt træbat, skulle der ligesom ske lidt mere, så man også selv kunne agere offensiv. Onde tunger taler om det nok ville blive vanskeligt, og der er da noget om snakken, men derimod mener jeg, at defensive spillere har et mystisk loop/slag i forhold til den traditionelle spillestil. Dengang fra ungdomslandsholds tiden, kan man blot spørge de ellers så brave svenskere hvem de absolut ikke ville møde, nemlig rigtig gættet en ægte defensiv, de anede ikke deres levende råd. Det har de så siden hen lært.
Som defensiv lever man jo helt klart af modstanderens fejl, det kræver dog også, at man selv forsøger at lokke modstanderen i fælden. Det allerbedste er at møde en modstander, som bliver mere og mere frustreret som kampen skrider frem. Nej, der var skru i, der var intet i, og det sjove er, når de overhovedet ikke aner, hvad de snakker om.
Carsten Jacobsen ved veteran DT-runden i Ribe i november 2018. Foto: Henrik Rudolph.
Hvad er vigtigt rent taktisk som defensiv?
– Nu bliver det rigtig svært for nogen. Man er nødt til at lægge taktikken ud fra ens egen kunnen, ikke, hvad man tror, man kan. Som min gode holdkammerat Gert Ellegård engang svarede, på spørgsmålet om bedste måde at slå mig på, svarede han prompte ”TENDENSLODTRÆKNING”. Bare rolig Gert er blevet meget bedre mod def.
Hvordan ser du sportens udvikling for en defensivspiller?
– Hvis man i dag skal kunne være med helt i toppen, er man nødt til at udvikle sit spil, så man ikke kun står ude bagved, det vil sige afvekslende spil i alle afskygninger. Man er nødt til at vide med sig selv, hvad man kan og nok så vigtigt, hvad man ikke kan. Jo bedre du vil være, jo flere afkald skal du give i din hverdag, det er elitens præmisser. Derefter hedder det træning, træning og atter træning.
Hvilken kamp er din bedste til dato?
– Hvad får man så ud af al den træning. For mit eget vedkommende havde vi helt tilbage i 1975 en tur i Messeby turneringen i Tyrkiet, hvor der var omkring 700 skrigende tilskuere til en helt igennem spændende kamp. Ved stillingen 4-4 og 19-19 i 3. sæt (det var dengang), henter jeg en kantbold til 20-19 og henter derefter en netbold til sejr 21-19, og pludselig kunne vi ikke høre en tyrker, kun et stort fynsk brøl.
To gange har jeg prøvet at blive dansk mester med Esbjerg (1989 og 1991, red.), specielt kampen i den gamle stadionhal i Århus går aldrig i glemmebogen, der var total booket op overalt, og Esbjerg hev den hjem, og blev fejret efter alle kunstens regler i Esbjerg.
– Man bliver aldrig for gammel til bordtennis, men jeg kan sige, man bliver en anelse mere træt efter kampene, det vil jeg skrive under på, ellers skal dåbsattesten nok minde dig om det.
Held og lykke til alle derude. Husk bordtennis kan spilles på mange niveauer.
Carsten Jacobsen
DM 2012 i Odense
Finn Tugwell mod Carsten Jacobsen. Se herunder: